The Getaway
The Getaway emmer allerede nu af klassiker status, og PlayStation ejere kan glæde sig til en ordentlig omgang action.
Denne artikel er væsentlig længere end den trykte version, der kan findes i månedens nummer af Gamez.dk.
Et af Sony’s største projekter nogensinde, har i længere tid ikke været til at opdrive i form af screenshots eller generelle informationer. Siden annonceringen i år 2000, og den lovede udgivelse i efteråret år 2001, har der været stille omkring The Getaway. Men nu inviterer Team Soho GameReactor forbi til et kig på det overdådige spil, og dermed chancen for at få hænderne begravet i et af de hotteste spil i lang tid.
Myterne omkring spillet og dets udvikling har været mange. Nogle kilder pegede i retning af at Sony havde droppet spillet, mens andre sagde at Rockstar’s Grand Theft Auto III, havde ødelagt Team Soho’s store planer med The Getaway - og at spillene næsten var identiske. Intet kunne være længere fra sandheden. Der arbejdes i øjeblikket hektisk på spillet, der mest af alt minder om spil udgaven af Guy Ritchie’s Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch. Og efter at have besøgt udvikleren midt i Londons myldrende gader, så kan vi berolige PlayStation 2 ejere. Det ser helt fantastisk ud.
Vi mødes med Team Soho i deres enorme Board Room på femte sal. Her har Chun Wah Kong, spillets leder når det kommer til programmering, Simon Wood, som er projektets kreative leder og Sam Coates, der tager sig af det grafiske udtryk, slået sig ned med skitser og en rullende demo af deres seneste projekt The Getaway - et spil der har været under udvikling i mere end to år. Efter en gennemgang af spillets generelle struktur og inspiration, viser Chun en bil-sektion frem. Desværre får GameReactor ikke meget at se, for hver eneste gang programmøren drejer omkring et hjørne, fryser spillet, og teamet er nødt til at starte forfra. Men som hærdede journalister, har vi naturligvis oplevet dette før, og tager derfor det hele med et smil på læben. Det er teknikken der fejler, ikke spillet.
Det er først da vi møder hele Team Soho i selve hjertet af bygningen, at vi får syn for sagen. Mere end halvtreds mennesker arbejder i nærmest døgndrift på spillet, der er gået han og blevet meget mere end blot et stykke arbejde. Nogle arbejder på spillets bil sektioner, mens andre laver - af mangel på bedre beskrivelse - de mere Metal Gear Solid agtige dele. Vi vises først hen til et gigantisk kort over London. Her lægger GameReactor mærke til at store dele af det er tegnet ind med tusch - og da Simon Wood fortæller os, at det er den del af London som optræder i spillet, synes det næsten uvirkeligt. Team Soho har simpelthen brugt originale billeder fra de enkle steder, og gengivet dem med stor nøjagtighed. Resultatet er et spil, hvor spillere der kender London, rent faktisk kan genkende store dele af byen.
Men det er ikke bare denne del der fascinerer. Den gnidningsløse integrering af både biler og action til fods, er godt realiseret og selvom GameReactor først synes, at det minder utrolig meget om Grand Theft Auto III, så gør en snak med Chun Wah Kong det hele mere klart.
"Da vi først så Grand Theft Auto III her på arbejdet, blev vi alle lidt skuffede. Måske både fordi dele af det vi har i vores spil var der, men også fordi vi syntes de manglede noget. Når jeg ser på GTA3, så ser jeg først og fremmest et sjovt, men også meget tegneserie præget spil - det hele er lidt uvirkeligt. Med The Getaway sigter vi efter realisme. Uanset om du kører rundt i en bil eller går rundt til fods, så er spillet langt mere realistisk. Og så har vi jo også action der foregår i de mange bygninger i spillet."
Og det sidste er netop, hvad GameReactor har lagt mærke til. For til forskel fra GTA3, så er The Getaway missions baseret og bygget op omkring en historie. En historie, der giver spilleren mulighed for at gå på opdagelse i mange af spillets bygninger, om end det naturligvis kun er et par håndfulde udvalgte. Og det er specielt historien, som hele Team Soho allerede nu er meget stolte over.