Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Obscure

Obscure

Silent Hill møder Scream i rendyrket rip off-udgivelse. Henrik har kigget nærmere på et mere jordnært gys.

Alle dage - ikke mindst når det tjente et kommercielt formål - har mennesker lånt, købt eller snuppet større eller mindre dele af andres værker. Nogle mener at vi alle er medier, der formidler en grundlæggende åndelig viden videre til masserne, og set fra det synspunkt kan intet individ, firma eller lignende påstå at deres kreationer som sådan tilhører dem. Det var bare dem der er af uransagelige årsager fik adgang til lige netop den viden og derefter udførte håndværket. I vores "kroner og øre"-samfund er den opfattelse naturligvis intet værd, og den ville også pulverisere vores samfunds fundament hurtigere, end du kan nå at sige Obscure.

Indrømmet: Denne indledning var måske nok lige lovlig tung og filosoferende, men Obscure er den type spil, der aldrig var blevet til noget, hvis ikke udvikleren havde haft noget solidt råmateriale at læne sig op ad. Råmaterialet er det fænomenale Silent Hill, og Hydravision er ikke veget tilbage for at skære nogle ordentlige lunser af Konamis horrorkoncept, for Obscure både ligner og føles som en klon. Hydravisions klon er dog hverken halvt skræmmende eller fængende som Silent Hill, men Obscure er skam et fornuftigt stykke håndværk.

Leafmore High School ligner umiddelbart en ganske normal amerikansk skole, men under overfladen gemmer sig en skræmmende kendsgerning. Gennem en årrække er flere elever forvundet som dug for solen. Politiet står selv mange år efter uden reelle spor i sagen, og da en af deres kammerater forsvinder, tager fem elever sagen i egen hånd. Fire af dem mødes en dag efter skoletid og går på opdagelse for at finde deres ven. Historien fortælles via cut-scener og tekstdokumenter - som i Resident Evil og Silent Hill - og der er skam lagt i ovnen til overraskelser undervejs.

Resident Evil har det (eller havde oprindeligt), Obscure har det, SH har det ikke: Holdspil. I Obscure kan to spillere tæve monstre sammen som i Baldur’s Gate. Det er en smart feature, selv om de fleste af os nok kommer til opleve spillet på egen hånd. De fem figurer har hver en unik egenskab; Josh kan hurtigt afgøre om man har fundet alle genstande i et rum, Stan kan dirke låse op i en håndevending og Ashley kan lave nogle onde angrebsmanøvrer. Spilleren kan tage kontrollen over en to-mandsgruppe, hvor den ene figur AI-styres og kan gives simple kommandoer, og man kan frit skifte mellem de to figurer med et tastetryk.

Når vi fremfører at Obscure er en rip off-titel, så er det ikke uden grund. Uanset om man fokuserer på navigationskortet, styringen, monstrene, grafikstilen eller lydfladen, så er der enten hentet en ordentlig spand inspiration eller direkte stjålet fra Konami og i mindre grad Resident Evil. Dette har sikret et vist kvalitetsniveau, men faren er bare at produktet også bliver målt og vejet op mod sit ophav, og Obscure kan slet ikke begå sig sammen med SH - men hvilket spil kan egentlig også det?

Obscure er fyldt til randen med action. Gennem et velfungerende kampsystem, der minder om et fornuftigt og afpudset kompromis mellem SH og RE, vil spilleren skulle banke monstre gule og blå med baseballkøller og jernstænger eller fylde dem med varmt bly fra pistoler og shotguns. De indlagte puzzles er ikke de sværeste nødder at knække og minder meget om de gængse horror-puzzles. Der er arbejde til førstesalen, men ikke mere end at alle kan være med.

Hydravision kan godt være tilfreds med sit grafiske arbejde, for Obscure er både en nydelig og obskur oplevelse for nethinderne. Pæne figur- og baggrundsteksturer blander sig fornemt med nerverystende og glidende animationer af monstre og figurer. Dog må hastigheden af og til indkassere et slag til kæben, men egentligt generende bliver det aldrig.

Hvis man slår klon op i et fremtidigt spilleksikon, vil man formentlig få øje på et screenshot fra Obscure. Udover 2-spillermoden og muligheden for konsekvent at vælge mellem fem figurer med hver deres smarte lille egenskab, har Hydravision i bedste fald ladet sig kraftigt inspirere af Resident Evil og særligt Silent Hill. Ja, man kan vist godt tillade sig at kalde det et plagiat. Et plagiat, der fungerer okay, og som godt kan nydes af horror-fans, der bare ikke forventer sig for meget - og slet ikke originalitet.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Nogenlunde horror-titel med masser af action.
-
En Silent Hill-klon fra ende til anden.