Hot PXL

Tag først et grundigt kig på de billeder, der akkompagnerer nærværende anmeldelse. Har du set dem? Godt. Så siger jeg minispil. Jeg burde egentlig give dig et sekund til at skabe forbindelsen, men jeg vælger alligevel frækt at afbryde dig. Du skulle nemlig sikkert til at udbryde: "WarioWare!", eventuelt efterfulgt af grove fraser om, hvordan alle efterligner Nintendo og så videre. Jeg kan dog berolige dig. {Hot PXL} er nemlig ikke en klon af WarioWare. Ordet klon ville nemlig betyde, at Hot PXL var en tro kopi af Warios eskapader, hvilket ikke just er tilfældet.

Javel, hvis du insisterer. Hot PXL er en samling af minispil, der hver for sig, ikke tager mere end 10 sekunder at løse. Sådan cirka hvert 12. spil er en kamp mod en eller anden form for boss. Hver klynge minispil sat op omkring et eller andet tema. Hot PXL handler dog om gadekultur, derfor viger minispillenes emner aldrig meget langt væk. De handler mest af alt om et eller andet aspekt af gadekultur. Et af dem er eksempelvis elektronik, mens et andet handler om graffiti. Manglen på variation fra preview-versionen er blevet adresseret. Der er flere spil pr. tema og de skifter rækkefølge, hvilket gør spillet knap så kedeligt og forudsigeligt at spille.

Der er dog forskellige ting, der er galt med Hot PXL. Først og fremmest mangler det charme. Spillets bagmand Djon optræder i masser af videosekvenser, og spillets hovedperson er da også ham i en noget pixeleret udgave. Desværre har han absolut ingen appeal, og man nyder det næsten, når det går ham skidt. Et spændende persongalleri kan Hot PXL ej heller prale af. Det er øjensynlig udviklerholdet selv, der optræder i spillet. Baggrundene i spillet skifter mellem at være fotografier til stiliserede tegninger af gader og lignende. Derudover indledes og afsluttes hvert tema af en video så pinlig, at man skulle tro den var sammenflikket af samtlige vindere af 'Det' ren kagemand', idet underlige effekter og dilettantisk skuespil åbenbart er vejen frem.

Det mest graverende er dog manglen på sammenhørighed mellem spillene. Det virker som om at zSlide ikke helt kunne finde ud af, om man skulle efterligne WarioWares tidsgrænse eller lade være. Derfor er nogle spil overstået inden for få sekunder, mens andre strækker sig over et tidsrum, som spillet slet ikke kan klare. Det mest katastrofale indfald er en boss-kamp, der lader et højhus agere baggrunden for et nostalgisk gensyn med Arkanoid. Det er voldsomt irriterende ikke at vide, om det er et langt eller kort spil, især, når det ikke er helt tydeligt, hvordan man skal styre det, eller hvad det går ud på.

At spille Hot PXL efterlader faktisk en lidt træg smag i munden. Det er følelsen af et spil, der ikke rigtig ved, hvad det vil. Vil det servere populær- og gadekultur på en rap måde, eller vil det lave en solid samling minispil á la WarioWare? Begge dele, åbenbart. Men hvorfor dog så ikke låne det, der gør WarioWare specielt, nemlig charme? Eller strømline spillene, således at man ikke bruger kostbare sekunder på at finde ud af, hvad spillet går ud på og tidsgrænserne rent faktisk er uniforme? Hot PXL er desværre ikke spillet, der bringer Warios bedste til PSP.