Gravity Rush 2

Det er svært at lave et godt Superman-spil. At kunne flyve i spil er sjældent en tilfredsstillende oplevelse, da man uden problemer blot kan suse derhen, man vil. Der er ingen modstand. Ingen rigtig vægt til karakteren. Det vil altid være sjovere at svinge sig som Spider-Man eller svæve som Batman. Derfor var overraskelsen kun større, da Kat tilbage i 2012 fløj ind på vores Vita med så selvsikkert et gameplay, at man forundres over, at ideen ikke er blevet lånt af andre udviklere siden da. Når Kat sætter af fra jorden og søger mod skyerne, vil objekter og mennesker i nærheden blive suget med, og hænge råbende ved hendes side. Fordi så kraftfuld er hun. Gameplayet er blevet bedre i fortsættelsen, men de narrative problemer har ikke fået den opmærksomhed, de fortjener.

Spillet gør sit bedste for at samle nye spillere op, men formår samtidig at skræmme fans væk. Eller sådan føles det. I begyndelsen står Kat uden sine kræfter - men med samme behjælpelige personlighed - og derfor er man tvunget til at løbe frem og tilbage mellem karakterer for at videregive beskeder eller lede efter personer. Og når man endelig får sine kræfter igen, begynder en så grundlæggende tutorial, at man undrer sig over, hvorfor det ikke er muligt at springe den over. Især for fans der stadig kan huske Kats første eventyr. For gameplayet ligner sig selv. Du flyver på samme knap som i {Gravity Rush} Remaster, du undviger på samme knap, angriber, hopper og glider på samme knap. Ændringerne virker derfor ved første øjekast minimale, men når man indleder sin første kamp, kan man mærke, hvordan det er lettere at holde overblik over flere modstandere. Forvirring kunne hurtigt blive et problem i det første spil, når skærmen blev fyldt med fjender, og man konstant missede sit mål, men et forbedret sigtekorn har gjort det lettere at ramme modstanderne, og det gør kampene langt mere overskuelige.

Desværre ligner fjenderne sig selv ned til mindste detalje. Hvor de tidligere gik under navnet Navi, bliver de nu kaldt Scarabs, men det er også den eneste ændring, de er blevet udsat for. Der er enkelte nye skabninger hist og her, men de ligner sine venner så meget, at det ikke føles fair at kalde dem nye. Heldigvis har byen fået et oprigtigt ansigtsløft, der nu bugner over med farver og liv i gaderne. Der er fire nye områder, der ikke ligger vandret med hinanden, men i stedet ligger lodret. Det giver en vertikal oplevelse, der sjældent er set tidligere i spil, for i stedet for at flyve langs banerne, skal man flyve direkte op eller ned for at finde sin næste mission. Et genialt designvalg, da flyvemekanikken fungerer så godt. De fire områder er ikke store, men verdenen føles enorm.

Der er bare ikke så meget at lave i verdenen. Der er samtaler med folk rundt omkring - hvilket intet giver til historien - der er sidemissioner og hovedmissioner. Sidemissionerne er desværre så trivielle og intetsigende, at jeg helt stoppede med at gennemføre dem. Lad mig komme med et eksempel: Du bliver bedt om at købe en gave til en person. Alright, problemet er, at du ikke ved, hvad du skal købe. Så missionen ser dig løbe rundt og spørge folk, hvad der kunne være en god gave. Da man endelig finder frem til en god gave? Så skal du spørge rundt omkring i byen, efter en butik der sælger varen. Det er helt latterligt, de ting, man til tider bliver bedt om i sidemissioner: en gammel liderlig mand, vil gerne have fem billeder af smukke piger, der kæler for kameraet. Tror bare jeg hopper den mission over, mange tak.

Problemet er også, at gevinsten for at gennemføre en sidemission ofte er ikke-eksisterende. Du får måske et nyt filter til dit kamera, eller muligheden for at vinke til fremmede på gaden - ja, du læste den sætning rigtigt - eller noget tredje ubrugeligt. Hvad du ikke modtager er Gems, der kan bruges til at gøre Kat stærkere. Gems, der i første spil hang over og under byen, hvilket gav spilleren lyst til at flyve rundt og gå på opdagelse. I {Gravity Rush 2} er de langt sværere at komme i besiddelse af, hvilket betyder, at man sjældent får lov til at opgradere Kats evner. Hele RPG-elementet forsvinder en smule, når du ikke kan opgradere de evner, du bruger mest. Den bedste måde at opnå Gems, er ved at gennemføre Challenges, hvilket er opgaver, hvor du skal opnå den bedste tid. Flyve eller glide hurtigt gennem byen eller aflevere aviser. Udfordringer på tid har aldrig underholdt mig, så det var et aspekt af spillet, jeg holdt mig væk fra. Du kan også blive fragtet ned og sparke Gems fri fra deres beholder i underverdenen, men det er en langsom, slavisk proces, der hurtigt bliver kedelig.

