Gamereactor

Gamereactor
Previews
Geist

Geist

Fear eller Geist, som firmaet nu kalder deres seneste barn, er på overfladen blot endnu en FPS.

Selvom FPS genren indtil for ganske få år siden stadig var en niche på konsollerne, så har de seneste år været et sandt paradis for de korridor- og våben hungrende. TimeSplitters 2, Red Faction 2 og ikke mindst Halo har gjort sit til at konsolfolket kan skyde løs. Men nu begynder trætheden så også at melde sig i krogende, som den længe har gjort det på Pc. Fans skriger på fornyelse og det er lige præcis hvad N-Space forsøger at give dem med Geist, der er på vej eksklusivt til Nintendos GameCube.

N-Space ringer dog givetvis ikke nogen klokker for de fleste - og med god grund. Firmaet der til dags dato bl.a. har leveret det halvhæderlige Die Hard Trilogy 2 og Danger Girl samt de hæslige Mary and Kate Ashley Olsen spil, er ikke just kendt for at hive klassikere op af hatten. Men på den anden side, det var Retro Studios heller ikke, og de leverede det gennemførte og højtelskede Metroid Prime i skødet på skeptiske GameCube ejere.

Fear eller Geist, som firmaet nu kalder deres seneste barn, er på overfladen blot endnu en FPS. Endeløse, mørke korridorer befolket af soldater med tungt skyts og nøje tilrettelagte vagtskemaer, der skal mejes ned for at komme igennem spillets mange missioner. Og dog. Spillet giver nemlig som titlen antyder, gameren chancen for at styre en Geist eller et spøgelse om man vil, rundt mellem alle levende væsener i spillet, hvorefter man kan overtage deres krop som det passer én. Hvert væsen er så igen udstyret med våben eller færdigheder, der gør det muligt at åbne dører, eliminerer mål og løse spillets gåder. Det kan være alt fra en veltrænet vagt til en lille mus. Nogle har endda informationer, koder og andet gemt i hjernen, der kan udnyttes når man har overtaget kroppen. Nogle gange kan det være nok at overtage en person blot for at slå dem ihjel med deres eget våben, mens der andre gange skal ligges reelle strategier. At dræbe alt og alle fører ikke til noget.

N-Space viste stolt spillet frem ved dette års E3 og ud over de åbenlyse fornyelser, så lover udvikleren også en masse ekstra ting i både multiplayer- og singeplayer-delen. Firmaet havde en demo kørende med en del interessante elementer og en tilsyneladende lynhurtig og meget flot multiplayerdel uden nedsættelser i hastigheden, hvor spillere starter som Geists og så hurtigt skal finde en krop, så der kan samles våben op. Vi havde kun mulighed for at spille det i singleplayer form og kun på et level, men det var yderst interessant. Hvis samarbejdet mellem N-Space og Nintendo afføder et spil af samme kvalitet som Metroid Prime, så har GameCube ejere meget at glæde sig til.