Shadowhearts

Det er mere end besynderligt, at der ikke findes et ordentligt RPG til PlayStation 2 endnu. Mens titler som Metal Gear Solid, Ridge Racer og Tekken cementerede PSOnes succes, så var det rollespillene, der fastholdte det eftertænksomme og krævende publikum samtidig med at det åbnede op for et helt nyt marked. Final Fantasy 7, 8 og 9 har naturligvis været den største succes på disse breddegrader, og mens vi stadig venter på det uundgåelige klimaks i 10’eren, så har vi måtte døje med tvivlsomme titler som Orphen, Eternal Ring og Evergrace - spil der på ingen måde har indfriet de mange håbefulde fans forventninger til hverken genren eller formatet.

Ikke dem med Koudelka?

Dette roder japanske Sacnoth bod på med Shadow Hearts. Hvis firmaet sætter nogle klokker i gang, så er det fordi, at det var det samme firma der på den nu gamle PSone, udgav og fik hug for Koudelka. Spillet var en blanding af Resident Evil og traditionelle rollespil og var desværre så fyldt med fejl og mangler, at det var de færreste, der tog sig tid til at spille det igennem. Shadow Hearts er heldigvis langt mere traditionelt og ligetil - på godt og ondt.

Historien tager sit udgangspunkt i starten af det tyvende århundrede, hvor Alice Elliot, en ung og åbenbart meget farlig pige, skal transporteres til Kina på et massivt tog. Holdt under skarp bevogtning af kinesiske soldater, angriber en meget magtfuld magiker Roger Bacon toget for at kidnappe hende. Som altid går noget galt, og her kommer du ind i billedet. Som Yuri Hyuga er det dit job at stoppe det hele og så ellers passe på pigebarnet. Heldigvis er Yuri en såkaldt Harmonixer, hvilket betyder, at han kan skifte form og bruge meget stærk magi sammen med den ene forrygende slagserie efter den anden.

En anderledes historie

Det er først og fremmest i plottet at Shadow Hearts er anderledes. Spillet griber godt og grundigt fat i den viktorianske stil med gaslamper, lange kapper og tågede gader og ligger en sælsomt historie ovenpå om dæmoner og uanede kræfter. Desværre kan det samme ikke siges om den grafiske overflade. PlayStation 2 ejere havde nok forventet, at se verdener realiseret i flot og farverig 3D i kommende RPG’er, men Shadow Hearts fastholder de statiske baggrunde vi kender fra Final Fantasy på PSOne. Faktisk ligner spillet på mange måde bare en opdateret version af et 32-bit spil - og det er synd. For det er en god ide.

Den dømmende ring

Gameplay mæssigt er det også småt med fornyelser og kun en ting redder spillet fra, at være en åbenlys kopi af så meget andet. The Judgement Ring er et finurligt system, der på mange måde fungerer som et lykkehjul og hæver spillet over pøblen. I kamp situationer, hvor turbaserede slagserier mellem dig og fjenderne ellers kunne blive statiske, er denne feature med til at skabe lidt spænding. Den fungere på den måde, at når man angriber, så snurrer skiven og du skal derefter ramme på nogle bestemte punkter indenfor. Rammes alle tre giver du maksimum lussinger. Rammes færre, giver du noget mindre. Det samme gælder i situationer, hvor man skal heale sig selv eller bruge items. Som spillet skrider frem bliver områderne på skiven mindre, og mod stærke monstre kan det være ret svært at ramme plet hver gang. Dette tiltag er forfriskende og meget gennemtænkt. Flere timers intensiv spil vil afsløre om det forbliver sådan.

Om det spændende plot og det nye kamp system kan redde Shadow Hearts fra, at være andet end en sommerflirt, mens vi venter på Final Fantasy 10 vides ikke, men GameReactor sætter sig i hvert fald til rette i sofaen med en spand kaffe og en god portion optimisme, for at finde ud af det.