The Hulk
Med Hulk-feberen over os spyttes der grønne titler ud som aldrig før.
Med Hulk-feberen over os spyttes der grønne titler ud som aldrig før. Bruce Banner alias Hulk har naturligvis været forbi den lille håndholdte og selv på GBA kan han forårsage massive skader. Alle der har været inde at se filmen har uden tvivl lyst til at se mere til Hulk, og nu har du muligheden for at sidde ude i sommervarmen med tidens hotte anti-helt.
Det var dog med liden tiltro at jeg satte min nye cartridge med den grønne kæmpe i min GBA, eftersom udvikleren sidst gav os det særdeles ringe The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring. Det viste sig dog hurtigt at Pocket Studios må have lært af sine fejl, da The Incredible Hulk allerede fra starten virkede som en langt mere stabil og tiltalende titel. Begivenhederne i The Incredible Hulk (TIH) finder sted ca. et år efter filmen, hvor vores helt atter har problemer med onde generaler og hans kanonføde af en hær. Intet plot er komplet uden en superskurk, som vi får i form af The Leader, en grum fætter som har ondsindede planer med Banner-drengen. Koger man disse retningslinier ned til en håndfuld mellemsekvenser, og ikke mindst en undskyldning for at Hulk deler prygl ud, så har vi handlingen til dette spil.
Genren kender vi alle, og Hulk løber lige i hælende på selv de mest klassiske skabeloner af actionspil. TIH går i hovedparten ud på at smadre løs på den ene fjende efter den anden, kun afbrudt af end-of-level bosser og puzzles. Til sin disposition har Hulk en række specielle angreb, råb, hop og lignende, jo flere fjender du kan pande ned i træk desto vredere blive vores helt - og vi ved jo alle at gøre Hulk vred er som at kaste benzin på et bål. Banerne skifter ofte karakter/stemning og deres mål og delmål ændrer sig en anelse, uden dog på noget tidspunkt at blive indviklede. Alt er ikke fryd og gammen i TIH, og den efter en time eller to i selskab med dette spil virker den fantastiske Hulk mere som den "ganske ok pastelgrønne Hulk". Han kan forårsage store smerter på folk omkring sig, og udviklere synes nærmest at ville udsætte spillerens øre for lignende lidelser. Den soniske side er uden tvivl titlens svage punkt, man lærer hurtigt at skrue ned for lyden og hive MP3-spilleren frem i stedet. Lidt bedre ser det ud på den visuelle front (tak skæbne) eftersom Pocket Studios har fanget det originale tegneserie-look ret godt. Ligesom Vivendis anden GBA-titel, Spyro: Attack of the Rhynocs fra Digital Eclipse, ses Hulk den klassiske isometriske synsvinkel, en slags emuleret 3d om man vil. Den visuelle side er funktionel, men jeg savner lidt mere liv i omgivelser og noget mere dybde i baggrunden. Det er dog tydeligt at der kælet lidt ekstra for Hulk-figuren, da hans animationen og udseende er hævet en hel del over resten af spillets.
Ingen forventer en avanceret AI i en GBA-titel, men når man hurtigt kan lure visse fjenders aktiveringsområde, så går der lidt luft af den blå ballon. Det er nemlig således, at hvis man hopper på det rigtige tidspunkt er der visse fjender som slet ikke reagerer. Det tyder på at spillet ikke har været gennem tilstrækkelig omfattende testperiode hvilket er synd, det er dog en ting vi ofte ser med licenstitler da de skal nå at udkomme nogenlunde samtidig med filmen. Tilsætter man ligeledes en til tider ustabil framerate, en halvkedelig farvepalet og ikke mindst et monotont slå-slå-og-atter-slå-gameplay, så virker Hulk ret så vred - eftersom vi efter sigende ikke vil kunne lide ham når han er vred. Med dette sagt, så er der dog masser af timer i TIH, hvis man kan leve med det lidt simple gameplay og spillets bugs.
Udvikleren har formået at presse intet mindre end 33 baner ned i den lille cartridge, nok til at holde de fleste spillere beskæftiget i et par dage. Titlen vil derfor kunne fornøje fans af Hulk i mange timer, og det er da også kun denne målgruppe jeg vil anbefale spillet til. Kan man samle fire af slagsen kan I endda afprøve spillets multiplayer-funktion, som dog virker en forhastet tilføjelse uden reel appeal. Resten af Jer der savner et godt actioneventyr til GBA’en burde hellere holde øje med den førnævnte Spyro-titel. The Incredible Hulk kan leve højt på sin licens og sin lange holdbarhed, og pga. førstnævnte skal der nok blive langet nogle eksemplarer over disken.
Gamereactor Danmark