Gamereactor

Gamereactor
Previews
Gravity Rush 2

Gravity Rush 2

Vi fik chancen for at stifte yderligere bekendtskab med Kat under en lukket demonstration ved Paris Games Week.

{Gravity Rush} er en de mest elskede PlayStation Vita-titler, og derfor var det alligevel, trods maskinens besværligheder på markedet, en overraskelse for mange, da Sony afslørede {Gravity Rush 2} som en PlayStation 4-eksklusiv titel ved Tokyo Game Show i september. Spillet vendte tilbage under Sony's Paris Games Week-pressekonference, hvor vi blev introduceret for Raven som AI-kontrolleret hjælper, en af de nye byer og de nye kampstile, Jupiter og Lunar-stilen. Vi blev inviteret ind til en lukket demonstration af spillet, efter at pressekonferencen var slut.

Kodeordet er "indlevelse" pointerede {Gravity Rush}-skaberen Keiichiro Toyama i løbet af demonstrationen. Skaberen mener selv, at der blev skabt et solidt fundament med originalen, og formålet med denne opfølger er derfor yderligere at udbygge universet, og gøre hovedpersonen Kat og hendes omgivelser mere levende. Det tydeligste eksempel på dette er den nye by, der i øvrigt er en af flere nye miljøer bekræftede Toyama, der sprudler med liv og farve. Demonstrationen starter midt på et lille marked, hvor byboere kigger på varer, prutter om priserne og generelt bare interagerer med hinanden. Det ser ganske vidunderligt ud, og sletter alle minder om de lidt tomme og døde miljøer i den originale på PlayStation Vita.

Kat er til og med blevet udstyret med en række mekanikker, der gør at hun kan føles som en del af den verden hun beskytter. Derfor kan hun snakke med byboerne, hilse og give håndtegn, og folk lader til at reagere ret så dynamisk på hendes tilstedeværelse. Derudover kan hun også tage selfies, og da dette element blev afsløret, løb et langtrukkent suk igennem salen.

Det lille idylliske bysamfund forbliver dog ikke roligt længe, da de ikoniske monstre, Neevi, er tilbage, og forårsager kaos på det lille marked. Kat kaster sig op i luften, svæver lidt i nogle sekunder, og kaster sig derefter mod jorden. Det lille brostenstorv skælver under vægten af tyngdekraftsangrebet, og alle markedsboderne bliver jævnet med jorden. Alle disse flotte nye miljøer er nemlig destruerbare, og når Kat laver sine akrobatiske angreb flyver det rundt med vragstykker og brosten. Det er et fantastisk grafisk spektakel, der ikke bare formår at imponere fra et kunstnerisk perspektiv, men også med de grafiske hestekræfter fra PlayStation 4-konsollen i ryggen. Tag vores ord for det - {Gravity Rush 2} ser forbandet godt ud.

Kampen mod Neevi-monstrene gav samtidig anledning for Toyama til at vise de to nye kampstile i spillet. Kat kan selvfølgelig udføre præcis de samme akrobatiske bevægelser som tidligere, men nu kan hun, ved at lade fingeren glide henover Dualshock 4'erens Touch Pad, skifte til to andre kampstile. Lunar gør Kat let som en fjer, og Jupiter-stilen gør hende tung så hendes angreb er stærkere. Hvor meget disse stilearter kan bruges i kamp ved vi endnu ikke.

Demonstrationen sluttede af med to store afsløringer. Allerførst er Neevi ikke de eneste fjender som Kat kommer til at kæmpe i mod, for pludselig bliver den lille platform som Kat opholder sig på fyldt til randen med fjendtlige, menneskelige soldater, der til og med har taget gigantiske kamprobotter med. Disse fjender kæmper selvfølgelig med skydevåben på afstand, så Kat skal være mere aggressiv, og det gav demoen et frisk pust af variation.

Men Kat ender alligevel med at få brug for noget hjælp, og her kommer Raven så til undsætning, der også blev fremvist under pressekonferencen. Denne AI-kontrollerede allierede (vi fik igen bekræftet under sessionen, at Raven ikke kan styres af en anden spiller) kan samarbejde med Kat via en række specielle angreb, som kræver en smule timing fra spillerens side, men til gengæld er uhyre effektive. Toyama nævnte dog kort, at spillet vil have en form for multiplayer-komponent, selvom oplevelsen hovedsageligt drejer sig om singleplayer.

Afslutningsvis gav Toyama os lidt indsigt i nogle af de ændringer som udvikleren har foretaget i forhold til størrelse og længde. {Gravity Rush 2} er 20-40 timer langt, og dette er takket være, at spillet har mere end tre gange så mange missioner som originalen, og at spillets kort er 2.5 gange større end originalens.

Vi forlod demonstrationen med glimt af håb i øjet, for det lader til, at Toyama har taget alle de unikke mekanikker og udtryk der gjorde originalen speciel, og har kun tilføjet til allerede succesfuld formular. Vi glæder os til at se mere til {Gravity Rush 2}.