Folklore

Det siges at irerne er det folkefærd, der er tættest på fantasiens skabninger. Vi kender jo alle de irske nisser, der trisser omkring iført grønne dragter og knortekæppe. Derfor kan man vel næppe iscenesætte et spil, hvor underlige skabninger og sære personligheder vimser omkring i selskab med alfer, andre steder end en irsk landsby.

Som spiller tager man kontrol over enten helten med det herlige navn Keats, der er skribent for et blad, der tager sig af paranormale fænomener eller Ellen der på ganske simpelt leder efter sin mor. Deres bevægegrunde for at komme til byen er ret forskellige, men de blandes hurtigt ind i en historie, hvor underlige overnaturlige magter siver ud over hele landsbyen og spinder de to ind i et net af magi.

Hele spillet bliver båret op af den fremragende billedside og det design, der nærmest gennemsyrer alt. Man ved man er kommet til et besynderligt sted, når man bliver kontaktet af en usynlig mand, der går Phantom in the Opera i bedene med hensyn til beklædning. Monstrene er fantasifulde og veldesignede, og kombinerer nuttethed og brutal charme. Man føler sig hensat til en verden der kunne være en sammenblanding af Mummitroldene og Tim Burtons sorte fantasi, altså et af de mest eventyrlige og forskruede universer længe.

Keats og Ellen når dog ikke så langt ind i historien, før de bliver overfaldet af forskellige kryb. Heldigvis viser det sig at de to er i stand til at beherske monstrenes kræfter. Hver ny monstertype, kaldet Folk, der besejres kan efterfølende bruges i kamp. Det gør det mere interessant at gå i kamp mod alt {Folklore}s utøj. Endnu bedre bliver det, når man opdager at ens Folks bliver stærkere jo mere man bruger dem. Inden man kan beherske dem, skal man dog først trække sjælen ud af Folkens krop, og det gøres ved hjælp af et kækt lille hiv i Sixaxis-kontrolleren.

Det lyder jo meget godt, men man skal desværre ikke har spillet det Folklore mange timer, før lakken begynder af skalle af. Hele idéen med de forskellige Folk bliver nemlig meget hurtig kedelig, eftersom der ikke er den helt store forskel på dem. Der er et par stykker der giver adgang til nogle specielle evner, men i det store hele skal man blot banke vildt på knapperne indtil der ikke er flere fjender, der rører sig. Det er endda sådan at flere af spillets Folks har det samme angreb, bare animeret og stoppet ind i spillet med andre effekter, og da spillet fungerer omtrent som Pokemon, altså med sten, saks, papir-begrebet osv. så har du sjældent eller tæt på aldrig, brug for at udskifte dem. De få gange hvor du er nødt til det, er det kun fordi Game Republic forsøger at skabe en nødvendighed for at det sker, ikke fordi spilsystemet er veludført og rasende dybt. Hvad der ved første øjekast virker som et glimrende kampsystem viser sig hurtigt, at mangle både dybde og finesse i en sådan grad, at det får {Devil May Cry} til at minde om en oplagt vinder af Nobels fysikpris.

Hvor lækker grafikken end der, så kan det heller ikke distrahere fra det faktum, at man som spiller bliver skubbet langs smalle stier. Der er ingen rigtige muligheder for at gå på opdagelse, eftersom miljøerne er endnu mere ensrettede end Den Flyvende Kuffert i Tivoli. Du ved at klokken slår kamp, når du når et større område. Kampene er simpelthen bare ikke særlig interessante, lige meget hvor mange gange du får lov til at ryste kontrolleren og bruge Folks. Det Pokémon-agtige aspekt ved at finde de forskellige Folks formår i hvert fald aldrig at fænge. At skulle vride og flå i joypaddet er en god ide, men som med {Lair} føles det mere som noget Sony (meget gerne) ville have med, for at gøre PlayStation 3-konsollen og dens spil interessante, og anderledes fra bl.a. Microsofts.

Historien er ret interessant, og stemmeskuespillet samt musikken fungerer ganske godt. Men hvad i alverden nytter det, når spillet er så uinteressant? Gameplayet er fladt og uopfindsomt, og synes sammensat af forskellige elementer, der ikke just passer sammen. Kampene er rent tastetrykkeri tilsat en dråbe strategi. Adventure-delen er papirtynd og er så banal, at den handler om at finde en ting, og bringe den et sted hen. Man kunne have ønsket sig et spil, hvor gameplayet og de forskellige mekanikker stod mål med den idérigdom der hersker på billedsiden.