Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Race Driver Grid

Race Driver: Grid

Sømmet i bund og af sted mod førstepladsen. Codemasters ser ud til at have gjort det igen, og Thomas Blichfeldt kan ikke få foden væk fra speederen...

Foran mig er elleve andre biler, elleve andre kørere, men ingen, hverken biler eller kørere vil det her ligeså meget som jeg. Jeg skal have denne sejr i hus, mit team afhænger af sponsorpengene, som en førsteplads med garanti vil betyde, og at køre professionel racerløb er mit liv.

Jeg kæler for koblingen, og hamrer speederen i bund et splitsekund efter de grønne lamper er begyndt at lyse. Motorens skrig planter sig solidt i mit mellemgulv, idet de sekshundrede hestekræfter forsøges at overføres til asfalten, og det virker nærmest som om jeg har vækket et slumrende uhyre til live.

Kampen er allerede i gang fra det første sving, og ved at bremse lidt senere, avancerer jeg et par pladser, hvorefter den lange lige strækning giver frit løb for alt, hvad bilen kan holde til. Jeg kæmper mig vej helt til tops, vinder løbet og overlever dermed en uge mere. Pulsen falder igen, og med stadig svedige håndflader, ligger jeg kontrolleren fra mig, overbevist om at jeg lige har oplevet et af de bedste bilspil i hele min anmelderkarriere.

{Race Driver: Grid} er simpelthen den definitive, hæsblæsende actionoplevelse af et bilspil, som jeg personligt har ventet på, i hvad der synes at være en evighed. Mens {Gran Turismo 4} og Forza 2 byder på mere realistiske aspekter, men derved også forekommer nærmest sterile, er dette fuldblodsraceren, med masser af personlighed, der ligger alle sin kræfter, hvor det gælder, nemlig på banen.

Som racerkører må du starte helt fra bunden, hvor de eneste valgmuligheder, du har, er hvilket af de mindre teams, du vil køre dit næste ræs for. Penge og respektpoints gives kun i små doser, men kommes pengene i sparegrisen, går der ikke lang tid, før du kan restaurere en gammel Mustang, og dermed starte dit eget hold.

De points der uddeles for respekten derimod, åbner for nye løb, og sørger du for at holde podiepladserne ved lige, vil sponsorerne og deres mange penge, hurtigt begynde at banke på din dør. Og penge skal der til, for det er ikke nok, at du låser op for løbene, du skal også have råd til at købe bilerne, der skal til for at deltage.

Opbygningen er ordinær, men på banen er Grid af en anden verden, og selvom det kunne lyde som et semidårligt marketingsslogan, er det endelig lykkes en udvikler, at fange det kaos og den spænding, som virkelighedens racerløb har, nu blot i spilform.

Først er der grafikken, der vinker pænt farvel til alt inden for genren, og lader enhver anden udvikler tvivle på deres tekniske kunnen. Codemasters gør igen brug af grafikteknologien fra Dirt, men at sammenligne de to, er som at sammenligne en Opel Kadet uden motor med en toptunet Ferrari 599. Bilerne er alle ekstremt detaljerede, og selv når starten går og elleve andre racere befinder sig på skærmen, er der end ikke et eneste host at spore i billedhastigheden. Måske mest imponerende er dog, at alle billerne kan smadres, stykke for stykke, hvilket betyder, at racet hurtigt kan ændre karakter, når vragstumper fra knuste biler spredes på banerne. En sidste detalje er den vanvittige farteffekt og virkelighedstro indlevelse, der skabes ved det nærmest håndholdte kamera - en brillant detalje.

Næsten ligeså imponerende er den kunstige intelligens, der lader hver kører agere forskelligt på banen. Kunstig intelligens i bilspil, har typisk bestået af biler, der tilnærmelsesvist bevægede sig ud over en forud planlagt rute, men i Grid kæmper alle om hvert sving, hvilket uundgåeligt resulterer i kørerfejl. Meget uvant er det også, at kampene på banen ikke kun er fokuseret omkring dig, og du oplever således at blive fortalt over radioen, hvordan kørere foran er kørt af banen, eller andre bagude har måttet udgå. Effekten er levende løb, hvor alt lader til at kunne ske og hvor man altid har lyst til at kæmpe videre, uanset hvilken position, man befinder sig i.

Sidst er kontrollen, der i kombination med fysikken, giver en fantastisk oplevelse af hver enkelt af spillets biler. Vælger du en tung Mustang, kan du nærmest føle, hvordan den sejler gennem svingene, og kun bliver holdt på banen af det absolut sidste gummi i dækkene. En Porsche 911 Turbo har i sammenligning ingen problemer med svingene, men kræver i stedet tålmodighed kører, fordi et tramp i speederen vil resultere i hjulspind frem for fart. Bilerne indeholder alle en for genren uvant tyngde, der får dem til at fremstå med den samme personlighed, som i virkeligheden. Pludselig begynder du virkelig, at overveje hvilke biler passer bedst til din kørestil, i stedet for blot at vælge den med den højeste topfart.

Den eneste mangel, Grid indeholder, er muligheden for selv at fifle med opsætningen af bilen. At man ikke kan sætte ekstra turboer på motorerne, eller smide grøn belysning på undervognen, passer mig fint, men når nu kørerfysikken er i topklasse, havde det været lækkert at kunne pille ved timingen af gearkassen, eller optimere aerodynamikken.

Online er Race Driver: Grid også et slaraffenland af muligheder, hvor op til 12 spillere kan dyste mod hinanden. Her skifter systemet automatisk vært, hvis den tidligere vært mister forbindelsen eller afbryder spillet, (måske fordi han taber) ligesom alle involverede i ræset, har medbestemmelse i hvilke baner, regler og biler, der skal bruges på i de kommende dyster. Sidst men ikke mindst, så har du muligheden for at længden på de events du deltager i. Desværre var serverne her forud for lanceringen ikke befolket af særligt mange spillere, men da onlinedelen reelt set, er som offlinedelen, så er det svært ikke at se Race Driver: Grid som en succes også på dette plan.

Race Driver: Grid er enhver spillende bilentusiasts våde drøm, og er den næsten perfekte blanding af seriøs simulator og arkaderacing, alt sammen set gennem et hollywood-filter, hvor alt synes bare en smule mere spændende end normalt. Codemasters har simpelthen givet os en samlet pakke af ren farteufori, og cementerer rollen som den mest spændende udvikler inden for genren lige nu.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk flot grafik. Eminent kontrol. Livagtig kunstig intelligens. Lækker lyd.
-
Manglende muligheder for at pille ved indstillingerne på bilerne.