Kill.Switch

Der er tilsyneladende ingen ende på strømmen af militærinspirerede spil. Titler med tavse helte, der bærer fortidens synder på ryggen og altid er klar til at høvle en flok bundkorrupte fjender ned, sendes nærmest ud på samlebånd. Metal Gear Solid og Splinter Cell stikker næsen frem som nogle af de mest vellykkede eksempler i genren, mens Namcos tilbud, skabt af den amerikanske afdeling Hometek, bare virker underholdende. Men er det nu også så galt?

I Kill.Switch inviteres spilleren til at tage styringen over en videnskabeligt skabt supersoldat, der med et stort arsenal af våben til rådighed droppes ned i alverdens synderbombede og terroristinficerede områder. Fra Mellemøstens støvede og tilsandede gader til en boreplatform, og senere Nordkorea, er der rigeligt at give sig i kast med. Det hele tager sit naturlige afsæt i en lettilgængelig tutorial, der lader spilleren blive fortrolig med styringen og demonstrerer spillets få finesser og reelle fornyelser. For der er heldigvis et par nye ting i Kill.Switch, om end de er små. For det første er det nu muligt at skyde, helt uden at man stikker hovedet frem. På den måde kan spilleren trygt sidde bag både tønder, murbrokker og andet, mens fjenderne falder som fluer i geværets mundingsild. For det andet så udviser AI’en mere end normal evne til rent faktisk at tænke sig om. Dette giver sig udtryk i muligheden for at provokerer fjenderne til at komme frem, f.eks. ved at smide en velplaceret granat ind af en dør for herefter at se dem vælte ud af rummet i panik. Det er små ting i det større billede, men det er netop disse ting, der gør Kill.Switch værd at spille.

Historien vades der pænt henover. Spillets titel giver egentlig forklaringen på den situation du befinder dig i med helten Bishop, men underbygger ikke det egentlige plot med andet end gamle minder og en hensynsløs dukkefører, der kan gøre, som han vil. Den serveres udelukkende som CG-materiale mellem spillets missioner, og det er ikke der, man skal finde motivationen til at fortsætte, for den er langt fra Hideo Kojimas multifacetterede forsøg på at skabe en elektronisk fortælling, der kan konkurrere med en god bog.

Den visuelle side af spillet står Criterions Renderware-engine for. Namco Hometek har rettet ting her og pudset ting af der, men i det store hele er det tydeligt at se, at Kill.Switch får sine kræfter fra et nu standardiseret middelware-program. Overfladerne mangler den nødvendige behandling og detaljegrad, mens animationerne mangler bedre flow og livagtighed. Kort sagt: forvent ikke noget, der får din aldrende PlayStation 2 til at svede. Der er dog på de senere baner nogle ganske udmærkede eksempler på, at man kan trække Renderware'en til mere rent grafisk, men Namco Hometek bryder aldrig rigtig ud af monotonien i hverken design eller farveskala, hvilket skuffer en smule.

Gameplayet er som sagt en ganske fornøjelig cocktail af action og stealth. Sidstnævnte er dog holdt på et absolut minimum, og derfor kan fans af IO Interactives seneste spil godt være de første til at melde sig under fanerne. Kill.Switch er mere en agent-udgave af Freedom Fighters end et forsøg på at lave en pendant til f.eks. Splinter Cell. Vejen til succes er ligefrem, og der skal sjældent findes nøgler, løses gåder eller sniges for at gennemføre en mission. Man skal dog holde godt fast i joypaddet og holde Fire-knappen nede en stor del af tiden, for der er masser af hidsige terrorister, der skal have et ekstra hul i hovedet. Kun ganske få gange kræver en given opgave, at der tænkes lidt over vejen frem og måske lægges en overordnet strategi.

De soniske elementer mangler egentlig heller ikke noget. Vores helt snakker med den samme standardiserede filmstemme, der stort set er kendetegnende for genren, mens musikken består af henholdsvis bombastiske orkesternumre med en snært af amerikansk patriotisme og elektronisk krimskrams. Forvent ikke temaer, du kan nynne med på, længe efter konsollen er slukket - det er spilmusik uden de fornødne kvaliteter til at skabe direkte begejstring.

Kill.Switch ender alligevel som en ganske fornøjelig omgang underholdning, og det er rart i en tid, hvor alt skal være så stort anlagt og have så meget genspilsværdi og dybde, at man aldrig når at se slutningen på et indkøbt spil. Namco Hometek lægger på intet tidspunkt skjul på, at deres seneste titel er til for at blive spillet og derefter glemt igen. Og set i det lys, så er Gamereactor tilfreds med oplevelsen, og kan derfor godt anbefale vordende supersoldater at kigge nærmere på Kill.Switch.