Red Alert 2
Med Red Alert 2 har Westwood lavet et fornemt comeback på real time strategiscenen, dog uden at være revolutionerende.
Med Red Alert 2 (RA2) har Westwood lavet et fornemt comeback på real time strategiscenen, dog uden at være revolutionerende. RA2 er hurtigt gameplay med en masse unikke enheder og bygninger holdt i et tegneserieagtigt præg. Det er stærkt vanedannende, og der skal nok være nogle, som er syge fra skole, arbejde og kæreste i den nærmeste fremtid. Desværre er kortene i multiplayer alt for små, når man er 8 på kortet.
Tiberian Sun var ikke helt det, som folk havde forventet, og de fleste sad tilbage med en lidt diffus smag i munden. Spillet var slået alt for stort op, og folks forventninger var tårnhøje. Det var jo Westwood, man talte om. Og derfor var skuffelsen desto meget større. Spillet var som sådan ok, men det lod meget tilbage at ønske. Med RA2 er det anderledes. Det er ikke i tilnærmelsesvis grad blevet hypet lige så meget, og generelt har tonen været mere neddæmpet, hvilket måske har været bevidst fra Westwoods side.
Udslet USA!
På den ene side havde jeg ingen høje forventninger, da jeg smækkede den ene CD i - og dog. For jeg har altid elsket Command & Conquer universet. Time would have to tell! Men allerede under installationen bliver stemningen lagt. Her får man kort fortalt, hvad der ligger til grund for konflikten i RA2. I Red Alert blev Stalin besejret af De Allierede. I stedet for Stalin, indsatte man Romanov, som De Allierede troede, de kunne styre. Men heri tager de grueligt fejl, for Romanov nærer et inderligt had, og venter kun på en chance for hævn.
I det stille bygger han en gigantisk hær op. Muligheden byder sig, da han og en gut ved navn Yuri, som har psykiske evner, formår at sætte USA´s atomberedskab ud af kraft. Herefter starter invasionen af USA, og dette er udgangspunktet for kampagnerne i Singleplayer.
Gode men korte singleplayerkampagner
Der er kun 12 missioner i hver af de 2 kampagner for henholdsvis De Allierede og Sovjet. Og for garvede RTS-fans vil det hurtigt være overstået. Men de er ret godt stykket sammen. De fleste af dem foregår i USA med en afstikker eller to til Europa.
Til at binde det hele sammen, er der mellem hver mission en videosekvens, og kvaliteten af disse er superb, til tider decideret hylende grinagtige. Den amerikanske præsident minder en del om en nulevende person, og hans yndige assistent kunne have heddet Monica L....... Persongalleriet er så karikeret fremstillet, at jeg kom til at tænke på en scene fra Liar Liar, hvor en kvinde råber "overactor!" til Jim Carrey.
Der er også en Tutorial-mode, som forklarer de mest enkle ting i spillet, men den er for kort, så hvis man er ny indenfor denne genre, vil jeg kraftigt anbefale, at man nærstuderer den medfølgende manual samt eventuelt starter et Skirmish-spil i Easy mode, så man kan eksperimentere lidt.
Forbedret interface
Har man prøvet et af C&C spillene, vil man øjeblikkeligt føle sig hjemme. Formularen er den evigtgyldige, vi kender fra alle de andre C&C spil: opbyg en base, høst ressourcer, byg en hær og så videre derud af. Brugerinterfacet er det gammelkendte, men i en kraftigt forbedret udgave. Tidligere kunne man redde sig en ordentlig omgang leddegigt i fingrene, når man febrilsk scrollede ned i listen med bygninger og enheder i kampens hede. Men det er slut nu.
I stedet for er der nu nedenunder radardisplayet kommet 4 knapper, som repræsenterer de forskellige konstruktionsmuligheder. Det gør det meget nemmere at bevare overblikket. Samtidig kan man nu også lave produktionskøer. Alt sammen efter et let og simpelt koncept, sådan som man kender det fra tidligere. Bygninger samt forsvarsværker kan laves på samme tid og er medvirkende til, at gameplayet er meget hurtigere.
Rallypoints er en anden ny ting i spillet, så man kan angive et sted, som ens enheder skal bevæge sig hen til, når de er producerede. I bunden af skærmen er der kommet en selvstændig kommandomenu, som giver adgang til specielle kommandoer, blandt andet oprettelse af flere samtidige waypoint-ruter, så man kan koordinere et angreb fra flere sider samtidigt. Det skal dog tilføjes, at alle kommandoer også kan aktiveres via hotkeys, hvilket vil være nødvendigt i kampens hede.
Gamereactor Danmark