Forbidden Siren

Horror-genren har ikke haft vanvittig meget at byde på i PlayStation 2s levetid. Ud over Project Zero, Clock Tower og redaktionens favorit, Silent Hill, har rene horror-titler været en åbenlys mangelvare, og kvaliteten har været svingende. Seneste skud på den blodige stamme kommer traditionen tro fra en japansk udvikler - denne gang fra Sony selv. Spillet går under navnet, Forbidden Siren, og spillets morbide indhold fik en reklamespot fjernet fra japansk tv med et fingerknips, simpelthen fordi forargede forældre kimede tv-stationerne ned. Det var lige lovlig hård kost for landets yngste.

Med det i mente lagde Gamereactor skiven i maskinen. Kort tid efter stod to ting lysende klart. For det første har spillet en tyk, modbydelig atmosfære, og for det andet et anderledes gameplay. Handlingen udspiller sig i den japanske landsby, Hanyuda, som fra det ene øjeblik til det andet er blevet et helvede på jord. Gameren overtager kontrollen over 10 personer i løbet af spillet, og efterhånden tegner der sig et meget mørkt og grotesk billede af, hvad der hændte de mange indbyggere i den lille by.

Spillet er opdelt i 78 missioner, og gameplayet er atypisk for genren. Hvor vi er blevet vant til at blæse hovedet af muterede skabninger, må man i langt højere grad ty til stealth og lære fjenders bevægemønstre at kende. Det store tilløbsstykke er funktionen, sight-jacking. Denne lader spilleren se gennem såvel venner som fjenders øjne, og det er en åbenlys fordel, hvis man vil undgå at blive skudt i hovedet eller få jaget en sløv køkkenkniv gennem ribbenene. Gameplayet ser ud til at fungere godt på sine egne præmisser, men undertegnede sad ikke tilbage med en udelt begejstring, selv om skiven kun snurrede et par timer i maskinen. Umiddelbart virker gameplayet begrænsende i sin fokusering på stealth som det primære element, og konceptet med at opdele spillet i små missioner fremstår ved første øjekast som et besynderligt valg fra udviklerens side. Men vi har naturligvis kun set toppen af isbjerget, og der kan gemme sig masser af substans under overfladen.

I lighed med Silent Hill anvendes lydsiden i samspil med den absurde visuelle side til at underbygge den nervepirrende stemning. Fjenders stønnen og skridt kan høres i det fjerne og vidner om den gru, man kan støde ind i hvert sekund. Om det lykkes Sony at få denne hærdede Silent Hill fan til at skifte underdrenge i tide og utide vil vise sig, når den færdige version lander på redaktionen i løbet af en måneds tid.