Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Red Faction 2

Red Faction 2

Red Faction II en ganske solid FPS til GameCube. Der er masser af action, varierende missioner, afvekslende scener i køretøjer, helikoptere og mech robotter.

Volition Inc.'s Red Faction er et næsten to år gammelt bekendtskab. Spillet udkom til PS2 og PC og blev overdænget med rosende adjektiver for sin Geo-Mod grafikmotor, som tillod, at mange mure og ruder kunne sprænges i stykker real-time med et realistisk udfald. For et halvt års tid siden slap Volition Inc. 2eren løs på PS2 og nu er det så GameCube, der står for skud. Cubens version er udviklet af det debuterende Cranky Pants Games, som i lighed med Volition er en del af THQ. På trods af løfter om en opdateret version, har Gamez med skuffelse kunnet konstatere, at denne version på næsten alle fronter er et spejlbillede af sin PS2 søster.

I RFII er vi tilbage i d 22. århundrede, hvor menneskeheden styres med hård hånd af den skrupelløse diktator Sopot og alene må sætte sin lid til, at modstandsbevægelsen - The Red Faction - vil gøre en ende på deres lidelser. Denne gang hedder hovedpersonen Alias - en soldat hvis militære kunnen er blevet skærpet ved hjælp af nano-teknologi. Sammen med 2000 andre nano-soldater er han først sat til at nedkæmpe modstandsbevægelsen, men allierer sig senere med RF, da Sopot får en hjerneblødning og pludselig vil have sine nano-soldater udryddet. Alias er én af 6 overlevende nano-soldater, som har svoret at ville likvidere Sopot. Historien tager et par drejninger undervejs, men er ikke til at bide negle over.

RFII giver gameren en relativt lineær, men god FPS oplevelse. Man konfronteres konstant med et antal objektives - såvel hoved- som bonusobjektives, som spænder fra at sprænge en bro i luften over at destruere et fjendtligt ammunitionslager til at yde modstandsfolkene militær hjælp i overophedede situationer. Som Alias tilbringer man det meste af sin tid på egen hånd, men fra tid til anden vil man få hjælp og råd fra teamets andre medlemmer. RFIIs multiplayer giver mulighed for, at op til fire gamre kan kæmpe mod hinanden i en splitscreen. De enkelte gamemodes er stort set dem, vi kender fra et hav af andre FPS.

RFIIs skinner virkelig igennem, når gameplayet let og ubesværet skifter fra almindelig FPS action til fods til at invitere gameren ind bag maskingeværet på en kamphelikopter. At se civile løbe for livet, og Sopot's soldater rette det tunge skyts mod himlen, mens man let og elegant mejer folk ned og skaber total ravage fra de lettere luftlag, er en sand fornøjelse. Det bliver også til en actionfyldt scene bag kanonen i en tank, og en destruktiv gåtur gennem byens gader i en mech robot.

Grafikken er nok den del af spillet, der skuffer mest. Ikke fordi den er grim, men fordi den ikke trækker på de kræfter, der ligger gemt i GameCube's hardware. Man skal virkelig hive forstørrelsesglasset frem for at finde de punkter, hvor denne version er pænere end originalen, og det er slet ikke godt nok. Det er et udtryk for udviklingsmæssigt sløseri, når GameCube ejere præsenteres for temmelig simple, udvaskede overflader og en generel polygonmangel på fjender og karakterer. Baggrundene er domineret af deprimerende grå regnvejrsfarver, men passer udmærket til spillets triste historie om undertrykkelse og frihedskæmpere.

Spillets partikeleffekter i form af vand, damp og ild eller lyskilder kan heller ikke give denne anmelder en visuel tilfredsstillelse. Gengivelsen af våbnene er dog udført med en noget større sikkerhed, og grafikmotoren - som dog stadig lider under originalens til tider haltende framerate - kører ganske fornuftigt gennem det meste af spillet. Geo-Mod enginen er blevet forbedret, men det virker stadig som en narresut, at det kun er de mure, som udvikleren på forhånd har udvalgt, der kan smadres, mens andre bliver stående efter at være torpederet gentagne gange. Som RF debutant vil man blive skuffet over at se, at det langt fra er alle benzintønder, kaffekrus, vinduer osv., der smadres efter mødet med en gang bly.

Red Faction II en ganske solid FPS til GameCube. Der er masser af action, varierende missioner, afvekslende scener i køretøjer, helikoptere og mech robotter og endeløse blodudgydelser. Cranky Pants Games' konvertering yder bare ikke kuben retfærdighed, da det grafisk set er PlayStation 2 versionen, der er portet mere eller mindre direkte til GameCube. På trods af den middelmådige konvertering vil Red Faction II alligevel give gameren intens underholdning. Cranky Pants Games arbejder i disse måneder på at porte Summoner 2 til NGC og lad os krydse fingre for, at de lægger mere arbejde i konverteringen af denne titel.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Masser af eksplosioner og fede action sekvenser. Afvekslende.
-
Er slet ikke optimeret til GameCube, kunne være så meget bedre.