Battalion Wars

Hvis jeg ikke husker helt forkert, var mange erklærede Nintendo-fans godt og grueligt nervøse for, at den dengang ukendte udvikler, Retro Studios, skulle få Metroid-serien galt i halsen. Det krævede ikke den helt store forestillingsevne at se, at meget kunne gå galt, når en gammel, hæderkronet 2D-serie skulle tage springet til 3D. Retro fik dog givet alle kritikerne røde ører med deres brandgode Metroid Prime.

Intelligent Systems Advance Wars-serie til GBA, tåler ikke sammenligning med Metroid, men det skulle undre mig, om ikke der sidder en håndfuld derude, som håber på det bedste, men frygter det værste fra engelske Kuju. Det ville jeg umiddelbart gøre, efter at have kigget udvikleren efter i sømmene. Reign of Fire og det skrækkelige bilspil Lotus Challenge, kan stadig få mig til at miste troen på, at videospillene er den bedste kilde til interaktive oplevelser. Ikke desto mindre er Battalion Wars på flere områder spillet, hvor Kuju træder i karakter, men det viser også, at RTS og skydeaction i tredje person kan være en farlig cocktail.

Battalion Wars har det uskyldsrene tegneserielook og den søde lydside, som flere andre af Nintendos serier, men både sværhedsgraden og krigstemaet hiver spillet i anden retning. Du træder ind i rollen som den unavngivne "commander" fra Western Frontier Army, som er i krig med det tilgrænsende Tundran Empire. Lige under overfladen gemmer sig et klassisk koldkrigsscenarium, hvor forholdet mellem de to nationer tilspidses dag for dag. Koblingen til den virkelige verden lider dog et kærkomment knæk, da den respektløse Xylvania-vampyrrace kommer ind i billedet og forbryder sig mod alle vedtagne krigslove.

Battation Wars er et actionspil med en stor portion realtidsstrategi. Ingen af delene kan stå alene. Man når ingen vegne ved at fare frem med alle tilgængelige enheder, men omvendt går man også galt i byen ved at tro, at man kan vinde ved bare at sidde og trække i snorene. Interfacet er svært at blive fortrolig med, da Kuju har lagt mange funktioner ned på få taster, men når du først mestrer det, ligger mulighederne åbne. Du kan styre hele styrken, udvalgte enheder, selv en enkelt soldat eller et køretøj og nemt vælge, hvilken enhed, du selv vil styre på slagmarken. Enhederne kan beordres til at stå vagt eller følge dig, gå i kødet på en bestemt fjende eller flyttes til en specifik position.

Det gælder om at udnytte sine enheder optimalt. At sætte bazookafolkene til at skyde infanterister, er både strategisk vovet og dårlig ressourceudnyttelse, og selvom de er trænet til at udslette tungt artilleri, skal de støttes af andre tropper, og helst en kampvogn, når de sættes til at tilintetgøre svært fjendtligt skyts. Assaultstyrker, infanterister, soldater med flammekastere, kampvogne, antiluftskyts, helikoptere og de i alt over 20 forskellige enheder skal placeres rigtigt, i det korrekte antal med de korrekte støttestyrker og over for de rigtige fjender, for at kampen skal falde ud til spillerens fordel.

Vigtigheden af at benytte den rette strategi gik for alvor op for mig i slutningen af den første af de i alt fire kampagner. Missionen gik ud på at beskytte et fort i en slags capture the flag-kamp. På den ene side skulle fortet bevogtes intensivt indefra, men samtidig var det vigtigt, at fjenden ikke fik frit lejde til at spæne hele vejen op til fortet. At møde fjenden ved landsætning på stranden med en stor styrke fungerede ikke. Der smuttede altid en del kemitropper forbi mine folk. At placere revl og krat inden for fortets mure var også den direkte vej til game over, og hvis det endelig lykkedes at holde skindet på næsen, så sørgede fjendens bombefly for at sprænge mit antiluftskyts til atomer. Der gik over en time, før jeg nåede gennem strabadserne.

Strategifanatikere kunne formentlig have klaret missionen på den halve tid, men det var ikke kun min manglende RTS-erfaring, der blev trukket ud i lyset. Undervejs lykkedes det mig uforvaret at ramme de forkerte taster og vælge forkerte enheder, så artilleri og fodfolk forlod basen og jeg pludselig havde bazootropper ved min side, i stedet for assaultstyrken. Og den slags fejl opstår ofte, fordi det er svært at udstikke ordrer i tredje person, skifte rundt mellem enheder og geografisk placering, og samtidig selv deltage aktivt i massakren. Der er for langt fra tanke til handling og for meget, der kan gå galt, selvom Kuju åbenlyst har gjort deres yderste, for at få styringen til at gå op i en højere enhed.

Det hele skal gå så hurtigt, at manøvrefriheden - og dermed også den overordnede strategi - ofres. Jeg sidder som konsolelsker og skriger efter mus og tastatur. Desuden er AI’en ikke altid knivskarp. Alt for ofte står et helt geled og triller tommelfingre få meter bag frontlinjen, mens deres kammerater falder om som fluer.

Battalion Wars henvender sig ikke til alle. Mange vil sikkert finde det vanskeligt at lege infanterist og hærleder samtidigt. Det gør dog ikke spillet dårligt, og der er med garanti mange, som ikke vil føle sig kvalt af den ret komplekse styring. Kan man lide både strategi og action, er der meget at hente i Battalion Wars. Det kræver dog, at man synes om begge genrer og kan leve med, at hverken strategi- eller actiondelen isoleret set er særligt dybe, og at de til tider snubler over hinanden.