Dead Man's Hand
I spillets single player-del tager du styringen over El Tejón som netop er blevet forrådt af sin bande.
Kort fortalt er Dead Man's Hand (DMH) et FPS spil, der udspiller sig i Amerika i de gode gamle dage, hvor det var helt legalt at være glade for heste. Spillet placerer sig tæt op af alle andre FPS spil på markedet, så der er ingen problemer med styringen. DMH byder på et relativ kort antal single player-missioner, der alle lader sig spille på tre forskellige sværhedsgrader. Multi player er der rig mulighed for at afprøve.
Op til 8 spillere har mulighed for at deltage i en regulær deathmatch, en Bounty-mode og en Posse-mode. I Bounty udpeges en af spillerne til at have en pris på sit hoved og det gælder så for alle andre spillere om at dræbe vedkommende. I Posse er man fælles om at skulle forsvare en bygning fra bølger af computerstyrede bad-guys. Som det er tilfældet med single-player er multi-player delen meget kort. Antallet af forskellige baner er simpelthen for lille. Oplevelsen på de få, men ellers ganske godt designede baner, ødelægges af at spillet ikke på overbevisende måde får fortalt dig hvornår du bliver skadet.
I spillets single player-del tager du styringen over El Tejón som netop er blevet forrådt af sin bande. Det eneste mål er nu at få hævn, hvilket gøres i løbet af en håndfuld lineære missioner. Hvis du spiller missionerne flere gange vil du opleve at fjenderne dukker op de samme steder hver gang. Desværre er alle fjender bevidste om hvor du på alle tider er på banen, så der er ikke mulighed for at snige sig ind på nogle af fjenderne. Manglen på muligheden for at overraske fjenderne opvejes af muligheden for at dræbe fjenden på nogle ret så seje måder. Eksempelvis kan en tønde fuld af krudt bringes til eksplosion i det øjeblik en fjendtlig cowboy går forbi den. En anden sikker måde til at gøre det af med modstanderne er at få noget tungt til at falde ned i hovedet på dem. Mulighederne for valg af våben passer fint ind i resten af spillet. En pistol, et haglgevær og en riffel er i store træk de våben du har mulighed for at benytte. De forskellige våben har forskellige stærke og svage sider, dog er redaktionens favorit uden tvivl Lewis Revolving riflen.
Hvis du bliver mejet ned af en af fjenderne så bliver du nødt til at starte forfra på banen. DMH giver ikke mulighed for at gemme mens man spiller på banerne. DMHs banelængder gør dog, at det aldrig går hen og bliver direkte surt at skulle starte forfra. Modstanderne dukker som tidligere nævnt op de samme steder, så det er altid muligt at lægge en god taktik. Desværre viser DMH sig fra en dårlig side når snakken lander på AI'en. Ofte vil fjenderne løbe lige forbi dig uden så meget som at skyde efter dig. Det bedste AI'en formår er, til tider, at dukke sig bag nogle kasser - og det er altså ikke noget, der får os til at juble. Til spillets forsvar skal det nævnes at det byder på tre forskellige niveauer at spille på, så der burde være noget for en hver smag - men det er der desværre ikke.
DMH får dog lov til at vise hvad det dur til, når man har overskud til at udføre lidt trick-skyderi. Det er muligt at skyde hatten af fjendtlige cowboys og endda skyde våben, der bliver smidt efter dig. Inden start på hver bane bliver du også stillet over for et spil poker, som hvis du vinder, giver dig fordele på banen. På papiret er det glædeligt, at Human Head har tilføjet disse features i deres FPS spil, der ellers blot ville gå hen og blive et middelmådigt spil. I praksis er det dog så som så med miraklerne. Pokerspillet, inden hver bane, har ikke nogen egentlig indflydelse på spillet. Der ikke er behov for de ting som kan vindes i pokerspillet. Lyden er et kapitel helt for sig selv. Stemmerne i spillet er middelmådige og formår på intet tidspunkt at imponere. Musikken varierer utroligt meget og det burde være muligt at finde noget for enhver smag. Det overordnede lydbillede falder desværre ikke i Gamereactors smag.
Hvis du er indehaver af en gammel computer, der ikke kan trække Far Cry eller BattleField Vietnam, så er DMH måske en kik værd. FPS fans bør holde sig væk, da der er bedre spil på markedet. Med Red Dead Revolver svævende i horisonten er der heller ikke noget incitament for at Western fans bør købe DMH.
Gamereactor Danmark