Under the Skin

Under the Skin, eller Panic Maker som spillet hedder i Solens Rige, er en god idé på papiret. At den er udtænkt af et hold japanere, bliver det hele absolut ikke dårligere af. De har nemlig en evne til at slippe det indre legebarn fri i en grad mange europæiske udviklere stadig har mere end svært ved - uanset emne. Men ligesom ens på én gang irriterende og samtidig sjove onkel, der trykker en hårdt i hånden og leger med pruttepuder til diverse familiefester, så er Under the Skin udelukkende sjovt i meget kort tid. De gakkede og halvskæve indslag falmer nemlig hurtigt når monotonien bider sig fast i joypaddet. Og det kan alverdens boksehandsker, tegnestifter og bowlingkugler desværre ikke lave om på.

Men før det kommer så langt, så er der alligevel en vis portion underholdning at hente i Under the Skin, der lader dig træde ned i skoene på den kun tre år gamle Cosmi, som sendes til jorden for at skabe så meget rav i den som overhovedet muligt. Vores elskede blå planet er nemlig legeplads for en lang række udenjordiske væsner, der tilsyneladende skal op til eksamen i spøg og skæmt, for at træde ind i de voksnes rækker. Efter en grundig introduktion af Master Itazura, en legendarisk læremester i kaos, slippes man løs på spillets otte baner, der indeholder alt fra en summende storby til en støvet westernflække og sågar en mini-udgave af Raccoon Citys zombiehærgede gader - naturligvis kendt fra Resident Evil-serien.

Her udstyres man med en Capture Gun, der lader dig scanne alle jordens beboere og herefter piller deres DNA-kode fra hinanden. Ud fra dette materiale kan du så bygge dig en skjult identitet. At alle i befolkningen så samtidig løber rundt med et mindre arsenal af fyrværkeri, tonstunge kæmpeburgere og hulahop-ringe er tydeligvis helt normalt. Og så går jagten ellers ind på ussel mammon. Brug en omgang hidsig karaoke til at tvinge en gammel dame i knæ, eller send et brød af en betjent på en flyvetur i gaderne med et velplaceret slag fra en boksehandske - der er masser af morsomme indslag. Gøres dette i de øjeblikke hvor banen går i Panic Time, så høstes dukaterne i endnu større stil.

På nogle baner gælder det om at indsamle fleste mønter, mens det på andre er påkrævet at du arbejder sammen med en anden alien, for f.eks. at tømme en tredje for mønter inden tiden løber ud. Fælles for alle banerne er dog at holdet bag har skortet på en egentlig dybde i gameplayet, hvilket gør at Under the Skin falmer, når først alle de sjove indslag er set og prøvet af. Krydret af med det faktum at de otte baner kan overvindes på ganske få timer og uden brug af den store strategi, så sidder man hurtigt med en noget tom fornemmelse i kroppen. Cosmi åbner ganske vist op for alle spillets baner i 2-player som de gennemføres, og et par enkelte nye modes bliver det da også til efter man har gennemført spillet, men disse kan slet ikke opveje den mangel på stjernestøv, som titlen vitterligt lider under.

Mange gange er det også alt for let at snyde spillets AI. En afventende position, hvor man lader ham lave alt det hårde arbejde og så efterfølgende udelukkende går løs på modstanderen i kampen om at få alle hans mønter, virker for det meste efter hensigten. Kun hen mod slutningen af spillet kan der opstøves en vis strategi fra AI’en, og selv her bliver det aldrig krævende at narre ham og så smutte med klingende mønter hængende ud af bukselommen. Spiller man det mod en god ven, bliver det hele naturligvis en kende mere morsomt, men man er aldrig på de højder hvor det legendariske Toe Jam & Earl befinder sig - desværre.

Visuelt er Under the Skin også en noget ordinær omgang. Tegneseriestilen passer glimrende til spillet, men der er en skærende kontrast mellem spillets cut-scenes og den udtværede in-game-grafik. Desuden driller kameraet mere end én gang, når man i små områder prøver at manøvrere sig uden om en rasende menneskemængde, hvilket betyder at man mange gange taber mange af sine mønter ved ren og skær uheld, i stedet for mangel på kontrol.

Jeg værdsætter virkelig Under the Skins evne til at køre konceptet helt ud og servere en ret så unik spiloplevelse, men jeg er samtidig yderst skuffet over manglen på en reel dybde. Uden egentlig strategi og med kun otte baner, så er det kun spillets bugnende arsenal af sjove løjer der kan fornøje en, og når den sidste pruttepude slipper sine lyde - hvilket går hurtigt - så er der faktisk ingenting tilbage.