Too Human

Det er altid lidt underligt at sidde med et spil som {Too Human} til anmeldelse. Selvom du måske ikke engang ejer værtskonsollen, har du givetvis allerede hørt navnet Denis Dyack adskillige gange, og du har sikkert ligeledes høre om det sagnomspundne Too Human, der først nu ser dagens lys. Hvis du har hørt spillet eller udvikleren nævnt, sidder du sikkert også allerede med forventningerne til eller forhåbningerne om, at jeg kan bekræfte at ventetiden har været spildt, og at Silicon Knights blot er endnu en desillusioneret udvikler.

Lad mig i stedet hjælpe dig med at danne dine egne meninger, nemmest er det, hvis jeg med det samme skærer gennem al genresnakken og siger, at Too Human, præcis som Diablo og Phantasy Star Online er en dungeon crawler Hvorfor modstanden har været så stor i forhold til at smide det i en kasse ved jeg ikke, men præcis som det har været tilfældet med ovennævnte spil, så har jeg brugt det meste af tiden på at indsamle nyt udstyr, stige i niveau og tæve monstre til ukendelighed.

Den første time med Too Human er spændende, og næsten alt glider præcis som man kunne have håbet på. Du bliver på behagelig vis introduceret for både kontrollen, historien og bliver samtidig mødt af den besnærende blanding af mytologi og mekanik, i form af opfindsomme fjender og analoge klageskrig. Silicon Knights har tydeligvis lagt enorme kræfter i at genfortolke hele den nordiske mytologi, men blandet det hele med en ordentlig omgang futurisme. Således er Thor for eksempel den krigsglade galning som vi kender, indsvøbt i primitive dyreskind, mens Mjølner, hans hammer, er sammensat af den pureste elektronik.

Det hele er naturligvis pakket ind i en historie, der inkluderer alle de store emner som kærlighed, bedrag, jalousi og hvad man ellers har kunnet stoppe ind i nordisk mytologi, og selvom dialogen ofte er gåsehudsfremkaldende, er historien god. Historien bliver dog aldrig spændende nok til succesfuldt at kunne skjule, at den alene udelukkende er baggrund for spillets sande essens; kampene.

Dusinvis af teknotrolde angriber dig, så snart du bevæger ind i en af banerne og frem for at diske op med {God of War}-lignende knapkombinationer, tilskyndes det i stedet at du griber efter den højre analoge styrepind, og peger mod den fjende du ønsker at angribe, hvorefter et angreb automatisk indledes. For de uindviede, lyder det sikkert alt for enkelt, men som erstatning for at klikke løs på den venstre museknap, virker systemet fortrinligt. Med kontrollen på plads skulle man tro, at det ville være en smal sag at byde på spændende kampe, og sådan virker det også de første par timer, hvorefter balancen, Too Humans sande akilleshæl, for alvor viser sig.

Langt hen af vejen virker det som om Silicon Knights aldrig nåede at fortælle deres eget projekt, at de havde pillet fire spiller muligheden ud af det endelige produkt. Således befinder du dig ofte alene i situationer som helt tydeligt var tiltænkt et hold af samarbejdende karakterer, og ulig det mere end ti år gamle Phantasy Star Online, formår Too Human ikke selvjustere. Derfor vil du dø hyppigt, og særdeles pinefuldt er dette, fordi døden hver gang akkompagneres af en fem sekunder lang, uundgåelig dødsscene.

Bedre bliver det ikke af, at der kun er en ud af de fem karakterklasser man fra starten kan vælge i mellem der kan helbrede sig selv, mens alle andre bare må håbe på at besejrede fjender taber et plaster eller to. Noget kunne være reddet ved at de medhjælpere man har med, rent faktisk kunne gøre bare en smule skade på fjenden, men i stedet agerer de kanonføde, der på trods af at de falder som fluer, stadig råber op efter hver kamp om at de en cremen af krigereliten. Specielt pinligt er det, når selv den mægtige Tor står bomstille, åbenbart forvirret over hvad der sker, alt i mens han råber som var han i gang med at tæve tyve fjender selv.

Værst er dog det mærkværdige erfaringssystem, der insisterer på at give dig mere end konstant udfordring. Ideen med at lade fjenderne stige i erfaring i takt med spillerens egen figur gør det, er hverken ny eller original. De førnævnte genre-søskende gjorde det også. Men hvor det her blev gjort sådan, at fjenderne oftest var en smule svagere end spilleren, så guleroden ved at finde nyt udstyr og blive stærkere hele tiden ikke eksisterende i Too Human.

Hvorfor jeg skulle gide bruge tid på at stige i rang, når de selvsamme fjender jeg startede med at kunne tæve med et enkelt slag, pludselig skal have adskillige slag, fordi Too Human har besluttet sig for at forøge deres erfaringsniveau i takt med mit eget, forstår jeg ikke. Jeg skal vel for pokker føle mig stærkere end jeg gjorde i starten af spillet, når jeg efter 20 timers spil har fundet guddommelige våben, og indtjent nok erfaringspoints til at tilfredsstille selv den mest garvede gruppe rollespilfans?

Med alle problemerne samlet, er balancen ganske enkelt grotesk forskruet. Man kan aldrig vide sig sikker om den næste times spil bliver spændende eller blot frustrerende, og resultatet er stressende på selv samme måde, som havde en person stået ved siden af dig mens du spillede, og givet dig en lussing hver gang du havde været for godt underholdt.

Og heri ligger mit mest paradoksale problem med Too Human, og grunden til at jeg startede med at bede dig om at danne din egen mening. For på trods af at jeg hverken kan udstå stress, lussinger eller dårlige spil, så kan jeg ikke lade være med at vende tilbage til Too Human. Det ene øjeblik kan jeg sidde og have lyst til at hamre kontrolleren i gulvet, og med rette bande over hvad hulen der dog er gået igennem hovedet på Denis Dyack og resten af holdet hos Silicon Knights, mens jeg det næste er dybt opslugt i de mange muligheder.

Too Human ender med at have den måske mest tragiske skæbne i spilregi, for hvor kunne det dog have været fantastisk, ja nærmest sublimt, hvis holdet bag bare havde tænkt lidt mere over tingene, og tør man sige det, brugt lidt længere tid på det. Resultatet er dog at Too Human i stedet kun er et godt, og oftest dybt frustrerende bekendtskab.