24 The Game

Det er ganske få uger siden, jeg fandt Splinter Cell 2 frem fra skabet. Efter at have været begravet i eventyr, bilsimulatorer og voldelige actionspil, mærkede jeg pludselig et andet behov. Det var ikke så meget behovet for at liste rundt i skyggerne, se flotte grafikeffekter eller lave nydelige kighuller i intetanende skurkes pandeben. Nej, det var behovet for at føle, at jeg var en del af noget stort. En del af et team med livsvigtige opgaver foran sig. At være en betydningsfuld, toptrænet agent, hvis evner kunne redde verden. Når jeg sniger mig rundt i Jerusalems gyder under udgangsforbudet og hører Lambert give mig de seneste efterretninger, så glemmer jeg verden omkring mig og koncentrerer mig om min mission, mit virtuelle liv som CIA-agent.

Selvfølgelig er det en virtuel figurs liv, ikke mit. Og jeg behøver ikke at påtage mig ikke-eksisterende personligheder for at få lidt spænding i mit liv, men når et spil kan dække en trang, jeg ellers tidligst ville kunne få opfyldt i mit næste liv, så siger jeg ikke nej. Derfor har jeg også grebet chancen for at følge en hektisk arbejdsdag i Jack Bauers liv. Præmissen er grundlæggende den samme - en betydningsfuld person med et stort ansvar - og selv om Kiefer Sutherlands figur ikke helt tåler sammenligning med Sam Fisher, så er det lidt hen ad samme følelse, spillet giver mig.

24 The Game er to ting. Et spil, og en interaktiv skildring af hændelserne mellem sæson 2 og 3. Spillet er primært lavet til tv-seriens fans, ellers havde der ikke været så stort fokus på at gøre spillet 100 % autentisk. Studio Cambridge og holdet bag tv-serien, har arbejdet sammen på kryds og tværs for at sikre, at intet blev overladt til tilfældighederne. Derfor er plottet, figurskildringerne, cutscenerne og lydsiden til UG med kryds og slange, og det har lagt et stort pres på gameplayets skuldre, et pres, som udvikleren på nogle områder er bukket under for, men som også har fået selv samme til at tænke kreativt.

Kl. 06.00 border jeg et skib i Los Angeles’ havn på baggrund af et anonymt tip. Ikke som passager, men for at uskadeliggøre en gruppe terrorister, som er i besiddelse af store mængder af giftstoffet ricin. Med tre medlemmer af specialstyrken renser jeg systematisk hver kahyt for fjender, for til sidst at finde skibets oprindelige mandskab myrdet, og en aktiv bombedetonator. Hvis bomben sprænger, inficeres vandet med dødbringende gift. Med sved på panden desarmerer jeg bomben via et minispil og ånder lettet op. Med hvad gik det egentlig ud på?

Scenen skifter. Chase Edmunds arbejder undercover som stik-i-rend-dreng for en terrorgruppe med base i Washington D.C. Da Chase får nys om et planlagt snigmord på vicepræsidenten, kontakter han CTU vel vidende, at han i samme sekund har skrevet sit navn øverst på terroristernes dødsliste. Det er nu op til mig at guide Chase helskindet ud af terroristbasen. Det meget behjælpelige autosigte og de ikke altid lige intelligente fjender, gør opgaven nemmere, end jeg havde forestillet mig, men jeg er jo heller ikke blevet betroet jobbet på landets ypperste antiterrorbureau for ingenting.

Der er fart over feltet, når tv-seriens tekstforfattere og Sonys egne folk folder sig ud på den aldrende konsol. Og da tv-serien handler om meget andet end skuddueller, gør spillet det samme. Bortførelser, afledningsmanøvrer i LA’s metro, rundvisninger på sikkerhedsbureauer, biljagter, afhøringer og infiltreringer af fjendtlige tilholdssteder, har givet mig en god fornemmelse af, hvor hektisk en dag i Jack Bauers tilværelse kan forme sig. Gameplayet føles dynamisk, når en skydemission afløses en biljagt, en samtale i et supermarked ender med en forfølgelse til fods, eller når en pågribelse af en mistænkt forvandles til en afhøring. Gameplayafvekslingen udbygges, når man efter at have spillet Jack, må tage kontrollen over en oprevet Kim Bauer, som ikke er trænet til at håndtere skydevåben og derfor må ty til stealth. Historien er endda så veldrejet, at jeg via de hyppige figurskift oplevede situationen fra både CTU og terroristernes side.

De indlagte minispil, som toner frem, når en harddisks data skal genoprettes, en bombe desarmeres, en mistænkt afhøres eller byen scannes for tilstedeværelsen af bomber, understreger Cambridges forståelse af, at et spil skal spilles og ikke ses. Og så kan jeg godt se gennem fingre med, at de samme minispil genbruges ofte. At spillets biljagter lugter af Need for Speed, stealth-ideerne af MGS og ledsagelses-sektionerne af ICO, uden at nå nogen af disse til sokkeholderne viser omvendt, at Cambridge stadig vil være mest kendt for deres grafiske og fortællemæssige formåen, end deres evner til at kreere et på alle områder solidt gameplay. Særligt stealthdelen og kørefysikken i biljagterne er halvhjertet realiseret, hvilket sætter sine spor i den samlede oplevelse.

Spillet er lavet til tv-seriens fans. Det er en kliché af værste skuffe, for selvfølgelig er det det. Men klicheen giver mening, når en uindviet eller kræsen spilpurist smider spillet i maskinen og opdager, at 24 The Game trods alle sine styrker er bygget på et noget skrøbeligt fundament. De bærende gameplaydele - skydeaction, biljagter og stealth - er unægtelig set bedre udført, men samtidig hænger spillet godt sammen, navnlig på grund af minispillene og gameplayvariationen. Mens hærdede spillere vil stirre sig blinde på manglerne, vil de mindre hærdede og i særdeleshed seriefansene formentlig være tilfredse med spillet. 24 The Game leverer god action, intensitet og spænding, så de vigtigste succeskriterier må siges at være opnået.