The Getaway

Med de seneste års spiludgivelser er linien mellem film og interaktiv underholdning langsomt blevet udvisket i en grad, hvor film- og spilfans kan samles foran konsollen. Ikke så meget på grund af det forjættede land kaldet fotorealisme, men mere i form af tætpakkede historier med dialoger og skuespil egnet til film.

The Getaway er det seneste af slagsen. Bygget på klassiske engelske filmskatte som Get Carter og Face opruller Team Soho¹s seneste spil historien om Marc Hammond - en tidligere kriminel der efter at se sin kone dø og sin dreng blive kidnappet, hives ind i Charlie Jolsons edderkoppespind af løgne og bedrag. Opgaven er enkel nok. Udfør en række halsbrækkende opgaver for Londons hårdeste gangsterboss eller hent sønnen i Themsen.

Ambitiøst som bare fanden
Dette er uden tvivl Sonys mest ambitiøse spil til dato. Mere end fire lange arbejdsår har Team Soho slidt med at genskabe mere end 40 kvadratkilometer af Londons mange gader. Nyt udstyr er købt ind og på snedigste vis inkorporeret i spillet, noget er endda blevet fast inventar og vil i en eller anden form dukke op i andre projekter fra giganten. Resultatet er en til tider fabelagtig visuel- og lydmæssig fremstilling af den hårdkogte undergrund i London og et gameplay, der i glimt viser hvad det hele kunne være drevet til med en generel finpudsning.

Historien er grundstenen i The Getaway. Spillet piskes nærmest af plottet og modsat Vice City, er der ingen mulighed for at gå på opdagelse i Londons leverpostejsfarvede gader. Eller det vil sige, det er der, men det fører bare ikke til noget. Det er først når man ruller ud på sin egentlige opgave, at spillet går i gang. Der er ingen små jobs, ingen telefoner der ringer og ingen ekstra missioner.

En rigtig god historie
Til gengæld er der langt mere i historien, end der normalt er i denne slags spil og det får spilleren til at hænge fast foran skærmen. Først i rollen som Marc Hammond og senere som den uortodokse politibetjent Frank Carter. I gennem 24 missioner tvinges gameren til at angribe fangetransporter, snige sig ind på en politistation, udrydde narkokarteller og indtage et skib. Spillet gentager aldrig sig selv og indeholder en vidunderlig vifte af de mest eksotiske steder i Englands hovedstad krydret godt op med en god portion uventede plotdrejninger.

Desværre er ikke alle facetter af The Getaway lige fornøjelige. Mens turene i bil afslører en nærmest mikroskopisk sans for detaljer på både bygninger, biler og gader, så hænger en anden af spillets helt store dele kun jævnt godt sammen. At sidde bag rattet på en Lexus SC430 føles rigtigt. At drøne ned gennem gaderne med strisserne i hælene er en fantastisk oplevelse. At trævle siden op på en Citroen Saxo er givende på en måde der ikke kan beskrives det skal simpelthen opleves. æg til dette det faktum at Team Soho så også har formået at indgyde forskellige køreegenskaber i samtlige af spillets biler fra en TVR Tuscan til en Nissan Skyline GT-R gør det bare endnu mere imponerende. Desværre udgør bildelen af The Getaway ikke det bærende element, og der er sjældent tale om andet end transport fra opgave til opgave, så selvom styringen af disse er fantastisk, så redder det ikke helhedsindtrykket.

Jeg kan faktisk ikke sigte
Der hvor hoveddelen af spillet skal opleves er i selve action-delen, og her halter The Getaway en del efter. Som en krydsning mellem Metal Gear Solid og Headhunter udstyres spillere med to pistoler og et utal af forskellige lokaliteter der skal finkæmmes for forbrydere fra triaderne til de tilbagelænede Yardies. Her er der mulighed for at læne sig op ad væggen, lave rullefald og knække nakken på uopmærksomme vagter. Rent grafisk fungerer også denne del lækkert, men styringen og i særdeleshed sigtet burde være ændret for længst.

Mens det er på grænsen til det irriterende med kameraet, der dovent finder sin plads i de fleste rum, så er det i sidste ende spillets Auto-Aim der gør The Getaway unødig svært og kompromisløst. Spilleren tvinges til at dø igen og igen, fordi potentielle fjender fravælges og der i stedet tages sigte på en fjende i periferien. Denne anmelder måtte spille nogle at spillets baner igennem mere end halvtreds gange for at klare en situation som ellers ikke krævede det store. Og med et knust joypad på gulvet går det først for alvor op for én, hvor fejlfyldt dette element er og hvor lidt styringen egentlig arbejder sammen med spilleren.

Fra situationer hvor der går sekunder før en fjende fanges i sigtet til tider hvor et flakkende sigte mellem utallige fjender får skærmen til at gå i et nærmest epileptisk anfald, er det utroligt at dette element er sluppet gennem nåleøjet uden justeringer. Læg dertil tidspunkter hvor et veltimet rullefald i stedet fører til en gidseltagning, fordi samme knap bruges til flere ting og kun bestemmes udfra om der tilfældigvis er nogle forbipasserende til stede, så har man opskriften på en enerverende situation. Dette hindres endvidere af arbitrære saves, der nogle gange fungerer strålende og sætter spilleren af på nøjagtig samme sted hvor helten døde, mens der andre gange er tale om at skulle spille hele opgaver forfra. Spillet har også nogle hastighedsproblemer, når der sker meget på skærmen. Under store sammenstød eller i ildkamp med mindre bander hoster spillet sommetider i udførelsen, hvilket skuffer lidt, om end det ikke ødelægger oplevelsen.

Anderledes og fornyende
Alligevel kunne denne anmelder ikke lade være med at føle sig draget af The Getaway. Dialogen er frisk, provokerende og autentisk, historien fængende og grafikken til tider helt sublim. Man føler sig som en del af en større historie, som en lus mellem to negle, der er nødt til at hoppe ud i næste selvmordsmission for at se ens søn i live igen. Man er konstant i skudlinien. Presset til at vende gamle venner ryggen og sværge troskab til fjenden. Der er ingen tvivl om at man er i en verden af kløpulver med begge hænder bundet på ryggen.

The Getaway ender som en sanseløs flot, men også fejl behæftet oplevelse, der kræver meget af gameren, og som med ganske få rettelser sagtens kunne have være den mere seriøse, hårdkogte og voksne udgave af tandpasta smilet Vice City. Der brydes nu grund med hensyn til cut-scenes, dialog og udelukkelsen af både lifebars, sigte og et kort over byen - altsammen med til at skabe troværdige og anderledes rammer, men det bliver på bekostning af overskueligheden og en velfungerende styring. Som The Getaway er nu, er det stadig værd at stifte bekendtskab med, men falder et stykke fra status som en vaskeægte klassiker, og man bør væbne sig med tålmodighed, hvis skiven ender med at snurre i ens maskine.