Black & White 2

Det står stadig klart for mig. Øjeblikket, hvor mine rystende fingre ivrigt rev det silkebløde folie af den spritnye spilæske, øjeblikket, hvor jeg kastede den spejlblanke cd i drevet og påbegyndte installationen, alt imens jeg med stor interesse gennemlæste den nærmest bibelagtige manual. Året var 2001, og ifølge Peter Molyneux var det tid til at skrive spilhistorie.

Ambitionerne var store, ja, men det endelige spil viste sig at være en stor skuffelse for mange. Ikke fordi det ikke var godt, men ganske enkelt fordi der var for meget at se til. Spillets guddommelige armbevægelser kunne nå rundt om jorden og tilbage igen, og der manglede bare ét grundlæggende plot - en mening med galskaben.

Nu er det så blevet tid til at rette op på ugerningerne. Bevares, Black & White blev rent faktisk modtaget med rosende gloser fra alverdens anmeldere, men jeg og andre skeptikere var langt fra tilfredse. Dette var ikke, hvad vi havde gået og drømt om.

Heldigvis er Black & White 2 alt hvad det første spil ikke var. Nemlig en guddommelig oplevelse, et vaskeægte sandkasseeventyr uden grænser - og denne gang er der oven i købet en historie og en mening med det hele. I Black & White 2 er der for alvor fokus på fornyelse. Ganske som i det første spil, er du en gud, der skal tage kontrol over et folkefærd. Det er så helt op til dig, om du vil være en krigerisk, ondskabsfuld satan, eller en fredelig, kærlig gud. Det er muligt at føre krig mod sine fjender og slavebinde dem med magt, eller i stedet overbevise dem om, at din by bare er et bedre sted at leve, ved at bygge en gigantisk imponerende metropol.

Et af de uden tvivl sjoveste tiltag i Black & White, var det lille væsen, som man kunne træne og opdrage efter behag. Naturligvis ville efterfølgeren ikke være komplet uden dette Tamagotchi-fænomen, og i Black & White 2 kan væsnet nu også trænes op til at blive en altødelæggende kriger. Der er ganske enkelt ikke noget smukkere syn, end når ens væsen griber fat om et træ og bruger det som fejekost mod fjendes legioner. Du skal dog holde i mente, at hvis du udelukkende benytter dit væsen til at bekrige fjenden, bliver det til en kold, kedelig krigsmaskine frem for et nuttet lille kæledyr.

Det er nu også blevet dejlig nemt og overskueligt at have med dit væsen at gøre. Faktisk så nemt, at du kan vælge fra en menu, hvad det skal foretage sig. For eksempel kan du bede det om at bygge en specifik bygning, høste særlige ressourcer eller overvåge et område og slå fjender inden for en vis radius ihjel. Dog skal du passe på, at du ikke holder dit væsen for meget i snor, da det hurtigt kan gå hen og miste sin frihed. Et af de mest utilgiveligt irriterende tiltag i det første Black & White var, at det var umuligt at holde styr på dit væsens tankegang. Det er der heldigvis blevet rettet op på, og du kan nu gå ind og rette på dets opfattelse af diverse ting. Mit væsen var for eksempel blevet enormt glad for at indtage dets eget afføring med kniv og gaffel, og det kunne jeg naturligvis ikke acceptere. Jeg gik derfor ind i en let og overskuelig menu, hvor jeg kunne vælge væsnets forhold til indtagelse af afføring, og ved hjælp af en lussing eller to, kunne det hurtigt lære, at afføring så sandelig ikke var en god idé at nyde som en let aftensnack.

Valget mellem godt og ondt er altid svært. Personligt bryder jeg mig ikke om at pine mine pixels, uanset om de er levende individer eller ej. Selvom det er både hurtigere og sjovere at overtage fjendes byer med magt og magi, er der alligevel noget dragende over at skulle opbygge en gigantisk by, og langsomt få de omkringliggende småbyer til at slutte sig til en. Du kan faktisk helt vælge at lade være med at bekrige fjenden, og i stedet for indkredse sin by i en gigantisk mur. Dog skal man stadig forsvare sig mod fjendens katapulter og kreaturer.

Det er hylende morsomt at bekrige fjenden, og med nye offensive tiltag og muligheden for at kaste orkaner og vulkaner efter fjenden, tager Black & White 2 springet videre til næste niveau. Det er også lækkert, at man ikke kan nedlægge mure med sine bueskytter eller fodtusser - det kræver nemlig lang tids bombardement af katapulter. Man kan dog også benytte sit væsen som bulldozer, men det er igen et valg mellem det gode og det onde, eftersom et krigerisk væsen langsomt bliver mere og mere ondt. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at Black & White 2 på mange måde revolutionerer RTS-genren, når det kommer til krigsførelse.

Spillets fysikmotor er så fabelagtig og virkelig, at det næsten føles for godt til at være sandt. Skypumper, der hvirvler over byerne og river tage af bygninger, eller vulkaner der opstår ud af ingenting, og kaster ildkugler og lava i alle retninger, er et syn for guder - så er det jo godt, at man er en gud.

Spillet er gudeskønt, rent grafisk, men det kræver også en urimelig hurtig computer, selvom man kører med laveste detaljeopsætning. Det er enormt ærgerligt, og personligt så jeg gerne, at Lionhead havde brugt længere tid på at optimere spillet, så folk med nogenlunde up-to-date systemer kunne følge med. Jeg har en relativt hurtig PC, men jeg måtte desværre alligevel tage til takke med et regulært dias-show, når det virkelig gik hedt for sig. Ærgerligt.

Det er også ærgerligt, at når man har gjort sig umage med at bygge en pragtfuld by, så kan ens væsen ikke finde rundt. Det står tit og kigger ud i luften, klør sig lidt i hovedbunden og ignorerer de kommandoer, man udsteder. Det er naturligvis ikke en decideret fejl i spillets pathfinding, men blot en temmelig fatal designmæssig ups’er, som jeg personligt håber, der vil blive rettet op på. Et tip herfra; sørg for at have god distance mellem bygningerne, så dit væsen kan finde rundt uden at tage den store tænkehat på.

Black & White 2 er det spil, som Black & White skulle have været. Samtlige irritationsmomenter fra forgængeren er pist væk, samtidig med, at der er tilføjet en masse nye muligheder og tiltag, der alle er velkomne og veludførte. Hvis man har en hurtig nok maskine, så er der slet ingen tvivl; Black & White 2 skal ejes, og Peter Molyneux skal lovprises for, at han rent faktisk denne gang har holdt sit ord.