Kill.Switch
Opskriften har været brugt tusindvis af gange før, og Namco Hometek gør da heller ikke noget for at skjule Kill.Switchs tydelige ophav.
Se vores video-preview af Kill.Switch lige her
Kunstigt skabte soldater. En verden i krig. Farlige terrorister og masser af våben. Opskriften har været brugt tusindvis af gange før, og Namco Hometek gør da heller ikke noget for at skjule Kill.Switchs tydelige ophav. Med inspiration hentet fra både Splinter Cell, Metal Gear Solid og endda Freedom Fighters har den amerikanske afdeling skabt et spil, der ikke skiller sig synderligt ud fra mængden, men som alligevel i denne tidlige preview-udgave virker fornøjelig og ligetil.
Spilleren inviteres til at tage styringen over en videnskabeligt skabt supersoldat, der med et stort arsenal af våben til rådighed droppes ned i alverdens synderbombede og terroristinficerede områder. Fra Mellemøstens støvede og tilsandede gader til en boreplatform, og senere Nordkorea, er der rigeligt at give sig i kast med. Gamereactor lod forleden PlayStation 2-udgaven snurre i redaktionens maskine, og vi blev glædeligt overrasket. Kill.Switch er ikke noget dårligt spil. Det er uhyre skabelonskåret, men absolut underholdende, også selvom diverse fejl lurer i baggrunden.
Den visuelle side af spillet står Criterions Renderware-engine for. Namco Hometek har rettet ting her og pudset ting af der, men i det store hele er det tydeligt at se, at Kill.Switch får sine kræfter fra et nu standardiseret middelware-program. Overfladerne mangler den nødvendige behandling og detaljegrad, mens animationerne mangler bedre flow og livagtighed. Kort sagt: forvent ikke noget, der får din aldrende PlayStation 2 til at svede. Der er dog på de senere baner nogle ganske udmærkede eksempler på, at man kan trække Renderware'en til mere rent grafisk, men Namco Hometek bryder aldrig rigtig ud af monotonien i hverken design eller farveskala, hvilket skuffer en smule.
Til gengæld er gameplayet en ganske fornøjelig cocktail af action og stealth. Sidstnævnte er dog holdt på et absolut minimum, og derfor kan fans af IO Interactives seneste spil godt være de første til at melde sig under fanerne. Kill.Switch er mere en agent-udgave af Freedom Fighters end et forsøgt på at lave en pendant til f.eks. Splinter Cell. Vejen til succes er ligefrem, og der skal sjældent findes nøgler, løses gåder eller sniges for at gennemføre en mission. Man skal dog holde godt fast i joypaddet og holde Fire-knappen nede en stor del af tiden, for der er masser af hidsige terrorister, der skal have et ekstra hul i hovedet.
Efter spillets traditionelle turtorial er det nemlig fra asken og direkte ind i ilden. Spilleren skal kæmpe sig gennem bølge efter bølge af terrorister, mens der kastes granater, skydes til måls efter helikoptere og sniges fra hus til hus. Kameraet har i vores tidlige udgave en del problemer. Det fungerer strålende i store, åbne områder, men det kniber med et ordentligt udsyn, når man kigger rundt om hjørner eller befinder sig i små rum. Gamereactor sad flere gange fast i hjørner af rummene, mens vi forgæves prøvede at finde hoved og hale på vores omgivelser. Styringen trænger også til en generel overhaling. Den er let at gå til, når man blot skal skyde sig vej gennem områderne, men så snart spilleren opfordres til at kravle på gesimser eller gå over tynde planker fra en bygning til en anden, så skal den fulde koncentration påkaldes - ellers ender det med, at man styrter i døden.
Gamereactor glæder sig til at se mere til Namco Hometeks stort anlagte actionspil og håber på at udvikleren får rettet de fejl, vi indtil videre er stødt på. Der er dog heldigvis stadig tid til at rette fejlene, da Kill.Switch i øjeblikket først er sat til udgivelse engang i februar år 2004.