Contact

Når jeg på en eller anden bizar måde formår at skabe kontakt med en professor og hans futuristiske sejlskib, så ved jeg den er helt gal. Mit navn er Nicolas, og jeg har netop fået ordre på at hjælpe en ti-årig skoleknægt ved navn Terry med at finde strømkilder til professorens skib. Hvad jeg får ud af det, ved jeg ikke, men jeg ved bare, at Terry skal kæmpe mod massevis af monstre før end strømkilderne lader sig vise. Velkommen til {Contact}, et af mange dybt gakkede japanske rollespil, der har fundet vej til vore breddegrader.

Jeg bevæger mig ud på en tropisk strand komplet med krystalklar vand, krabber, palmetræer og naturligvis underlige monstre i alskens former. For det hører sig åbenbart til, når man tager ned i sydens varme. Som ung og uerfaren dreng ved jeg ikke meget om kamp, men jeg erfarer dog hurtigt, at jeg ved at slå lidt hist og her kan få monstrene til at tage periodisk skade. Jeg har lært min første disciplin, som jeg til hver en tid kan hive frem blot ved et enkelt blidt tryk på skærmen, eller ved at trykke på konsollens Y-knap. Sådan! Undervejs på mine eventyr på tropeøen finder jeg ud af, at der er mange discipliner jeg kan lære, alle med en unik effekt.

Jeg bliver overrasket, når jeg stifter bekendtskab med min første såkaldte decal. I stedet for at skulle udstyre Terry med rustninge og smykker, har jeg i Contact muligheden for at give Terry decals, særlige egenskaber, der til eksempel kan gøre ham hurtigere, stærkere eller bedre til at lave mad.
Decals'ne fungerer utrolig godt, og det er lidt et kick, når monstre smider disse fra sig i det de dør. Hvad venter der mon af spændende kræfter? En, der giver mig uendelig styrke? Eller blot en der forøger en egenskab patetisk lidt?

Men morskaben slutter ikke her, for der findes også andre slags decals, som giver mig et ekstra es ved hånden. Professoren har for eksempel tilladt mig at bruge hans hund til at nedkæmpe fjenden. De første par gange hunden hopper forvirret rundt på skærmen er den dog ikke til megen gavn; et enkelt skadespoint er alt den kan udrette, selv på den mest uskadelige fjende - og jeg er efterladt til at gøre alt det hårde arbejde. Andre decals får man undervejs af den kære professor, der spenderer det mest af sin tid på den øverste skærm med at opfinde nye af slagsen, nusse om sin hund og læse et par bøger. Terrys eventyr foregår på den nederste skærm, og det er i det hele taget en skæg måde at udnytte de to skærme på; også selvom der egentlig ikke foregår noget synderligt spændende i professorens laboratorie.

Jeg behøver ikke udelukkende bruge mine muskler for at klare mig i den mystiske verden. Faktisk kan jeg også lege tyv, eller give de gas som Jamie Oliver i mit helt eget køkken. Der findes fantastiske opskrifter at gå i gang med; nogle kan købes fra handelsmænd, andre akvireres fra monstre - og når jeg skaber en kulinarisk oplevelse uden lige, så bliver Terry noget så glad. Ikke kun fordi en veltilberedt flæskesteg ligger godt i maven; Terry får både liv tilbage og momentære magiske egenskaber, der hjælper særligt godt mod spillets innovative bosser. Det er sjovt at rende rundt og finde de rigtige ingredienser, og skabe dem i skibets køkken.

Og nu vi snakker om innovative bosser; Contact byder på nogle af de mest interessante bosskampe jeg har set i lang, lang tid. Desværre er der utroligt langt imellem de innovative af slagsen, for visse af spillets bosser er også bare almindelige monstre, der bare har lidt mere liv og slagkraft. De mere innovative, såsom spillets første boss, tager den store guldmedalje. Det kan godt være, at det er set før, men kombineret med spillets fremragende realtime og så alligevel turbaserede kampsystem (à la det vi har set det nyeste {Final Fantasy}), så er der lagt i kakkelovnen til en taktisk kamp uden lige. Mit første møde med en stenkæmpe er derfor en fed oplevelse; jeg skal hugge hans arme i småstykker, samtidig med jeg naturligvis skal undgå hans slag og de sten han kaster omkring sig. Når jeg endelig har formået at skære armene af, så skal jeg uddele tæsk lige midt i hans grimme fjæs. Tag tænkehatten på, og hold tungen lige i munden!

Contact er dog ikke sjovt hele tiden; jeg irriterres konstant af lydsiden, der plager mig med rædselsfuldt gentagende muzak og primitive lydeffekter, der slet ikke varierer nok. Ligeledes er jeg ved at rive håret ud af mit hoved, hver eneste gang jeg skal kæmpe mig igennem en zone, jeg netop har forladt, bare fordi jeg lige glemte at åbne en kiste der. Contact lader samtlige monstre vende tilbage, når man går ind i et nyt rum, og det er slet ikke sjovt, når man er oppe imod de større, mere aggresive væsner.

Men så er det heller ikke værre. Contact er et charmerende lille japansk stykke spilhistorie, der nok måske er set før, men som alligevel har den underholdningsværdi, som skal til. Jeg morede mig i hvert fald, og spillets bizarre historie og mærkværdige humor alene, er nok grund til at jeg stadig hiver min DS frem på vej til studie såvel som arbejde.