Tokobot

Spiller du stadig på din PSP? Er den med i toget, på de alenlange busture og nede på parkens slidte bænk? Står du og tripper hver aften for at den skal blive færdig med at oplade, så du kan få hænderne på knapperne og komme i gang med endnu en bane i dit yndlingsspil? Jeg gør ikke. Lige siden jeg fik sat det sidste punktum i min anmeldelse af Grand Theft Auto Liberty City Stories, har min interesse for den håndholdte været nærmest lig nulpunktet. Men rent faktisk, og det er hvis jeg skal være helt ærlig, så tabte jeg allerede store dele af min tro på maskinen, kun et par måneder efter lanceringen i september. De mange genudgivelser, remakes og direkte konverteringer kvalte min trang til at hive det sorte vidunder ud af dets etui.

Det var indtil forleden dag da Tokobot, eller Karakuri som Tecmo kalder spillet i Japan, kravlede ud af en kuvert og efterfølgende lå og stirrede op på mig med sit flotte, hvide omslag. Jeg forsøgte forgæves at koncentrere mig om Word og en eller anden artikel jeg havde gang i, men kun 100 ord senere var monitoren vraget til fordel for PSP’ens lille widescreen-skærm og de første glimt af Tokobot. Og spillet havde mig fra starten fanget, ikke mindst fordi grundideen med at kommandere rundt med et kobbel overnuttede robotter og bruge dem som en stige, bro eller til at uddele tæsk med, ikke er noget jeg har oplevet før i spilsammenhænge.

Tokobot handler om den storøjede, arketypiske japanske dreng Bolt, der kan kontrollere og kommandere rundt med en snes overivrige og ekstrem akrobatiske robotter. Og det er godt, at han kan det, for selv er han ikke i stand til meget andet end at stå op, tage tøj på og måske åbne døren - ja, det er så på en god dag. Desuden er den verden han bor i mistænksomt ubegavet sammensat, hvilket betyder, at broer, døre og håndtag sidder lige præcis så højt, at han på ingen måde kan nå dem. Og det er så her de små mekaniske slaver skal have et par ordrer eller tre. De små tokobotter kan nemlig ved bare en enkelt kommando blive til et langt torv, en stige eller sågar en bro, og på den måde kan du, hvis altså lige gennemskuer den enkelte banes snedige design, finde vej igennem virvaret af sten, græstørv og huler. Heldigvis blev jeg ledt godt på vej af et par grundige forklaringer, så det varede ikke længe før jeg kunne bruge spillets tre grundformationer til at åbne døre, træde på kontakter og aktivere store tandhjul.

Og Tokobot holder sig udelukkende til de snedige gåder. Her er ingen pistoler, hæsblæsende racer-kampe eller mini-spil. Tokobot er et platformspil af den gamle skole, uden alt det fnidder, der i dag udgør 75% af en i forvejen tyndbenet pressemeddelelse. Faktisk er Tokobot langt hen af vejen en forlængelse af Ico, eller de specielt lange sekvenser fra det allerførste Tomb Raider. Fingrene sendes på overarbejde for at udføre og time de mange formationer korrekt, mens hjernen forsøger at gennemskue måden måde hvorpå de skal bruges. Der er et eller andet ekstremt rart ved at synke ned i bussens bagerste sæde og så ellers fordybe sig i banen, mens den mest sukkersøde, overproducerede, møgjapanske musik summer i øregangene.

Tokobots zen-agtige, pixel-perfekte hop-miljøer brydes fra tid til anden af boss-kampe, der som reglen nærmest foreskriver det, handler om at aflæse mønstre og udklække slagplaner for deres endeligt. Hvorfor Tecmo ikke turde tage chancen og helt droppe den form for konventionelle indslag, ved jeg ikke rigtig, men jeg ville have fortrukket, at Tokobot som Ico, i stedet brugte kræfterne på endnu flere fysiske forhindringer.

Den visuelle side af Tokobot lever højt på min, og givetvis også andres evne, til at falde i svime over nuttede robotter, pangfarver og traditionelle japanske karakterer. Som platformspil er det helt i tråd med den måde, japanerne altid syer et spil af den slags sammen på, hvilket sjovt nok også er præcis det, jeg bare elsker. Den grafiske side følges fint til dørs af en lydside, der emmer af sommer, lette akkorder og andekvæk. Ja, jeg ved det lyder mærkeligt, men mellem de fjollede orgeltoner og blæsere, er der fra tid til anden lyden af ænder.

Om Tokobot kan få bugt med min pessimisme og for alvor få mig til at finde opladeren frem fra skabet, må tiden vise, men de første par timer i selskab med spillet, har fået smilet helt op til ørene på mit vinterblege ansigt, og gjort lysten til at tage endnu en dødkedelig bustur fra Hvidovre til Lyngby lidt lettere.