Black & White 2

Jeg vil kraftigt understrege, at ingen dyr fik permanente skader under tilblivelsen af denne beta-test. Ganske vist kunne jeg ikke stå for at dele et par gedigne flade ud til min forvoksede Zimba, men det er alt sammen noget, der hører med til rollen som gud og babysitter for kolossale dyre-avatarer. Ja, jeg valgte selvsagt den maskuline løve, eller rettere sagt, den lidt pjevsede og en tand for nuttede fætter, men gennem sindrig indoktrinering skal den nok adlyde mit mindste vink og blive et monster af format.

Jeg ved godt, at Black & White er også navnet på et nummer og en musikvideo med Michael Jackson, men selvom toeren her også indeholder besynderlige skabninger, der kan ændre form og farve, så er der dog tale om tronarvingen til Lionheads spilhit fra 2001, og ikke det sære pop fænomens single. Et spil der, hvis jeg absolut skal presse det ned i en smal kasse, var en blanding af forvoksede Tamagotchier og real-time strategi, hvor din fornemste opgave var at opdrage forvoksede dyrebørn og passe på dine tro undersåtter. For sin tid var spillet banebrydende, og jeg var naturligvis en af dem der sad og trak træer op ved roden og kastede med store klippesten. For et kort øjeblik var jeg fanget i det sære univers, men så trængte verden sig på, og ikke mindst spillets åbenlyse fejl. Men det behøver vi vist ikke dvæle i.

Godt, lad mig først kort opridse, hvad vi har med at gøre. Konceptet sætter dig som sagt i førersædet som en vaskeægte spilgud og du skal skabe en civilisation, som dine undersåtter kan lide, samtidig med, at skidtet skal beskyttes mod ondsindede naboer. Avataren er egentlig lidt af en forlængelse af dig selv idet den kan udføre mange typer opgaver, såsom at indsamle ressourcer, bekæmpe fjenden osv.

Det skal lige siges at den beta-udgave, Peter Molyneux (idémanden bag spillet) og slænget har sendt mig kun indeholder de første spæde baner, samt at elementer som interface osv. slet ikke er ordentlig på plads endnu. Alligevel fik jeg en rigtig god fornemmelse af, hvad der er i vente. Jeg følte mig utroligt hurtig hjemme i rollen som gud, ikke fordi jeg lider af storhedsvanvid (andre vil måske modargumentere), men rettere at kontrollen og gameplayet i BW2 føltes øjeblikkelig genkendelig. Til trods for det, varede det dog ikke længe før jeg så, hvor glimrende spillet ser ud og lyder i forhold til forgængeren, som ligeledes drog fuld nytte af tidens teknologiske muligheder. Den spritnye grafiske motor får min skærm til at sværme med liv og førnævnte tosseri med træer og sten viser sig atter at være et stort hit.

Men for søren da, som gud har jeg jo en lang række pligter der skal ordnes, så jeg gik hastigt i gang med at opbygge et lille samfund. I originalen var gameplayet meget præget af at være en form for guddommelig far, mor og børn. Du tumlede rundt som gud i en enorm sandkasse. Dette var et af elementerne, der til sidst gjorde mig lidt træt af spillet, så det er forbandet rart at se, at jeg nu i langt højere grad kan vælge, hvordan slaget skal gå sin gang. Og nu siger jeg slaget, pudsigt nok, der er nemlig langt mere action og strategi at finde i denne ombæring, især hvis du vælger at være en ondsindet gud. Spillet ser dig nemlig som værende ond, hvis du erobrer via magt, mens du ses som god og barmhjertig ved at bygge en flot metropol, så fjenderne helt i ave selv konverterer til dig. Herved kan du faktisk få to helt forskellige spiloplevelser ud af BW2, enten ved at give den gas som erobrer og bruge mange af de elementer vi kender fra traditionel RTS, eller du kan være klassens duks og koncentrere dig om et velfungerende samfund uden al den vold - du skal dog beskytte dine folk, på den ene eller anden måde.

Til min ærgrelse bød beta-udgaven ikke på de baner, hvor man for alvor kommer i gang med de episke kampe, så jeg fik desværre ikke lov til at slynge om mig med diverse plager og store vulkaner. Ikke desto mindre kan I nok fornemme, at jeg fik en god følelse af, hvor Peter & co. vil hen med spillet. De nye muligheder i gameplayet er naturligvis grundmassen i det hele, men lur mig om de mange nye detaljer på den visuelle front, små som store, ikke også spæder til i wow-faktoren. Det er fascinerende at holde øje med ens avatar, hvordan den opfører sig og ændrer udseende - de meget subtile forandringer er måske de mest interessante. Herved gør spillet også op med den enten eller-effekt, som forgængeren led under af. Den sorte og hvide er i langt højere grad blandet til gråtoner denne gang, og den mere nuancerede palette er kærkommen i grafikken såvel som gameplayet. Og så er der jo alle de andre små finurligheder, jeg forkæles med, hvor jeg især synes at det er sjovt, at man kan få BW2 til at døbe alle ens tilbedere efter personerne i ens egen Outlook-adressebog - det gør det også meget hurtigere at vurdere, hvem der skal ofres først i kampens hede (bare du ikke fortæller det virkelige alter ego om det).

Jeg fristes næsten til at kalde Peter Molyneux for brugtvognsforhandler, idet manden er kendt for at pøse superlativer og lovprisninger ud over de spil han arbejder med. Dette har været tilfældet med både det oprindelige Black & White og ikke mindst Fable, så jeg ved, at man skal tage hans ord med et gran salt. Jeg tror dog, at jeg ikke skal ud og drysse så meget med saltbøssen denne gang, men jeg venter spændt på det færdige produkt - jeg bliver nu engang så forvænt med guderollen efter at have tilbragt mange timer i selskab med mine små, virtuelle tilbedere.