Forbidden Siren

Forbidden Siren er på gaden d. 12. marts til PlayStation 2

Forbidden Siren (FS) er Sonys bud på et survival horror-spil. Spillet er instrueret af Keiichiro Toyama - hjernen bag det første Silent Hill fra 1999 - og stemningen er intet mindre end morbid og nervepirrende hele vejen. Sony har endda hevet en kanin op af hatten, som Gamereactor ikke har set før. FS kunne meget vel have givet Silent Hill kamp til stregen, men enkelte mangler gør spillet knap så indbydende som Konamis guldvinder.

Den japanske by Hanyuda var engang et hyggeligt lille fristed, men som et lyn fra en klar himmel forvandles byen til et helvede på jord. Byens flod fyldes med blod, og indbyggerne forvandles til zombier, kaldet Shibito. 10 indbyggere er stadig ved deres fulde fem og må kæmpe med næb og kløer for at holde sig i live. Spilleren må skiftevis tage kontrollen over de 10 overlevende beboere og løse mysteriet om, hvad der præcis skete i landsbyen. Dette kaster spilleren frem og tilbage i tiden gennem 78 særskilte missioner.

Horror og nytænkning nævnes sjældent i samme sætning. Gådeløsning og nedslagtning af monstre har gerne været kendetegnende for genren, selv om Project Zero og Clock Tower 3 prøvede at dreje genren i en lidt anden retning. FS tager imidlertid et tigerspring med sin sight jacking-funktion, som gør det muligt at se gennem venner og fjenders øjne. Ganske som man indstiller kanaler på et tv, kan man ved at bevæge joysticket i cirkelbevægelser tune sig ind på fjendens kanal og se, hvad han ser. Da spillet hviler meget på stealth, er dette ikke bare en smart, men højst nødvendig kunnen, når man skal danne sig et overblik over et område fyldt med åndedrætsbesværede zombier.

Missionerne går ud på at slippe ud af et hus, finde en nøgle, lave en afledningsmanøvre eller lign., og de har både hoved- og delmål. Nogle karakterer har våben, mens andre må klare sig uden, og ondskaben ånder én i nakken, uanset hvor man befinder sig. De nervepirrende lydeffekter får det til at løbe én koldt ned ad ryggen, og den blodrøde regn, de blændende lynnedslag og det tætte mørke minder konstant spilleren om, at noget er gået grueligt galt i den lille by. Kun varsomme skridt og en evigt fokuseret opmærksomhed er vejen ud af dette afskyelige mareridt.

FS er teknisk set en glimrende udgivelse. Skønt baggrundene godt kunne have fået et ekstra penselstrøg her og der, er billedet knasende sprødt, og enhver polygon flyver rundt så ubesværet, at det må efterlade mange konkurrenter med ildrøde ører. Styringen og kampsystemet, som begge lugter af Silent Hill eller Resident Evil, kunne Sony dog godt have arbejdet mere med.

Sony har gjort flere ting for at lægge et vedvarende pres på spilleren og uafbrudt gøre situationen vanskelig. Man kan ikke dræbe fjenderne - kun lamme dem et par minutter - der er ingen health packs, og man kan ikke se sin position på det indlagte kort, men må gætte sig frem. Kortlægning af fjenders ruter via sight jacking er en tidkrævende og til tider møjsommelig proces, man kæmper sig gennem en række missioner med intet andet end en ildrager som våben, og kampsystemet er upræcist og svært at håndtere. Alt sammen formentlig ment som virkemidler for at fastholde spilleren i rollen som det forsvarsløse offer. Forsvarsløs ja, tilmed skræmt, men i langt højere grad irriteret. For FS er så urimeligt svært og kompromisløst, at mange spillere formentlig vil være stået af efter ganske få missioner. Bare tanken om at skulle kæmpe sig gennem 78 benhårde og tilmed monotone missioner er ganske ubærlig for denne anmelder. Det ville i så fald ende med smadrede joypads, talløse hårtransplantationer og livstruende åreforkalkninger.

Forbidden Siren lyser på mange punkter. En modbydelig stemning, en snedig og grufuld historie, flot og stabil grafik og en evigt stressende lydflade. Spillet har tilmed beriget genren med et fikst tiltag, som - i det mindste på den første håndfuld missioner - er ganske spændende at anvende. Det er bare så ærgerligt, at det mest gruopvækkende ved Sonys buksebruner er den høje sværhedsgrad. FS er en fornuftig horror-titel, og fans af genren bør ikke holde sig tilbage, men det er nok kun et fåtal, der nogensinde får set afslutningen på dette mareridt, og det er ikke tilfredsstillende.