Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Super Monkey Ball

Super Monkey Ball

At Sega’s titler har fundet vej til andet end deres egne konsoller, er det kun få der vil begræde. Firmaet har fundet den helt rigtige tone som software udvikler.

At Sega’s titler har fundet vej til andet end deres egne konsoller, er det kun få der vil begræde. Firmaet har fundet den helt rigtige tone som software udvikler, og efter spil som Virtua Fighter 4 på PlayStation 2 og Jet Set Radio Future på Xbox, så er turen kommet til Nintendo’s nye konsol GameCube. Her er det Amusement Visions Super Monkey Ball - oprindeligt et arcade spil i Japan, der skal vise hvad maskinen kan.

Du skal bruge en glaskugle...
Ideen bag Super Monkey Ball er enkel, nogle vi måske endda kalde den simpel. Med en primat spærret inde i en kugle, er det dit job, at tippe banen (nej, du styrer ikke kuglen), således at det lille kræ på et tidspunkt kommer hele vejen igennem. Undervejs samler du bananer op, og hvis du samler hundrede får du et ekstra liv. Og selvom det til at starte både er og lyder let, så bliver spillet ret så hurtigt ganske svært. Nogle gange frustrerende svært. Ja, faktisk til tider så svært, at du bander, slukker for maskinen og glemmer alt om Monkey Ball. Men ti minutter efter sidder du der igen. Og det er den slags spil Sega er kendt for at kreere. Man sidder som limet til skærmen, og nyder hvert et minut.

Hvis der skal prales overfor vennerne med din nyindkøbte maskine, er Super Monkey Ball måske ikke det bedst egnede. Der spilles ikke med musklerne på det grafiske plan, og selvom der hives nogle polygoner rundt, så er det svært at se, at dette skulle få din GameCube til at overophede og bryde sammen. Designet er typisk sødt og meget japansk, og de mange farver kæmper om din om din gunst, mens søde melodier og en evigt skrigende abe leverer støjen. Og netop aben bliver hurtigt et problem. For hver evig eneste gang du falder ned fra de kantløse baner, så svæver din abe med dertilhørende kugle ned i dybet, mens dyret vræler. Det er da sjovt de første par gange, men kan bringe grå hår frem på selv en femogtyvårig anmelder efter gentagende gange, og tro mig dem bliver der mange af. Altså gangene - ikke hårene.

Uforfalsket gameplay
Hvad der ikke bringer grå hår frem, men til gengæld spilleglæde, er det dejligt enkle og befriende gameplay. Der går ikke længe før du gladeligt ruller derudaf, mens du indhenter Dole bananer (ja, det er deres sponsor). Dog lader spillet dig aldrig få kontrollen over begivenhederne, og det varer ikke længe før du skal navigere dig gennem smalle passager, op af stejle bakker og forbi steder, der mest af alt minder om indmaden i en flippermaskine - og bare vent til banerne deles op i mindre felter, der skal rulles hen over.

Ud over selve Monkey Ball arcade oplevelsen, har Amusement Vision også været så elskværdige at inkludere en masse mini-spil der forlænger spillet betydeligt, og som egentlig bliver grundstenen i fremtidig morskab for dig og dine venner. Disse er Monkey Fight, Monkey Race og Monkey Target. Alle er de sjove og minder faktisk på mange måder om de mini-spil du kan finde i Mario Party. Mens Monkey Fight lader dig styre en abe med dertil hørende boksehandske i kampen om at blive sidste abe på platformen, så er Monkey Race, som titlen lyder, et vaskeægte ræs om at komme nummer ét (med dertilhørende power-ups). Monkey Target er det mærkeligste af disse tre, og kan vel egentlig bedst betegnes som en slags Pilotwings med aber.

Mini spil i massevis
Men der er mere i posen end som sådan. Har du blot spillet selve arcade-delen i et stykke tid, så åbnes der også op for tre yderligere, og selvom disse ikke som mini-spillene huser muligheden for fire spillere samtidig, så kan de sagtens bruges. Disse kommer som Monkey Billiards, Monkey Bowling og Monkey Golf - og bør ikke have nogen introduktion.

I det hele taget er Super Monkey Ball er veltilpasset pakke af finurlige spøjse spil og den oprindelige arcade oplevelse, og den fungerer godt på den nye GameCube. Skulle der knyttes en sidste kommentar, der kan smide lidt malurt i bægeret, så må det være at mens nogle vil blive så irriterede over sværhedsgraden, at de aldrig når særligt langt, så vil andre elske det, for netop at stille knaldhårde krav til dine gamer skills - jeg hører absolut til den sidste, og hvis du også gør, bør du kigge nærmere på Super Monkey Ball.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Enkelt og gennemført - der er morskaben der er sat i højsædet.
-
For svært for nogle. Spillet kræver virkelig noget af dig.