Eternal Ring

Oppe imod de store drenge
Rollespil til konsollerne har længe været en mangelvare, med den hæderkronede Final Fantasy-serie som en af de få undtagelser. Akavet styring og en smal målgruppe har længe afholdt udviklerne fra at forsøge sig med konvertering af de store rollespilsklassikere såvel som produktion af deciderede konsolrollespil.

Det starter godt...
Nu forsøger From Software sig imidlertid med en mærkværdig blanding af rollespil og action i førstepersonsperspektiv. Umiddelbart en noget mistænkelig udgivelse, men Eternal Ring viser sig faktisk som et momentvis udmærket konsolspil, der dog plages af en noget grovkornet audiovisuel side samt en alt for lav holdbarhed.

Ringenes herre?
I Eternal Ring indtager man rollen som den retskafne eventyrer Cain Morgan, som har fået til opgave at aflevere en vigtig meddelelse på the Island of No Return. Efter en kort introsekvens overtager man styringen af Cain, som indledningsvis kun har et sølle sværd til rådighed. Man indser dog hurtigt, at ens i særdeleshed vigtigste og stærkeste våben er de magiske ringe, man finder rundt omkring i spillet. Disse ringe kan kombineres og indstilles på et utal af måder, således at det samlede antal af magiske formularer faktisk overstiger 120.

3..2..1..Action!
From Software har ikke lagt skjult på, at Eternal Ring er et actionbetonet rollespil, og denne genreinddeling kommer også hurtigt til udtryk, idet man faktisk konstant befinder sig i et inferno af magiske formularer og sværdhug, der flyver gennem luften. Styringen fungerer mærkeligt nok upåklageligt, til trods for at spillet er i førstepersonsperspektiv, men stemningen er desværre langtfra ligeså overbevisende. Monstrene virker nemlig på intet tidspunkt tilstrækkeligt faretruende, idet den kunstige intelligens er ligeså forudsigelig som Bill Gates´ formue er overvældende.

Rollespil? Hvor!?
Selve varedeklarationen ´rollespil´ virker desuden ret misvisende i Eternal Ring. Udviklerne har godt nok implementeret et simpelt erfaringspointsystem, hvor Cain stiger en level og får flere hit og mana points efter at have lemlæstet tilstrækkeligt mange imbecile droner (jævnfør monstrene), men selve historien er uomtvistelig lineær, og interaktionen med omgivelserne og NPC´erne er mildest talt minimal.

Ikke for kendere
Samtidigt er historien ikke i nærheden af at være ligeså fængslende som de episke beretninger, vi efterhånden er blevet vant til fra Black Isles fantastiske AD&D-rollespil, og selve erfaringspointsystemet er langtfra omfattende eller nuanceret nok til at fange interessen hos de inkarnerede rollespillere.

Rollespil i førstepersonsperspektiv
Den visuelle præsentation er i sandhed en blandet fornøjelse. Den smukke æstetiske stil, der præger de prærenderede baggrunde (lige fra de smukke vandfald til de stemningsfulde grotter), ødelægges nærmest fuldstændig af de grovkornede monstre samt projektilerne, der går gennem vægge. Sidstnævnte burde på intet tidspunkt forekomme, når vi trods alt skriver 2001, og er ikke bare grafisk tortur, men hæmmer også selve spiloplevelsen. Lydmæssigt klarer Eternal Ring sig en smule bedre, om end den ellers udmærkede muzak bliver en smule triviel i længden, og våbeneffekterne er ret monotone.

Kortvarig fornøjelse
Til trods for nogle interessante tiltag, et gennemarbejdet actionbetonet gameplay og en udmærket styringsmodel, formår Eternal Ring aldrig helt at fange spillerens opmærksomhed, og da spillet samtidigt indeholder maksimalt 15 timers spilletid, bliver det for alvor svært at betegne det som anbefalelsesværdig.

Ukonkret
Hvad der kunne have været det første succesfulde "rollespil" til Sonys nye konsol spænder desværre ben for sig selv, gennem en svag grafikmotor, manglende identitet og en alt for lav holdbarhed.