Hot PXL

Du kan sagtens synke dybt ned i lædersofaen og hygge dig med et rollespil på en håndholdt maskine, men det er de små, enkle spil, der kun kræver meget få minutter af din opmærksomhed, der fungerer bedst. Warioware-spillene er et strålende eksempel på dette. Fem sekunder lange, gakkede spil, hvor reaktionsevnerne sættes på en prøve, hjernen prøver at fange opgaven og vennerne klukker i baggrunden, ivrige efter at slå din potentielle topscore, er stort set det mest givende, jeg har oplevet på PSP. Og det er den følelse, zSlide nu forsøger at viderebringe, denne gang dog til PSP, en maskine, der virkelig har brug for Warioware-lignende spil - og det er {Hot PXL} i den grad.

Inspirationen er fra starten tydelig. Start 80’ernes 8-bit grafik, flimrende, firkantet og helt enkel, svæver hen over skærmen, mens gadekulturens tunge beats, skateboards og håndtegn forvaltes kluntet og en smule kikset. Og det er ikke mindst kikset fordi Djon, spillets producer, også selv optræder i spillet, både som den karakter, du spiller og samtidig i en masse små film, der hverken giver nogen mening eller er sjove. Zslide har ellers fat i noget af det rigtige med spillets designretning, men at klistre det til med folk fra holdet er måske lige navlepillende nok. Ser du bort fra dette, så er Hot PXL dog ret lækkert rent visuelt. En god omgang klassisk Breakout eller en tur forbi to hidsige, pixellerede børsmæglere har aldrig skadet noget, og som du bevæger dig gennem det ene mini-spil efter det andet, så åbner du op for flere og flere tematiserede baner, den ene mere vanvittig end den anden.

Kontrollen er ekstrem ligetil og kræver for det meste bare, at du styrer et eller andet sted hen eller trykker på et par knapper, altså præcis som i Warioware. Selv systemet med tre chancer og en boss i slutningen af hvert tema, er nærmest løftet ud af Warioware, men hvor Wariowares opgaver var sjove, ikke mindst fordi de blev præsenteret i en vilkårlig rækkefølge, så er Hot PXLs knap så morsomme i længden. En del af dem savner den sidste afpudsning, for at kunne være interessant flere gange. Desuden afviger hvert tema aldrig fra rækkefølgen af opgaver, hvilket trækker spændingen og interessen lidt ud af fornøjelsen. Du ender nærmest med, sådan lidt i søvne, at trykke på knapperne og glo fåret ind i skærmen, mens du spiller samme opgave for tiende gang. Bedre bliver det ikke af at mange af boss-kampene er lange og halvkedelige. Allerede ved første boss, hvor du skal spille netop Breakout, var jeg ved at kede mig ihjel.

Hot PXL kan dog stadig gå hen og blive PSP-ejerens Warioware, det kræver bare at loadetiderne sænkes, spillene præsenteres i en vilkårlig rækkefølge og at der er noget mere variation i dem. Hvis det sker, kan Zslides spil godt ende i ryggen på min PSP.