Too Human
Silicon Knights er snart klar med deres fortolkning af nordisk mytologi blandet om med den fængende Diablo-cocktail. Thomas Blichfeldt har spillet sig gennem beta-udgaven...
I en branche fuld af ivrige PR-mennesker, slogans og lovprisninger, opbygger man hurtigt et slags spamfilter mod den slags, hvilket er hvorfor det resonerer endnu højere, når nogen faktisk tager bladet fra munden, og snakker oprigtigt om deres tanker og meninger.
Det gjorde Denis Dyack i forhold til et amerikansk site, da de udtrykte deres meninger om den forfærdelig ufærdige demo af {Too Human}, som også jeg spillede på E3-messen, for et par år tilbage. Siden hen er frontmanden for Silicon Knights blevet stemplet som en tudeprinsesse på alverdens spilforums.
Jeg lyttede til Denis, og frem for alt håbede jeg på at Too Human ville blive det projekt, som han selv drømte det skulle blive, nemlig et actionfyldt rollespil med en dyb historie og utallige timers underholdning. At dømme ud fra vores beta-test version, må det dog forblive ved drømmen. Too Human beskrives nemmest som et miskmask af Diablo, Phantasy Star Online og {God of War}, tilsat en masse nordisk mytologi og de dertilhørende stereotypiske figurer.
Thor er højtråbende, modig, uintelligent og kunne ligeså godt have skreget "Hulk smash!" hver gang han hovedkulds angriber den nærmeste fjende. Baldur, som man selv tager kontrollen over, er den sårede, emotionelle helt, der på et hævntogt falder over et større komplot, og så må agere spydspids mod de onde magter. På samme måde er resten af persongalleriet forholdsvis forudselige, hvis man kender bare en smule til nordisk mytologi, hvilket ikke ligefrem hjælper den lettere kluntede historie.
Silicon Knights fortolkning af den nordiske gudelære, er dog langt fra den vi danskere måske vil kunne huske fra Valhalla-tegneserierne, og således er alt her omsat til et slags fremtidigt teknohelvede. Futurismen gennemsyrer ethvert aspekt af Too Human, og alene det at fjendetyper som trolde, orker og elvere her udgøres af robotter i alle størrelser, er lidt af en omvæltning.
Det er dog alt sammen indpakning, og når alt kommer til alt handler Too Human om kamp, evner og masser af våben. Alt efter hvilken af fem forskellige klasser man vælger, fokuseres der på nærkamp med køller, økser og sværd, eller kamp på afstand med maskinpistoler, granatkastere og lasergevær. Besejrede fjender taber gerne våben, rustninger og alskens andre dingenoter, som automatisk samles op og siden hen kan bruges. Faktisk er det et af spillets mest fængende aspekter, jagten på nye og bedre genstande, eller loot, ganske som i spillet der startede genren, Diablo.
I modsætning til Diablo, er den konstante klikken med musen, oversat til det højre analoge styrpind således, at det kun kræves, at man holder styrepinden mod den nærmeste fjende, hvorefter Baldur selv indleder et angreb. Forskellige variationer resulterer i forskellige angreb, og selvom systemet kan lyde lidt enkeltt, fungerer det som en glimrende alternativ til det ligeså enkle trykkeri på musens venstre knap.
Netop fordi hele Diablo-formularen er så velfungerende er Too Human også aldeles sjovt de første par timer, men så begynder de mange småproblemer også for alvor at vise sig.
Menu-systemet er gumpetungt, uoverskueligt og gør selv de simpleste valg til en langsommelig proces. Hvis du nogensinde har haft en mobiltelefon. som først synes at reagere et halv til et helt sekund efter du har trykket på tasterne, ved du præcis hvordan det føles, at bevæge sig igennem de mange menuer. Og det er ærgerligt, for bagved menuerne gemmer der sig utrolig mange måder, at skræddersy og optimere sin figur på. Våben og rustninger kan vælges, runer kan isættes udstyret for at give ekstra kræfter, indsamlede planer kan udvikles til udstyr og erfaringspoint kan bruges til at forøge dine evner.
Langsommelig er også den dødsanimation man skal vente på hver gang man dør. Nok er valkyrien en smuk skabning, men at skulle vente 10 sekunder på at hun, som en anden ambulance henter ens krop, bliver i længden så kedeligt, at du hurtigt bliver træt af ideen.
Og spiller du alene kan du ligeså godt se frem til at døden bliver en realitet. Too Human synes langt hen af vejen at være udviklet som en multiplayer-spil, hvilket ikke giver dig særligt mange chancer, når antallet af fjender lige pludselig eksploderer. Her hjælper det heller ikke at, det kun er en af klasserne der kan heale sig selv, mens de andre fire bare må håbe på at spillet smider nogle healende dingenoter efter dig - ting som for øvrigt ikke kan opbevares, og derfor skal bruges på stedet.
Værst af alt er dog balancen. Jeg forstår godt logikken i at ville holde spilleren konstant udfordret, men om jeg fatter mentaliteten bag den rollespilstendens, hvor modstanderne vokser i styrke, på lige fod med spilleren. Specielt dumt forekommer beslutningen mig i Too Human, fordi spillet er af den slags rollespil hvor gameplayet i det store hele er fokuseret omkring det at slagte monstre for at stige i niveau og finde nye, unikke våben.
Hvordan skal man på nogen måde kunne føle sig almægtig ved at have fundet et nyt, unikt våben eller låst op for en ny evne, når modstanderne ligeledes er blevet tilsvarende stærkere? Systemet forvandler i stedet oplevelsen til en trædemølle, hvor udfordringen stort set er den samme, om jeg er 20 timer eller 20 minutter inde i spillet. Og nej, Too Human er langt fra det eneste spil, der lider under denne mærkværdige beslutning, men det gør det på ingen måde mindre irriterende.
Hvor mærkværdigt det end lyder, virker det som om Too Human efter ti år i planlægningsfasen, godt kunne bruge et halvt år mere i udvikling for at lige at file de sidste kanter ned. Menu-systemerne skulle det være en smal sag at redesigne og balancen mellem fjenderne og Baldur, kunne ligeledes sagtens rejusteres. Bliver disse aspekter alene, rettet inden spillet udgives i august, vil jeg sagtens kunne leve med de stereotypiske figurer, den knapt så spændende historie og den manglende mulighed for at spille fire spillere sammen.
Som det er nu er Too Human stadig fængende, hvis Xbox 360 er det eneste man har at spille på, men har man adgang til PC-verdenen, findes der langt bedre alternativer - desværre.
Gamereactor Danmark