Patapon

Bemærk at {Patapon} ikke udsendes i Danmark

{Loco Roco} var et fabelagtigt spil. Den knasende sprøde billedside gik perfekt i spænd med det eventyrlige og ret så lige til gameplay - og når musikken, komplet med volapyk-tekster, blæste ud igennem PSP'ens højtalere, så var det ikke svært, at blive godt og grundigt forelsket i Hiroyuki Kotanis specielle kreation. Nu er Patapon så klar, og opskriften er stort set den samme, bortset fra en ret så vigtig ting: Patapon er ikke for alle og enhver. Til trods for dets sirupsøde visuelle stil, så kan det være hundesvært, så svært at du faktisk kaster din håndholdte spillemaskine fra dig i ren frustration.

På papiret lyder Patapon ellers som en dag ved stranden i høj solskin. Du er trommeguden, der i århundreder har vogtet over de krigeriske og bestræbsomme Pataponer, en slags øjne med arme og ben, der med hævede spyd kan gå gennem selv de største og grummeste fjender. Da du overtager det udspændte koskind, er Pataponerne på sammenbruddets rand, og det er ikke før du banker den første pata, pata, pata, pon-rytme an, at de foralvor får kampgejsten tilbage. Herfra introduceres der løbende rytmer til dit stadigt voksende kobbel af krigere, men de kommer langsomt, og det giver dig dermed chancen for at lære alle spillets offensive, defensive og bevægelsesmæssige rytmer, før du for alvor for brug for dem.

Men en ting er at huske rytmerne, hvor de ligger på PSP'ens fire knapper og hvad de gør, noget andet er at bruge dem, så snart der kommer fjender i vejen. Der sker nemlig intet i Patapon, hvis ikke du hele tiden holder tempoet i gang med din tromme, så hvis du udfra billederne at bedømme tror, at der er tale om et familieorienteret og hyggeligt spil, så tager du fejl. Patapon er stressende og krævende. De små øjne angriber kun hvis du rammer de rigtige knapper, og et forkert tryk eller bare et haltende tempo, bringer hele brigaden i knæ, noget der kan være fatalt, når modstanderne hober sig op. Under boss-kampene skal der i øvrigt ikke meget til, før du kan spille det hele forfra. Enerverende.

Samtidig forventes det, at du også lægger mærke til hvad der sker på skærmen. Nogle gange kommunikerer de små Pataponer nemlig ved hjælp af talebobler, og deres pludren er vigtige råd til, hvordan du besjerer en fjende eller sender en bygning til tælling. Du skal også være godt forberedt, hvilket det betyder at skærmen før en given bane skal studeres nøje. Her kan du bestemme hvilke enheder der skal gøre hvad, hvilke våben der skal bruges etc. At vælge de rigtige krigere til jobbet er livsnødvendigt, hvis du vil videre i spillet. Dertil kommer småting som vejret, der f.eks. via kastevinde, kan skabe problemer for dine spydkastere. Tro mig, der er nok at overveje.

Du kommer unægtelig også til at skulle spille mange af banerne om igen og igen, for at være sikker på at have det bedst mulige udstyr til de senere og langt sværere baner. De er reelt set inddelt i tre forskellige kategorier: udstyrs-baner, fjende-baner og bossbaner. Førstnævnte bruges til indsamlingen af udstyr og kan spilles igen og igen, resten er, håber jeg, selvforklarende. Specielt udstyrsbanerne og bossbanerne kommer du til at spille rigtig mange gange, og det fandt jeg ikke synderligt sjovt. I hvert fald er det svært at motivere sig til at tromme de samme rytmer hele tiden, specielt når man ikke er bragende god til det eller når opgaverne er de samme hele tiden.

Og det er nok mit største problem. Rytme-spil er normalt ikke det jeg er stærkest i, og når Asmus eller Blichfeldt giver en opvisning i {Guitar Hero}, så kunne jeg kun drømme om at gøre dem kunsten efter - men det er alligevel ikke hele sandheden. Patapon er et rytmespil med strategi, masser af våben, en fremragende billedeside og en noget høj sværhedsgrad - og disse faktorer kan til tider blive for meget, også for folk der ellers hurtigt får styr på rytmerne og så "bare" skal klare sig gennem hoben af fjender. Faktisk virker det som om, at der er lidt for mange faktorer i Patapon til at gøre det venligt for alle - noget der på sin vis bedrager billedsiden.

Men hvilken en billedside. Patapon er måske svært, men når det er så visuelt fremragende som det i virkeligheden er, så kan man næsten ikke andet end overgive sig fuldstændig til oplevelsen, og her vinder spillet mange points. Rolitos velkendte silhuetter er smukke mod en isende blå baggrund eller en varm, orange solnedgang og dette er med til at hive dig hen foran skærmen igen og igen. Det er ikke underligt at fans af Loco Roco sværmer omkring spillet alene af den grund.

Men Patapon er altså ikke Loco Roco, og bare fordi du elskede at tumle rundt på må og få som en stor uformelig klump, så vil du ikke nødvendigvis holde af Kotanis seneste spilprojekt. Det er absolut sjæleligt forbundet med Loco Roco, men sværhedsgraden kan være frustrende høj og du vil næppe kunne slappe af i hængekøjen med det, hvis du har problemer med at koordinere rytmer til forskellige taster, alt i mens du aflæser skærmens mange beskeder og holder øje med fjenderne. Jeg skal uden tvivl bruge flere timer i selskab med spillet, men når jeg bliver kobberød i hovedet og har lyst til at slynge min PSP så langt væk som overhovedet muligt, så lover jeg mig selv, at der bare slukkes i stedet - det har i hvert fald virket indtil videre. Og det er ikke forbudt at vende tilbage et par timere senere.