Shadow Hearts

For nogle få år siden brød en lille gruppe medarbejdere ud af Squaresoft, firmaet som er mest kendt for sin helt uovertrufne og fantastiske RPG serie Final Fantasy. Udbrydergruppen dannede et nyt softwarefirma, som går under navnet Sacnoth. De gjorde sig lidt uheldigt bemærket med deres debut på PSOne - Koudelka. Forventningerne til spillet havde været høje, ikke mindst fordi det var udviklet af forhenværende og virkelig dygtige Square-folk. På nogle fronter udviste Koudelka da også professionalisme. CG scenerne var flotte og historien var fængende, men gameplayet lod meget tilbage at ønske.

Med harmoni i verden
Sacnoth er nu tilbage i fulde omdrejninger, denne gang på PlayStation 2, med RPG titlen Shadow Hearts. Shadow Hearts er ikke en efterfølger til Koudelka, men de to spil har en hel del tilfælles. Som det var tilfældet for Koudelka, har også Shadow Hearts en ret dyster atmosfære.

Spillet fortæller historien om Yuri, en såkaldt Harmonixer, som har mystiske kræfter der gør, at han kan fusionere med sjæle fra døde dæmoner. Yuri’s handlinger er styret af en sælsom stemme, som han ikke aner hvor kommer fra. Stemmen pålægger ham at være ombord på en togafgang til en særlig destination i Japan. I toget befinder sig en pige ved navn Alice, som er blevet kidnappet af den japanske hær. En mørk fætter ved navn Roger Bacon er imidlertid også interesseret i at få fat i Alice, og det er ikke bare fordi, hun ser sød og uskyldig ud. Yuri kommer Alice til undsætning og efter en heftig kamp med Roger Bacon, tager Yuri Alice i armene og springer af toget. Handlingen udspiller sig i det vestlige Kina i starten af 1900-tallet.

Den første time i selskab med Shadow Hearts giver gameren mange spørgsmål og ingen svar. Historien virker mærkværdig, kringlet og usammenhængende i en noget højere grad, end hvad vi er vant til i RPGs. Historien forekommer dog dragende og Sacnoth har allerede vist, at de udmærket ved, hvordan et fornuftigt plot skal strikkes sammen. Shadow Hearts’ kampsystem er tur baseret, som det oftest er i RPGs. Man vælger sine kommandoer, fjenderne sine og så bliver der uddelt prygl til højre og venstre. På ét punkt er Shadow Hearts’ kampsystem dog helt unikt. I dette seneste udspil introducerer Sacnoth The Judgement Ring, som har en helt særlig betydning for flowet i kampene og for gameplayet generelt.

Det er ikke helt ringe
For at få en idé om hvad The Judgement Ring er, kan man med fordel kaste et blik ned på sit armbåndsur. Det skal være et med visere - digitalure duer ikke i denne sammenhæng. Når man skal udføre en handling i en kampsituation dukker the judgement ring op på skærmen, og her er det om at holde tungen lige i munden. Forestil dig at din sekundviser tæsker af sted med 20 gange den normale hastighed. På urskiven er markeret nogle områder, eksempelvis fra klokken 1-3, 6-7 og 10-11. Fidusen er så at knokle X-knappen i bund når viseren befinder sig i de markerede områder. Misser man den første, mister man sin tur. Rammer man alle tre uddeler karakteren flere hug, end hvis man kun har held til at ramme én eller to af de skraverede områder.

The Judgement Ring skal bruges både ved almindelig angreb, magi, brug af items og endda i flere små ubetydelige situationer som at fjerne et håndtag fra en sokkel eller samle en bestemt genstand op. Ringen er et smart og interessant påfund, men der er formentlig nogle gamere, der hurtigt vil få for meget af al den trykken løs på knappen i tide og utide. Hardcore RPG folk vil dog næppe anse the Judgement Ring for at være noget problem.

Summon spells...igen?
I kampsituationer kan Yuri ændre skikkelse. Han kan som tidligere nævnt fusionere med døde dæmoners sjæle, lidt a’ la fight titlen Bloody Roar. Det kan til nød sammenlignes med Final Fantasy’s summon spells, hvor man kan hidkalde Ifrit og Shiva m.fl. Om det er et levn fra udviklerens tid som ansat i Squaresoft vides ikke, men som i Final Fantasy opererer Shadow Hearts med polygon-karakterer på faste baggrunde. Der er der egentlig ikke noget i vejen med, selv om stort set alle andre softwarehuse er ved at falde over hinanden i deres iver efter at fremvise den ene lækre 3D engine efter den anden. Problemet med baggrundsgrafikken i Shadow Hearts er bare, at den ikke lever til nutidens standarder. Baggrundenes detaljegrad er ikke svimlende og kunne til en vis grad ligne noget fra PSOne dagene til forveksling. Karakterernes visuelle udtryk befinder sig på et lidt højere niveau med nogle pæne animationer og nogenlunde tilfredsstillende overflader (textures). Udover enkelte helkiksere, særligt en af de første bosser, er fjenderne i lighed med karaktererne udført med en nogenlunde sikkerhed.

Nogle spells er flotte, mens andre trisser ubemærket forbi éns opmærksomhed. Spillets CG film er tilgengæld af en meget høj kvalitet, og de kommer i afpassede mængder og bliver ikke bare sprøjtet ud som overflødigt fyld. CG’erne understøtter blot den meget fængende og dragende historie, hvis intensitet kun stiger som spillet skrider frem. Det kunne umiddelbart lyde som om, at Shadow Hearts ikke er et af de spil, du bare må have stående på din hylde. Det kan der være en snert af sandhed i, men heller ikke mere. For selv om spillet hverken har en brillant grafisk flade, et udelt fantastisk gameplay eller et sonisk udtryk, der sparker den ondeste bagdel, så har Shadow Hearts et eller andet magisk og dragende over sig. Til forskel fra de fleste andre spil, jeg har stående på hylden, er Shadow Hearts et produkt, som ikke bliver arkiveret, før mysteriet om Yuri, Alice og den mystiske skurk Roger Bacon er løst.