Race Driver: Grid

Var jeg nyudklækket spiludvikler, er der genrer, jeg allerede inden projektstart ville afskrive som umulige, at få noget fodhold i; genrer, som jeg ikke ville røre med en ildtang, og helt forrest mellem dem ville der stå bilspil.

Codemasters er ikke nye i feltet, men synes alligevel at være studiet, vi alle glemmer, når snakken falder på de elektroniske fartoplevelser. Med Forza 2, Gran Turismo, {Project Gotham Racing} og {Burnout}, der alle har sat sig på hver deres gren af genren, er det nemt at glemme, at sidste års {Colin McRae: Dirt}, faktisk var mellem årets absolut bedste spiloplevelser. At glemme at Codemasters er synonym med fantastiske bilspil, ser dog ud til at blive umuligt, når Racedriver: Grid lanceres senere i år.

Opbygningen er præcis den samme som med Dirt, og at der ikke er flere udviklere, der lurer den engelske udvikler deres elegante og integrerede menusystemer af, er simpelthen ubegribeligt. Når firmalogoet først har gjort sin exit, er du i gang med spiloplevelsen, hvilket cementeres med en prerenderet intro, der flyder direkte over i, at du tager kontrollen over bilen, næsten uden at du bemærker det. En lille, men lækker ekstra detalje er også, at Grid er i stand til at genkende dit navn, hvorefter persongalleriet igennem hele spilhistorien derefter adresserer dig ved fornavn. Det lyder måske ligegyldigt, men systemet virker rigtigt godt, og fremmer i den grad din indlevelse af at være racerkører.

Codemasters har ikke lagt skjul på, at de har fokuseret kræfterne på alt, hvad der foregår på banen, og neddroslet alt udenom. Det betyder, at mulighederne, man bliver givet forud for hvert ræs er sparsomme, og du med ganske få klik er i gang med at ræse. Vælg løb, tjek bilen, du bliver tilbudt, skriv kontrakten under, og så er du af sted.

Allerede ved det første sving vil du kunne fornemme, at udviklerens fokus på selve racerdelen, er mere end tom reklamesnak. Kontrollen, der først kan virke overfølsom, viser sig hurtigt, at være en god blanding mellem arkade-tilgivende og realistisk portrættering af de mange hestekræfters effekt på kører, bil og bane. Farteffekten er som den skal være, men det er det enorme arbejde med bilernes fysiske effekt på banen og hinanden, der giver det hele meget mere liv, end hidtil set.

Grid omskriver simpelthen malebogen for genren. Gran Turismos smukke, men klinisk rene og statiske omgivelser, gives baghjul af en racerverden, hvor stort set enhver del kan falde af bilen, dækbarriererne flyver langpokkerivold, hvis de rammes, og enhver efterladt del på banen kan betyde et tidligt exit for alle og enhver. Forza 2's manglende førerhusperspektiv og til tider unuancerede omverden, trumfes med biler, der næsten er mere detaljerede end originalerne, indeholder eksakte og fungerende interiørs, og byder på nogle af de smukkeste lyseffekter på denne side af virkeligheden. Kan dette grafiske vidunder tøjles og optimeres så billedhastigheden er klippesolid, er jeg ikke i tvivl om, at det vil blive en grafisk overhaling af Senna-lignende proportioner, på resten af genren.

Fejl er der dog en del af i den kode, vi har siddet med, og værst er fysikken, der har det med at overreagere, når man støder ind i tabte dele fra modstanderne, hvilket gerne resulterer i, at du må se din bil flyve gennem luften som et andet jagerfly. Antallet af grafiske effekter betyder også ofte, at du mister overblikket over, hvad der sker, på trods af, at det hele ser utroligt godt ud. Fejlene er dog af så små størrelser, at vi forventer, at der er taget hånd om hver og en, når Codemasters er klar til at sende spillet på hylderne.

På trods af særdeles stærke konkurrenter inden for genren, er der ingen tvivl om, at GRID, med en solid omgang afpudsning, kan blande sig med fronten af feltet. Codemasters virker til igen at have fundet sin helt egen indgang til genren, og kombineret med en indpakning, der vil kunne presse en tåre ud af enhver racingfan, tæller vi dagene, til vi kan få fingrene i den færdige version.