Driver Parallel Lines

Året er 1978 og en 18-årig knægt fra bøhlandet er kommet til storbyernes konge New York, for at udleve den amerikanske drøm. En drøm fyldt med damer, sprut og undergrundskriminalitet. Med begyndelse i det småkriminelle, leger han chauffør for alskens ukrudt, der er på flugt fra byens sidste rester af lov og orden, men vores langhårede ven bliver hurtigt populær blandt byens støre spillere, og så begynder det at gå hurtigt - rigtig hurtigt!

Driver: Parallel Lines er Reflections Studios fjerde forsøg på at gøre sig i den populære sandkasse-genre, som Grand Theft Auto stadig dominerer kompromisløst. Serien har en svingende tradition bag sig, hvor især det første spil tog verden med storm, selvom blandingen af ekstreme tidsgrænser og et frit uudforskeligt område var en uheldig kombination. Siden hen har Reflections mistet vind i sejlene, og med Driv3r (ja, det hed spillet rent faktisk), nåede den engang så lovende udvikler det absolutte nulpunkt. Det var en helt igennem forfærdelig oplevelse, og et patetisk forsøg på at konkurrere om genrens krone.

Det overrasker måske visse, at Reflections tør prøve kræfter med genren endnu engang, men uden at sige for meget, så har udvikleren formået at vende kursen mod det bedre. Driver: Parallel Lines er som de fleste andre GTA-kloner ganske uoriginalt og med absolut intet nyt under solen, men heldigvis har holdet formået at hente noget af den oprindelige magi og lavet et ganske solidt spil, der har et fåtal af frustrationsmomenter.

Spillet er overordnet set en blanding af GTA: Vice City og samtlige sen-70’er serier, som bl.a. Starsky & Hutch. Dette betyder uheldigvis, at Driver ikke formår at indeholde samme farveudstråling, som det var tilfældet med Vice City, men er derimod spækket til randen med kedelige pastelfarver, der markerer indgangen til historiens kedeligste årti: 80’erne. Dette gør New York til et ret uinspirerende syn, om end autentisk for tiden, mens de få karakterer, som historien indeholder, på alle måder opfylder den klichéstandard, genren efterhånden har skabt. Det hjælpes især ikke af de amatøragtige og ekstrem intetsigende filmsekvenser, der ligner noget en 10-årig har lavet i sløjdtimen. De kedelige facetter har også fundet sit indpas på lydsiden, hvor både stemme-"talenterne" og musikken gør sit for at gabe dig ihjel.

Jeg har efterhånden lært at leve vel foruden en historie i disse spil, så skaden er heldigvis ikke større end som sådan, og med en gigantisk legeplads foran mig, er der rigeligt at tage sig til. Selvom Driver: Parallel Lines langt fra presser de nuværende konsoller til et maksimum, så har Reflections et par tekniske lækkerier i ærmet som eksempelvis en imponerende horisont samt enhver udeblivelse af loadetider. Dette gør oplevelsen langt mere flydende og giver byen et autentisk feel, som visse andre spil har svært ved.

Modsat trenden i GTA-serien, så fastholder Reflections stadig fokus på bilsekvenserne. Samtlige missioner foregår bag et rat, og det eneste tidspunkt man forlader sin øse, er når den skal udskiftes med en ny. Heldigvis har det lykkedes Reflections at inkludere en meget velfungerende bilfysik, der gør de mange katten-efter-musen lege med politiet ganske underholdende, om end en smule trivielle i længden. Styringen er modsat Driv3r smertefrit opsat, så man roligt kan fokusere på at suse igennem New Yorks propfyldte gader. Krydret med en række lækre lydeffekter, og ikke mindst en gennemtænkt motion blur-effekt, giver det hurtigt kilden i maven at blæse på trafiklovene og så bare skære igennem trafikken.

Desværre har denne ensporede fokusering på det køremæssige aspekt fjernet en stor del af variationen, som Grand Theft Auto blandt andre kan prale med. Selvom du har mulighed for at opsamle alskens våben og toptune dine mange køretøjer, så mærker du sjældent forskel i oplevelsen, og selvom de mange missioner tilbyder en del forskellige scenarier, så opstår der hurtigt en følelse af ligegyldighed, fordi fremskridtet udebliver. Det er interessant at mærke, hvordan det stærkt forbedrede sigtesystem, ikke gør våbnene hverken mere brugbare eller interessante, og de bruges stort set kun, når det er påkrævet.

Trods et ihærdigt forsøg, så må Driver-serien stadig tage sig til takke med en andenrangs status. Selvom Reflections flot formår at begrænse deres ambitioner og generelt fokusere på køreelementerne, så er Parallel Lines hverken originalt, opsigtsvækkende eller spændende nok til at sætte mit blod i kog. GTA-nørder, der simpelthen ikke kan få nok af intense biljagter med kugler flyvende om ørerne, vil givetvis finde mange timers underholdning, men for resten af os, skal man efter et par timer i førersædet lede længe efter oplevelserne.

Ikke desto mindre er Driver: Parallel Lines en okay genreudfylder, der nærmest slavisk opfylder mange af de krav, som GTA-seriens dominans har opsat. En kikset historie med kedelige karakterer, uendelig frihed i en enorm metropolis, masser af køretøjer at stjæle, og ikke mindst en pænt arsenal af våben. Men det må stadig skue langt efter toppen.