Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Tokobot

Tokobot

Tecmo sender de små, nuttede robotter på farefulde eventyr. Jesper har kæmpet sig igennem platformspillet Tokobot.

PSP har hidtil nydt godt af en lang række velkendte serier i håndholdt format. På nær den stribe af nye, men mindre heldige titler fra Sony i konsollens første tid, så har det været småt med originalt indhold til maskinen, så derfor var jeg naturligvis spændt på at se, hvad Tecmo havde i posen med Tokobot. Firmaet, der især er berygtet for deres storbarmede Dead or Alive-serie, virker måske ikke som den oplagte udvikler til et spil af denne type, men den japanske outsider har åbenbart mere i hovedet end halvpåklædte damer.

Tokobot er grundlæggende set et fusionsforsøg mellem platform- og puzzle-genren. Historien tager udgangspunkt i en ældgammel, men højtudviklet civilisation, der havde opfundet en hel del sjove robotter. Efter deres undergang har de efterfølgende arvtagere kun fundet en brøkdel af robotterne, og slet ikke forstået deres fulde potentiale. Da forskeren og spillets hovedperson Bolt, pludselig finder de spidsfindige robotter, Tokobots, åbner der sig en hel ny portal til de tidligere tiders storhed, og hele spillet fungerer derfra som en lang rejse i at forstå disse sjove skabninger.

Historien har ikke den store indvirkning på oplevelsen, og de få stop man har på hovedlaboratoriet er stort set ligegyldige, men det danner alligevel en veltjent ramme omkring spillets udformning. Her drager du på forskningsmissioner med dine Tokobots, hvoraf du starter med seks af slagsen, men gradvist finder flere. Spillets primære mekanisme er baseret på, hvor nuttet det end kan lyde, at holde dine små robotter i hånden og derved danne en række forskellige formationer. Stiller de op på en lige række efter dig, kan du svinge dem forover og bruge dem som en aflang kæp, eller gribe fast på magnetiske genstande som en stige. Med dem placeret til siderne kan du dreje hurtigt i rundkreds og smadre alt på din vej, eller svæve langsomt i luften.

Der er en lang række kombinationer, som udvides hele spillet igennem og skaber en dejlig, progressiv fornemmelse. Alle muligheder har deres fordele og svagheder, hvilket skaber nødvendighed for et stadig skift af formationer, hvis effekt ligeledes er knyttet antallet af Tokobots omkring dig. Heldigvis skal du ikke bekymre dig, hvis du mister et par af de små hjælpere på vejen: de kan hurtigt hidkaldes ved at holde højre skulderknap lidt nede. Og heldigvis for det, da de ikke altid er de bedste navigatører. Disse mange Tokobot-kombinationer bliver ganske interessante i spillets mange puzzles og gåder, hvor robotterne også tit skal forvandles til særlige konstruktioner som en kran eller kanon. Gåderne er både tilgængelige, udfordrende og underholdende i langt de fleste tilfælde, hvilket også afspejles i spillets gennemgående boss-kampe, der ofte stiller krav til hurtige skift.

Desværre er hele oplevelsen ikke så smertefri og nydelig, som Tokobot ellers har rigeligt med potentiale til. En kombination af problematisk styring og et jævnligt irriterende kamera, skaber nogle uheldige situationer, der tit efterlader én frustreret og tosset. Det største problem findes, når du holder dine Tokobots i hånden. Af forståelige gameplay-mæssige årsager, er du i denne tilstand ikke i stand til at dreje omkring din egen akse, men din retning er som regel vigtig, og det bliver hurtigt et unødvendigt besvær at pejle Bolt den rigtige vej. Kameraet volder også problemer i spillets ellers så innovative platforms-sektioner, da du mere end ofte mister din stedfornemmelse, og derfor ender dine dage i et bundløst hul.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at se en ellers forfriskende og original oplevelse krakelere, om end store dele af spillet stadig er ganske fornøjeligt og problemfrit. Hvor Tecmo derimod har svært ved at redde sig selv, er i selve spillets struktur, som forekom mig utrolig lineær. I starten er det tydeligt, hvordan banerne har flere veje, men disse er nøje opbygget efter den konstante udvidelse af kombinations-muligheder, og når spillet først er gennemført, er det svært at få sig selv til at starte forfra igen. Tokobot er desværre også fuldstændig tomt for hemmelige steder, hvilket ellers ville passe spillets gameplay fortrinligt.

Det er dog svært, ikke at udtrykke en glæde over spillet. Det føles som et blidt, friskt pust på en scene, der ofte er domineret af uoriginale eller mislykkede forsøg. Tokobot er bestemt ikke en fiasko, og på trods af en del børneproblemer og en lidt for kort levetid, så er det et spil, enhver platformfanatiker bør holde et vågent øje med. Jeg håber i hvert fald inderligt på en efterfølger, for der er tonsvis af potentiale tilbage i disse små, nuttede robotter.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Gode og underholdende puzzles. Originalt koncept
-
Til tider problematisk styring og kamera. Meget lineært.