Pro Evolution Soccer 2

For det mere mainstream orienterede publikum, kan det være svært at skelne mellem det endeløse hav af fodboldspil, der hvert år sendes ud på markedet. Fra det helt horrible spil som f.eks. David Beckham Soccer til Sony’s kompetente This is Football 2003, kan det være svært at finde, et spil der indeholder en stærk visuel side, en dyb forståelse for sporten, og sidst men ikke mindst, et spil der vokser, som man lære det at kende. Pro Evolution Soccer serien er indbegrebet at alt dette og lidt til. Serien der for første gang slog sine folder sidste år på PS2, har fået en efterfølger og den er stort set forbedret på samtlige punkter.

Er der noget nyt?
Mens nybegyndere vil have svært ved at pege på direkte forbedringer, så kan det trænede øje finde adskillige ændringer, der alle sammen er med til at gøre PES2 til det definitive svar på digital fodbold. Væk er først og fremmest den lange loadetid. Hvor spilleren tidligere ventede oceaner af tid på at komme ind på grønsværen, så træder stadion, græsplæne og spillere frem, så snart gameren har gjort sit sidste valg omkring hold, sværhedsgrad osv.

Et langt bedre flow
Animationerne har også fået et ordentlig hak opad, hvilket betyder at det er et langt mere flydende spil der møder en, så snart man sparker til lædersutten. Afleveringer laves ubesværet og hurtigt, mens en tackling ikke længere takseres med flere sekunders inaktivitet hos dine kostbare spillere. Der dækkes nu også af når bolden modtages, noget der gør tåbelige situationer med måbende millionben til fortid. Skud på mål er også blevet lettere, men det betyder intet, da forvaret nu kan organiseres bedre, og derfor nok skal give selv de største talenter problemer med at nå netmaskerne. Læg oven i dette et generelt bedre pasningsspil og en mulighed for at glide af på de langsommere og mere kluntede forsvarer, så har man essensen af Pro Evolution Soccer 2. Gameplayet er eminent.

Visuelt er spillet blevet pænere, dog uden at vælte denne anmelder ned af stolen. Der er stadig tale om hidsig brug af Criterions Renderware, hvilket giver sig udtryk i uendelig gennemførte stadions, realistiske repræsentationer af mange af verdens største spillere, samt desværre et livløst og fladt publikum. Nu er diverse frådende Brøndby fans med romerlys naturligvis ikke det vigtigste element af et fodboldspil, men det er unægtelig ucharmerende og kedeligt at indtage et gigantisk stadion, for at kun at indse, at publikum består af papskiver der er masseproducerede. Til gengæld har de enkelte storspillere i hver enkel klub eller landshold fået sine såkaldte signature moves med, hvilket betyder at Roberto Carlos tager sit lange løb mod en dødbold, mens David Beckham slæber foden mod bolden, når der skal skydes på mål. Der er også i vid udstrækning blevet plads til at f.eks. en spiller som Michael Owen, rent faktisk kan bruge sin hurtighed og giftige spark mod uopmærksomme forsvarskæder - noget der gør det værd at vælge et mere stjernespækket hold.

Nu holder du kæft!
Desværre er lyden ikke videre imponerende. Mens gæsternes hujen, tilråd og generelle summen fungerer virkelig godt, så er den evindelige knævren fra de nyindsatte mikrofontosser Peter Brackley og Trevor Brooking ikke meget bedre end sidste års Chris James og Terry Butcher. Spilleren skal sidde igennem gentagelse på gentagelse, mens kampen om verdensmesterskabet eller en turnering vindes. Og en analytisk gennemgang af netop overståede kampe, byder ikke på meget mere end lommefilosofiske udtalelser, der stort set ikke høres til ende.

For nyankommende er der blevet plads til en grundig træningssession, hvor alle spillets facetter gennemgås, ligesom evt. teknikker og angreb kan trænes til hudløshed. Selv en hærdet fan som denne anmelder fik noget ud af at gennemgå det grundige kursus. På hold siden er der blevet plads til en tredje division i den såkaldte Master League, ligesom der er kommet otte nye klubhold til - her i blandt skotske Celtic og Rangers. Der er også mere end 50 hold fra hele verden, og dermed rig mulighed for at genopleve nogle af dette års mest spændingsfyldte kampe.

Pro Evolution Soccer er ikke et kvantespring i forhold til sidste års udgivelse, men der er lyttet til de mange fans klager og forslag, og dermed er serien overall blevet langt mere finpudset og fornøjelig. Dog kan GameReactor ikke dy sig for at kræve større og mere gennemgribende forbedringer i en evt. næste udgave. Konamis japanske vidunder team har sat sig fast på kortet som kyndige fodboldsnedkere, men med det ansvar kommer der også et krav om fornyelse - vil vi se det i Pro Evolution Soccer 3?.