Super Monkey Ball

Lad os indrømme det i fællesskab. Vi har alle drømt om at være en lille bitte abe der var buret inde i en lille bitte kugle, som vi kunne trille rundt i. Begive os ud på eventyr i fjerne verdener, hvor det eneste vi skulle bekymre os om var at samle bananer og lade være med at ryge ud over kanten. De kloge hoveder på Sega må have clairvoiante evner, for søreme om de nu ikke giver os chancen for at gøre netop dette, i den splinternye toptitel Super Monkey Ball. For at gøre det lettere for os selv, forkorter vi fra nu af Super Monkey Ball til SMB.

Titlen er endnu et bud på den herlige puzzle genre, hvor essensen af selve gameplayet er simplicitet, og underholdningsværdien svinger fra total ligegyldighed til totalt opslugende. Et puzzle game er nemlig ikke nogen nem ting at lave, for forbrugerens krav et høje, vi skal have noget for pengene, og findes der egentlig noget værre end at føle sig snydt?

Aber og bananer

Sega er ikke ligefrem novicer på spil området, og SMB er da bestemt heller ikke uinteressant. Som tidligere nævnt, får du muligheden for at styre en lille abe rundt på en masse baner med svingende sværhedsgrad. Eller, det vil sige, du skal egentlig ikke styre aben, du skal derimod styre banen. Lidt ligesom de gode gamle kuglespil på fritidshjemmet, bare en anelse mere besværligt.

Spillet kører på tid, og det er derfor ikke nok at have tungen lige i munden, du skal samtidig have et ordentligt læs krudt i røven, for ellers når du ikke halvvejs igennem de finurlige landskaber. SMB er en af den slags titler som virkeligt kan få blodet til at koge, et forkert ryk i joypaddet resulterer i den sikre død, og så er det jo bare om at starte forfra. Hele dette præcisions helvede er måske en gamers værste mareridt. Det at finde sig selv gang på gang lave de mest gemene småfejl, og betale prisen for det, kan fremkalde grå hår i hovedbunden på rekordtid.

Tilgengæld er det også tit frustrationen der er drivkraften i denne slags titler. Man er nødt til at prøve igen, bare lige en gang til, og så lige en gang til, og så lige - fyrre kander kaffe og firs smøger senere, er der rimeligt stor sandsynlighed for, at man sidder fast det samme sted, og er det ikke bare herligt?. SMB byder altså på uanede mængder spilletid, spørgsmålet er bare om det er tiden værd. Umiddelbart virker det sådan, men det er selvfølgeligt ikke til at sige endnu.

Sega forstår dig

I det hele taget er det bare en fryd at opleve Sega’s vilje til at fortsætte som leverandør af god underholdning. Vi var mange der græd da Dreamcast’en fik sit endelige dødsstød, for det er de færreste der kan levere i en grad som vi har set Sega levere. Derfor kan det snildt give et lille ryk i glædesbanken, at Sega nu kaster titler ud til alle platforme de kan komme i nærheden af. Dreamcast’ens forsvinden giver i sidste ende bare meget mere Sega til folket, og er det ikke noget man burde juble over? Det tror jeg vist nok det er.

Udover de normale spil, byder SMB på flere småspil. En stor part af spillet er muligheden for flere spillere, og SMB kan blive et godt bud på en festtitel, når nørderne samles til lørdags-lir’. En anden option er de mange minispil der efterhånden er mulighed for at sætte tænderne i. Med SMB forsøger man at lave en helhedspakke, en let titel der alligevel kan spolere nattesøvnen, hvis man da ellers har tålmodighed til det.

Nintendos GameCube prøver allerede fra starten at brede sig ud over alle tænkelige genrer, og SMB virker som et solidt bud på et godt puzzle spil. Selvfølgelig er der mange faktorer der spiller ind. Er det muligt at blive ved med at finde små aber i glaskugler morsomt? Hvor mange bananer kan man spise før man får mavepine? Og hvor mange timer vil der gå før GameCub’en ryger ud af vinduet i frustration? Alt dette og meget mere får vi svar på når SMB rammer butikkerne, indtil da er der ikke andet at gøre end at vente, måske med et spil Ludo eller to?