The Hulk
Vi har alle vores yndlings-superhelt, og nu har den grønne kæmpe alias Hulk fået endnu en titel under vingerne.
Vi har alle vores yndlings-superhelt, og nu har den grønne kæmpe alias Hulk fået endnu en titel under vingerne. I forbindelse med den kommende film om den radioaktive mastodont har Vivendi fået fat i en udvikler med grønne fingre, nemlig Radical Entertainment. Firmaet er ikke helt ukendt med superhelte, og stod bag sidste års licenstitel bygget på Tv-serien Dark Angel. The Hulk er ikke første titel omhandlende Bruce Banner og hans grønne alter ego, men som mange andre superhelte-licenser har disse været alt andet end udgivelser af høj karat. Eidos udgav bl.a. Incredible Hulk: The Pantheon Saga til PSX, som var en ekstrem pinlig affære. Radical Entertainment er sluppet end hel del bedre af sted med deres udgave, men spillet er trods alt ikke så radioaktivt som man kunne ønske sig. Vi har bestrålet redaktionen med gammastråler og set nærmere på denne PS2-oplevelse.
Spillet tager som sagt udgangspunkt i den kommende film, men følger dog ikke dens handling (til glæde for os der endnu ikke har set den). Som i filmen spilles Bruce Banner af Eric Bana, og hans udseende og stemme er overført godt til den virtuelle verden. Vi mennesker er destruktive af natur og det må være derfor, at det føles så forbandet rart at smadre alt og alle i - naturligvis ikke i virkeligheden, men med en controller som ventil. Hulk er den absolutte manifestation af dette aspekt af vores sind, og med sin enorme styrke og bersærker-vrede kan han tilfredsstille selv den mest hærge-glade spiller. Plottet er, ikke overraskende, ikke ligefrem af Oscar-kvalitet men det er dog ikke essentielt i spil af denne type. Startskuddet sker i form af at Professor Crawford forråder Banner og selv suger lidt af Hulks kræfter til sig, hvilket forvandler ham til en Hulk-lignende skabning ved navn Ravage - og så går den vilde jagt ellers gennem San Franciscos gader. Hovedsagen er dog at Hulk/Banner skal stoppe adskillige ondsindede typer, deriblandt andre med superstyrke såsom Half-Life, Madman og Flux. Gennem 30 missioner skal der uddeles prygl, og Hulk har da også alle sine kendte angreb til disposition. Patenterede slag som Sonic Clap og Gamma Slam udleveres med stor evne fra Hulk, og fjenderne må lide under for disse superangreb og andre grønne afgifter (jeg kunne ikke lade være). Herligt er det at man ligeledes kan ødelægge de fleste af objekterne i banerne, hvilket virkelig sætter ens smadrelyst i højeste gear.
Grafisk er spillet lidt af en kuriositet da udvikleren har udformet spillet med en meget karakteristisk stil. Selvom Radical ikke har brugt celshading er skyggeeffekterne meget stilistiske, og giver spillet et tegneserieagtigt præg. Dette klæder kæmpen og hans omgivelserne, og sammen med de vellykkede partikeleffekter er spillet en fornøjelse at se på. Til tider ryger lidt af denne fornøjelse dog pga. kameraet, som virker lidt kluntet og hænger fast i mærkelige vinkler - manglen på egen kontrol over det kan med mellemrum virke frustrerende. Spillets absolutte akilleshæl udviser sig i de meget forskelligartede missioner, en ting som oftest gavner holdbarheden på en titel. Missionerne går dog fra den ene yderlighed til den anden, hvor man i den ene skal gå amok som Hulk og i den anden, hvor man som Dr. Banner skal snige sig diskret rundt mens man løser gåder og undgår vagter. Enkeltstående fungerer disse missioner glimrende, men det føles som om at man vil ramme to målgrupper i et enkelt spil - og dette fungerer ikke helt efter hensigten. Denne forskel får Banner-missionerne til at virke grå og kedelige, og man higer efter at skulle spille Hulk igen.
Bruce Banner siger selv; "Don’t make me angry, you wouldn’t like me when I’m angry" - sagen er dog blot den, vi langt hellere vil have den vrede version af Dr. Banner, dvs. Hulk, end den svagelige lille mand der render rundt og gemmer sig. Mht. grafik og kontrol er The Hulk en ganske vellykket titel, men de føromtalte enorme skel missionerne imellem skaber en ubalance der ikke kan ses bort fra. Der er for meget Metal Gear Solid over Banner-missionerne (uden for at være nær så gode), mens kamplystne gamere vil hade dem. For fans er der dog masser af hente, da der ligeledes findes en hel del ekstramateriale på skiven, og indtil videre er The Hulk det bedste forsøg på en spiltitel med vores voldsomt vrisne superhelt. Vi giver seks til Banner og otte til hulk og ender på et syvtal.
Gamereactor Danmark