Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Ground Control

Ground Control

Ground Control er klart det bedste bud på 3D-RTS genren lige nu. Det burde være et forbillede for andre 3D-RTS udviklere. Dermed ikke sagt, at spillet er 100% fejlfrit.

Efter 5 dage i uafbrudt selskab med Ground Control (GC) fra svenske Massive Entertainment, ryster jeg stadigvæk over hele kroppen. Sveden drypper fra min pande, og min puls er gået totalt amok. Dette er et sublimt RTS/action spil - både hvad angår gameplay, men også på grafik- og lydsiden. Desværre går RTS-elementet lidt fløjten i multiplayer, med mere vægt på action, specielt i drop-in mode. Det ændrer dog ikke det faktum, at det til dato er det mest vellykkede forsøg på at konvertere Real Time Strategi-genren til ægte 3D.

Ens tropper landsættes via dropshipsDen gennemgående historie i singleplayer er ok, men ikke decideret sindsoprivende.. Efter 3. Verdenskrig er al krigshandling flyttet ud i rummet, og ud på øde planeter, i en søgen efter beboelige planeter. De to hovedaktører, Craven Industries samt Order of the New Dawn, kæmper konstant imod hinanden. Da Order of the New Dawn finder et relikvie på planeten Krig-7b, sætter Craven alt ind på at få bugt med den fanatiske orden. Til dette formål bliver Major Sarah Parker sendt ned på Krig-7b´s overflade. Mere af handlingen skal ikke afsløres her.

Nemt at gå til
Singleplayerdelen indeholder 15 missioner, som kan spilles fra hver side. Disse missioner er af varierende karakter, lige fra eskorte-opgaver til deciderede angrebsmissioner. Før hver mission, får man en briefing med oplysninger om delmål, samt selve hovedmissionen. Spillet indeholder 4 sværhedsgrader, som vælges før hver mission. På denne måde kan man gøre spillet sværere, jo længere man er kommet i singleplayerdelen. Efter at være nået gennem 3 træningsmissioner, bliver man præsenteret for de forskellige aspekter i spillet, og jeg vil vove at påstå, at man ikke behøver at læse den 95 sider lange manual igennem for at tage hul på Ground Control. Et stort plus. Men hvis man vil have lidt mere baggrundshistorie, indeholder manualen et stort afsnit om de to fraktioner, samt beskrivelse af de forskellige typer enheder. Skulle man selv have lyst til at lave missioner, er der på cd-rom´en inkluderet værktøjet GenEd, en missionseditor. Jeg ser frem til, hvad folk kan få ud af denne.

nukes from heaven - yum, yum!GC er et RTS/action spil med fed streg under action. Der er ingen ressourcer, som skal indsamles. Ingen konstruktion af bygninger. Dette er med til at understrege, at Massive Entertainment har villet skabe et spil, hvor man koncentrerer sig om det væsentlige; nemlig kamphandlingerne.
Til dette formål har man kommandoen over diverse infanterityper, køretøjer, og luftbårne enheder. Før hver mission, kan man enten selv konfigurere sine styrker, eller benytte autoload-funktionen. Denne del er meget vigtig, da man, når man har landsat sine styrker, ikke kan få forstærkninger tilført. Man kontrollerer ikke enkelte enheder, men derimod delinger, for eksempel bestående af 3 heavy tanks. Hver enkel type enhed er udstyret med specielvåben samt egenskaber, der kan benyttes et begrænset antal gange. F.eks. kan man udstyre sit artilleri med en taktisk atombombe. Men hold for guds skyld dine enheder væk, hvis denne benyttes. Den fjerner ALT indenfor dens eksplosionsradius!

Ingen superenhed uden svagheder
Enhederne er rimeligt balancerede. Man kan ikke kun forlade sig på en type enhed. Artilleriet, for eksempel, er hamrende effektivt, men har en meget svag pansring, og har derfor brug for backup fra stærkere enheder. Og selvom ens bombefly kan sønderbombe områder, så er de meget sårbare for antiluftskyts. På denne måde er man nødt til at sammensætte sine styrker, så de understøtter hinanden. Den vigtigste enhed overhovedet, er Command APC´en. Den kan helbrede ens styrker og er utrolig vigtig. Mister man denne, er slaget tabt. Alt efter hvordan enhederne klarer sig, opnår de erfaring, som de tager med sig til de efterfølgende missioner. Så det gælder om at passe på "veteranerne", da de kan se bedre, er bedre til at lokalisere stealthenheder, og så rammer de også bedre. Computerens AI er ... middelmådig, som en AI plejer at være. Selv på højeste sværhedsgrad havde jeg ingen problemer.

Står på en bakketop...

Nærkontakt af 3. Grad!Terrænet betyder utrolig meget. Enheder placeret højt oppe, kan se og skyde meget længere og mere præcist, end enheder. på vej op ad en bakke, eksempelvis. Landskaberne spænder lige fra ørken til sneklædte vidder. Hver enheds synsfelt er forskellig. Nogle kan se længere end andre. Desuden skal man uhindret kunne se fjenden, før man kan angriber. Dette gør, at f.eks. scouts er meget vigtige fortropper, da de kan opdage fjenden længe før, at de opdager en selv. Frontalangreb er ikke ubetinget en fordel, da de tungere køretøjer har meget kraftig panser fortil. Derfor er man nødt til at benytte sig af angreb fra flanken og bagfra, hvor de er mere sårbare. Det gælder om at tænke sig om.

Desværre er der ikke deformérbart terræn. Det ville ellers have været lækkert, hvis man kunne have skudt på en bjergside og dermed udløse et jordskred, som kunne begrave fjenden eller benytte force-fire til at lave en beskyttende voldgrav. Skygger samt højt græs spiller også en central rolle. Enhederne kan gemme sig i græsset eller benytte skyggefyldte områder til at snige sig afsted for at lave et bagholdsangreb på fjenden. Skyggefuldte områder gør det også sværere for fjenden at ramme.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Utrolig flot grafik, fedt gameplay, afbalancerede enheder.
-
Singleplayer missionerne er for nemme.