XIII
I junglen af bil- og platformspil, FPS’ere, RTS’ere og rollespil, er det svært at gøre opmærksom på sig selv i disse år.
I junglen af bil- og platformspil, FPS’ere, RTS’ere og rollespil, er det svært at gøre opmærksom på sig selv i disse år - måske mere end nogensinde før. Genrerne er overrendt af mere eller mindre gode tilbud og selv de virkelig gode, skal være ypperlige for at ende på toppen af salgslisterne. Heldigvis for Ubi Soft er XIII er af sjældenhederne, der ikke blot gør opmærksom på sig selv, ved at have et udpræget anderledes grafisk udtryk, men også arbejder videre med FPS genren og tilfører den en længe ventet blodtransfusion.
Grunden er naturligvis, at spillet først og fremmest bygger på den højst succesfulde tegneserie af Jean Van Hamme og William Vance, der allerede er pakket til randen med spioner, hemmelige bankbokse og et stort arsenal af skurke og derfor er perfekt materiale til at arbejde videre med. Selv det grafiske udtryk kan stort set løftes lige over i de digitale kredsløb og med FPS genren som baggrund for et hæsblæsende eventyr om hukommelsestab, er der for alvor lagt i kakkelovnen til noget stort. Alligevel må Ubi Soft have gået i gang med et sådan projekt med dirrende hænder, ikke mindst fordi Cel-shading i dag næsten er et fy-ord hos den inkarnerede gamer, men også fordi tegneseriens mange fans stiller skrappe krav til spiludgaven.
Gamereactor har modtaget den første kode af spillet, som i øvrigt er den selv samme der blev vist frem på årets E3 messe, og vi er mere end normalt imponeret over Ubi Soft Montreals håndtering af den sælsomme helt. Det er først og fremmest den visuelle side der viser tænder. Udvikleren har formået at indgyde samme stil og stemning som tegneserien har og har så oven på dette tilsat de vanlige kapooow og pang, når spilleren enten slår eller skyder sig gennem spillets mange levels. Dette er så krydret af med øjeblikke, hvor et perfekt skud til hovedet, starter en lille stribe billeder - nøjagtig som tegneserien. Selv et kast med en granat afføder et øresmældende brag efterfulgt af ordene kaboom. Og det hele fungerer upåklageligt.
Historien er måske ikke ligefrem nyskabende. Ude af stand til at huske, hvor du kommer fra, vågner du op i et livredder hus med XIII tatoveret i nakken og nøglen til en bankboks i lommen. Herfra hvirvles spilleren ind i et sindrigt spind af løgne, bedrag og jagten på sandheden. Det er som sagt ikke originalt, men i en FPS, hvor historien i forvejen til er hensat til sidste stolerække, er der rigeligt ballast til at holde dig foran skærmen.
Indtil videre er spillets eneste problem til forholdsvis løse kontrol. Sigtet flakker fra side til side ved bare den mindste berøring og præcise skud over lange afstande kan blive et problem, der i sidste ende betyder døden. Systemet til at vælge våben med mangler ligeledes et par rettelser, så det fungerer lidt mere intuitivt. Til gengæld er hastigheden helt i top og Gamereactor har endnu til gode at se spillet halte i farten. Der er heller ikke noget i vejen med udvalget af våben som går fra de traditionelle pistoler til geværer og til en dødelig, men langsomt ladende harpun.
Velvidende at Ubi Soft har underskrevet en femårig aftale med Dargaud, er dette givetvis kun starten på en bølge af XIII relaterede spil, men hvis de alle har den kvalitet som der er tilstede i dette første projekt, så ser vi gerne mere til den hukommelsesplagede helt.