Patapon

Et hult dunk på en bongotromme lyder, mens pibende stemmer skriger Pata Pata Pata Pon. Jeg er fanebæreren forrest i truppen for en række krigeriske øjne med arme og ben, der som jeg banker løs på firkant og cirkel, marcherer derudad som en overnuttet hær af miniputter. {Patapon} er i sandhed anderledes, og det skal der ikke meget mere end et par minutter i selskab med spillet til at afgøre. Det kan godt være, at der er langt mellem de nytænkende og fascinerende projekter på Sonys håndholdte maskine, men når de så dukker op, er de absolut et bekendtskab værd.

At Patapon er et nyt projekt fra holdet bag {Loco Roco}, er ikke til at tage fejl af. Billedsiden er overdådig. Klare farver, tonede baggrunde og en hær af blæksorte pataponer byder dig velkommen til en meget anderledes verden. Det er tilsyneladende silhuetternes foretrukne sted at hænge ud, for alt er tegnet stærkt op mod de blå, røde og orange baggrunde, hvor træerne, der ligner noget fra en fremmed planet, stolt rejser sig mod himlen. Sammen med musikken, der består af nærmest trancelignende stammesang, har Patapon ikke svært ved at skabe sin helt egen niche.

Men en ting er præsentation og design, en anden er interaktivitet. Heldigvis lader det ikke til at Loco Roco-drengene har overladt noget til tilfældighederne, når det kommer til Patapon, for selvom spillet reelt set "bare" handler om at komme fra den ene ende af widescreen-skærmen til den anden, mens man nedslagter endeløse horder af Zigotons, så er der både variation og underholdning nok til en del timer. Spillet fusionerer på fineste vis rytme-spillens sans for timing med puzzle-genrens krav til strategisk tænkning.

Grundrytmen i Patapon er Pata Pata Pata Pon, og når den slås an på PSP'ens taster, så myldrer de så øjne fremad med hævede spyd. Det er dog ikke før Pon Pon Pata Pon slås an, at de for alvor angriber. Senere hen er det Chaka Chaka Pata Pon, du skal have fat i, for det er hærens defensive våben, når en boss eller et specielt bygningsværk gør sit indtog. Disse dukker op med jævne mellemrum gennem hele spillet, og er uden tvivl højdepunkterne i spillets mange fantasifulde baner.

Fælles for alle rytmerne er, at de er lagt ud over maskinens fire knapper, hvilket gør spillet lettilgængeligt og intuitivt - men det er det også nødt til at være, for som hæren vokser, flere specialister kommer til og der pludselig skal veksles mellem forskellige rytmer på meget kort tid, så bliver Patapon ikke så lidt krævende. De små krigeriske øjne skal hele tiden drives fremad, men oven i dette så skal de samtidig koordineres i angreb, og et forkert knaptryk resulterer kun i et "what?" fra hæren, der med ét går helt i stå.

Patapon og hæren af vanvittige øjne slippes løs her i Europa den 27. februar, og du kan være sikker på, at vi anmelder spillet, når det engang lander her på redaktionen.