Lemmings
De selvmordslystne lemminger springer hovedkulds over på PSP. Asmus har set nærmere på klassikeren i helt nye klæder.
De er iført blå kåber, og deres hår er mørkeblåt. De optræder for det meste i større grupper, og de er bestemt ikke blege for at drukne sig, eller lade glødende stenmasser brænde livet ud af kroppen på sig. Jeg snakker naturligvis om Lemmings. Disse elskede skabninger har optrådt i et væld af spil på mange platforme, og man kan være sikker på én ting, når man har med Lemmings at gøre: Ligegyldigt hvad man beder dem om, så gør de det.
Formatet hedder denne gang PlayStation Portable, men løjerne er de samme. Noget der minder lidt om en himmelsk port åbner sig, og ud strømmer en horde af de blåhårede fyre. Det er så op til dig at lede så mange af dem som muligt hen til banens mål. I Lemmings er der Classic-mode, og som navnet antyder, indeholder det banerne fra det klassiske Lemmings. Foruden Classic-mode er der et mode kaldet Special, der bare er Classic-mode med nogle andre nye baner.
I hver bane skal man føre et bestemt antal lemmings til mål for at gennemføre banen. Lemmingerne kan udstyres med forskellige evner for at klare ærterne. De kan gøres til gravere, der graver et hul i jorden. De kan gøres til klatrere, således at de kravler op ad forhindringer. De kan gøres til blokkere, der stopper andre lemminger og får dem til at vandre den anden vej, eller de kan gives en paraply således at de ikke kommer til skade, når de uden videre overvejelse kaster sig ud i et dødsforagtende styrt. Egenskaberne er mange, selvom det ikke er altid, man har adgang til dem alle.
Grafikken har fået en overhaling fra tidligere udgaver af Lemmings; mens lemmingerne selv er meget små, hvilket de skal være, har miljøerne fået et par nye penselstrøg. Animerede tredimensionelle landskaber udgør baggrundene, og disse er flotte og til tider en smule pudsige. Flot er grafikken dog. Samtidig glæder det, at det ikke ser ud til at loadtiderne er slemme.
Skulle du være træt af banerne inkluderet i spillet, er der også mulighed for selv at designe baner, der sætter de små grå i højeste beredskab. Desværre virker det ikke helt enkelt at sammensætte baner selv. En finpudsning af systemet og en vejledning på, hvordan du reelt gør, vil helt klart gøre underværker. Ideen er, at ens ondsindede baner skal kunne deles med andre ligesindede Lemmings-plagere over nettet. Det er en feature, der, hvis den bliver lavet rigtigt, rent faktisk kan give Lemmings en levetid der nærmer sig det uendelige.
Det bliver spændende at se, hvordan Lemmings begår sig på PSP, når spillet er færdigt. Banerne varer i omegnen af fem minutter, hvilket er helt ideelt, hvis man skal gøre en monoton bustur sjovere, eller hvis man skal ignorere tiggerne i toget. Men spørgsmålet er om spillet også vil appellere til andre end nostalgikere, der får tårer i øjenkrogene, når Lemmings bliver nævnt.