Clive Barker's Jericho

Hvis man nogensinde har undret sig over, at der konstant er krig på kloden, samt grunden til at hele jorden endnu ikke er gået rabundus, så er der en forklaring; Al-Khali i mellemøsten og Jericho.

Førstnævnte er et sted som ind imellem løber ind i en kæmpe sandstorm, der åbner porten til intet mindre end helvede. Sidstnævnte gruppe er en forsamling på syv personer, der ikke er helt almindelige. Helt konkret er de et commando-team med paranormale evner, som har til opgave at forsegle denne port inden Guds første kreation, Satan selv, kan slippe ud og løslade et inferno af hævn på skaberens mere heldige udfald (det kan så diskuteres), mennesket.

Tidligt i historien mister holdet sin anfører Devin Ross, men helt død er han ikke. Han kan nu teleportere ind i hver af de seks andre og derefter gøre brug af deres forskellige våben og magiske kræfter, og hele tiden er han i stand til at heale sine kammerater. Og det får han også brug for.

Den meget produktive forfatter Clive Barker har, som det antydes i titlen, været medforfatter på spillets historie, og med en alenlang liste af horror-historier på repertoiret burde man formode, at han ved han gør. Det er sådan set også tilfældet, omend selve historien mest stråler i de sekvenser, hvor man får hele baggrundshistorien fortalt, samt i de oplåselige filer man kan se under ekstramaterialet. Her beskrives hele persongalleriet som medvirker i historien, og disse filer er ganske udførlige.

Og det er netop personagerne i spillet der er dets største aktiv. Deres kommentarer, baggrund og forhold til hinanden er tydeligt historien igennem, og det er det som gør Clive Barkers Jericho til noget mere end blot et halvtaktisk skydespil. Alle soldater er udstyret med et primært og et sekundært skydevåben, samt en primær og sekundær magisk evne:

Den lesbiske snigskytte Abigail Black med rejekællinge-stemmen, og som bruger ordet f... i næsten hver sætning, er samtidigt udstyret med telekinese og 'ghost shooting'. Sidstnævnte er muligheden for med sniper-gevær at styre en affyret kugle præcist mod sine mål. Jeg skriver sine, for selve kuglen har muligheden for at penetrere tre fjender ad gangen, såfremt man er i stand til at styre den. Father Rawlins er en præst med healerevner. Dette kommer både holdkammerater til gode og dæmoner til skade. På afstand kan den gode fader nemlig genoplive faldne krigere, og mod fjenden kan han bruge sine færdigheder til at dræne denne for livs- (eller døds-)kraft. Desuden bliver man hurtigt klar over, at vi her har en mand, der har prøvet alt. Noget han ikke tøver med at fortælle de øvrige via sin sydstats-accent.

Xavier Jones´ fornemste aktiv er hans astral projektion. Denne sætter ham i stand til rent visuelt at perspektivere fra et andet individs synspunkt. Herfra kan han så udføre bestemte opgaver som træk i dette håndtag-gåder eller sæt ild til tanken, og dermed åbne for holdets videre færdsel.

Der er tre personer yderligere at lege med, hver med deres meget forskellige evner, som er både underholdende og uundværlige. Og det er netop forskelligheden figurerne imellem på både det narrative og spillemæssige plan, som gør, at man bliver hængende i denne fortælling. Det var særligt tilfredsstillende, at kommandere holdet til at gøre holdt oppe på en terrasse-lignende afsats for så at modtage fjenderne én efter én, mens jeg skiftede mellem karaktererne. Først lidt snigskytteri og så et par granatkast. Derefter satte jeg tiden midlertidigt i slowmotion og gik i gang med nogle velplacerede pandeskud, og til sidst mejede jeg den første, den bedste og den sidste ned med en maskin-geværtromle; variation, forskellighed og spas.

Men, og der er virkelig et men, til gengæld er det ikke tilfredsstillende, når holdet ikke reagerer på ens ordrer og stiller sig for tæt på uhyrerne. Så ender man blot med at løbe spidsrod mellem dæmonskabningerne for at komme hen til den nærmeste slagne kammerat for at genoplive ham eller hende. Slam, så er karakter A sendt til tælling og man bliver teleporteret til person B, som lige når at genoplive person C... Klaps. Person C når næsten til person D da... spidde . . . Genstart!

Da er det at spillet bliver belastende svært. Monstrene kommer altid i horder, og efterhånden lærer man ufrivilligt nogle af banerne alt for godt at kende. Og quicktime-sekvenserne, der opstår, når man danser kinddans med noget djævleyngel eller kravler henover en kløft, går altså lige lovligt stærkt, men i det mindste hentes scenen hurtigt igen.

Rent visuelt er Clive Barkers Jericho overordentligt flot, med blodige, slidte og beskidte bygninger og grotter. Det diabolske særpræg træder særligt igennem, når man træder for en überdæmon og gør klar til en bossfight. Bæsterne er varierede og afskyelige, dog kommer de i så store mængder, at variationen efter et stykke tid er til at overse. Detaljegraden er ikke så høj, hverken på hovedpersonerne eller omgivelserne. Det gør nu heller ikke så meget, da man alligevel har travlt med at skyde fra sig, og tillige foregår en stor del af spillet i halv- eller helmørke. Det skal her tilføjes, at de lommelygter, som holdet er udstyret med, ikke lyser lige meget op alle steder. Og her mener jeg ikke i daglys for det er der ikke noget af.

Spillet har sin styrke på grund af forskellighederne. Personlighederne, deres evner og våben er mangfoldige. De værste fjender er helt igennem horrible, og stemmeskuespillet er bundsolidt. Problemet kan opstå, når forskelligheden ikke træder i kraft. Når ens kammerater opfører sig naivt og ukollektivt. Så bliver det rigtigt svært, og man ender med at blive overløbet af en frådende fjende.

Spillet kunne godt bruge en egentlig co-op, for selv om det ind imellem føles som en singleplayer co-op så er AI´en altså ikke altid lige skarp. Afslutningen er lidt diffus, men denne fortælling om syv paranormale krigere og deres skærmydsler med skærsilden, er ganske dragende, og er man til gameplay, der er tæt forbundet med karakterskildring, samt en masse legetøj, bør man faktisk give det en chance. Man skal blot være indstillet på, at det kan være et lidt af et helvede.