<newpage>

Man kunne derfor håbe, at historien i det mindste bød på overraskelser og missioner, der har andet at byde på end konstant at tale med folk. Lad os starte med historien: den er - om noget - endnu dårligere end historien i det første. Kat ender konstant i situationer, hvor hun skal hjælpe folk, fordi hendes første tanke, når hun møder en ny person, altid er: "hvordan kan jeg gøre hans problem til mit problem?". På et tidspunkt skal man holde sig skjult fra politiet. Ikke fordi man har gjort noget, men mere fordi, man vælger at hjælpe en person, som politiet leder efter. Hvorfor hjælper man ham? Hvorfor ikke! Hvor skal man fragte ham hen? Til pariserhjulet, fordi det altid fik hans datter til at smile. Der er intet der giver mening, intet der bringer "historien" videre, og det er frustrerende, hver gang man bliver opdaget. Jeg kan godt lide stealth-missioner, men når grunden til, man sniger sig rundt, er så tåbelig, så virker det formålsløst. Omkring halvejs inde når historien en form for konklusion, og en ny problematik starter op. De to historien bliver bundet sammen i en kluntet slutning, og det er så synd, for potentialet er her til en god historie. De spænder bare konstant ben for sig selv.

Så fair nok, historien er dårlig. Er missionerne også det? Både ja og nej. En mission ser dig flyve blandt missiler, der er sendt mod byen. Du skal gribe dem i luften som Iron-Man i slutningen af Avengers og kaste dem mod de andre missiler. Medrivende. En anden mission ser dig dele invitationer ud til en fest. Gab. Og når man ikke engang selv er inviteret til festen, sidder man igen med spørgsmålet: hvorfor? Og igen vil Kat svare: hvorfor ikke? Kat er så sød, at man som spiller får huller i tænderne.

Meget af markedsføringen omkring spillet har handlet om de to nye dragter Kat kan iklæde sig: Lunar og Jupiter. Lunar gør dig let som en fjer, lader dig hoppe højt over husene og gør dine angreb langt hurtigere men samtidig langt svagere. Selv de små modstandere, der normalt kun skal have et enkelt velrettet spark for at dø, bliver med Lunar en større modstander, så jeg forstod aldrig ideen i at bruge dragten. Jupiter derimod, kommer med nogle tiltrængte opgraderinger. Man er tungere og langsommere, men til gengæld slår man hårdt. Rigtig dejlig hårdt. Når du laver et "gravity kick" i Jupiter-dragten, er det ikke kun fjenden, du rammer, der må lade livet, men alle fjenderne omkring dit spark. Jeg fangede mig selv i ofte at skifte mellem normal og Jupiter, når jeg kæmpede mod mange modstandere af gangen, men brugte kun Lunar, når spillet tvang mig til det - hvilket var sjældne oplevelser.

{Gravity Rush 2} er den skæve fortsættelse, der forbedrer det, der allerede fungerede og fortsætter med at støde ind i samme problemer. På et tidspunkt blev jeg bedt om at følge efter Raven, og blev igen mindet om, hvor lækkert det er at flyve. For {Gravity Rush} er en serie med godt, interessant gameplay, der bliver holdt tilbage af intetsigende historie og sidemissioner. På mange måder er Kat ligesom Superman: hun mister aldrig troen på det gode i mennesket og hjælper alle med deres store såvel som små problemer. Men det er de kedelige sider af Superman, hun efterligner. Hvorfor ikke udforske, hvordan det er at være anderledes, i en verden af "normale" mennesker. Hvorfor ikke lade Kat sige "nej" til folks åndsvage tilbud, og i stedet lade en anden uddele aviser, tage billeder af unge damer eller stå i en butik og vinke til forbipasserende. Det ville være interessant at lære Kat at kende og rode med hendes problemer til en forandring. Gameplayet er i hus, nu skal de bare lægge fokus i narrativet fremover.