Gamereactor

Gamereactor
Previews
Max and the Magic Marker

Max and the Magic Marker

Der er god chance for at du ville få "blod, action og lemlæstelse" at vide, hvis du spurgte en af dine udenlandske venner om at definere den danske spilkultur med få ord.

IO Interactive er blevet ensbetydende med dansk spiludvikling, og selvom deres nyeste {Mini Ninjas} ikke var af samme voldsomme skuffe, er der endnu ingen tvivl om hvad de er kendt for.

For Press Play er historien en helt anden, og efter at have spillet en beta-version af udviklerens kommende WiiWare-titel {Max and the Magic Marker} er det i højere grad ordene "hygge, opfindsomhed og uskyldighed" jeg har i tankerne.

Max er en helt almindelig dreng der en dag oplever hvordan hans tegninger bliver til virkelighed, efter han har taget en mystisk tusch i brug. På uheldigvis får Max tegnet et monster der sidenhen begynder at ødelægge alle hans andre tegninger, og derfor er der jo ikke andet for end at han selv bevæger sig ind i tegningerne for at stoppe monsteret.

Med en historie så kort og simpel, er det ganske passende at det første billede der toner frem på skærmen er af Max, der i dejligt karikeret univers med rullende bakker og skæve huse, ser en smule overrasket ud, over at befinde sig i en af hans egne tegninger.

Der er i første omgang ikke brug for den store forklaring, for spillet starter som et ganske ordinært platformspil, hvor vejen går mod højre side af skærmen, mens lysende kugler indsamles. Spillets twist af formularen er dog den magiske tusch som, hvis brug var hvad der i første omgang startede eventyret for Max.

På banerne vil man således også støde på kapsler med orange farve, som bruges til at fylde på den magiske tusch. Jo mere farve man har indsamlet, jo mere kreativ kan man tillade sig at være, for tuschen og dens evner står nemlig til fri afbenyttelse.

Med et enkelt klik og lidt viften rundt med Nunchuck-controlleren, er det således muligt at tegne direkte i spilverdenen, hvilket skal vise sig at blive til stor hjælp for Max. Er en grøft således for lang til at hoppe over, tegner man blot en bro hen over den, og er der for højt til en platform, tegner man blot en trappe. Fantasien begrænses kun af den mængde farve man har til rådighed og er man utilfreds med sin tegning, vil lidt voldsom rysten med controllen sørge for at alt den opsamlede farve vender tilbage til tuschen. Det hele gøres ekstra sjovt ved at spilverden gør brug af en virkelighedstro fysik, således at alt reagerer som man ville forvente i spillets tegneserieverden.

I den beta-version jeg sad med var der stadig lidt problemer med et billede der engang i mellem hakkede lidt, hvilket vi dog forventer, er rettet inden spillet udgives. Derfor var den eneste egentlige frustration jeg stødte på, den overraskende store præcision der skulle til for at tegne noget der var brugbart for Max. Mere end en gang var spillets fysik for præcis til mine skriblerier, og derfor måtte jeg tegne det hele om, hvilket jeg gerne ville se en mere tilgivende løsning på i det færdige spil.

Press Plays første WiiWare-spil ser ud til at blive et charmerende, kreativt bekendtskab der bare lige skal have en smule finpudsning for at blive et af servicens sjoveste platformspil til dato.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10