Gamereactor

Gamereactor
Film
Zu warriors

Zu Warriors

Smukke film som Crouching Tiger og Hidden Dragon har tidligere imponeret. Er Zu warriors endnu et eksempel på asiatisk filmkunst?

Det er ualmindeligt svært at gengive historien i Zu Warriors da den er temmelig rodet og uden reel forklaring, på trods af den i sidste ende er ualmindeligt banal. Man kunne nøjes med: pinlig. Men lad os alligevel gøre et forsøg.

Vi befinder os et eller andet underligt sted mellem en masse flyvende bjerge og dimensioner. Mordo, en ond magt, truer lysets disciple og mestre. Hvorfor eller hvor alle kommer fra, får vi aldrig at vide.

Vi introduceres for en hel masse forskellige lysets krigere, hvor hovedpersonerne hedder Yang og Himmel. Deres udødelige kærlighedshistorie er også et vigtigt element i fortællingen.
Reinkarnationer på godt og ondt, Ying og Yang, budhismens lære om oplysthed og "sjæl gemt i sværd" er blot nogle af de vanvittigt mange temaer der kastes lige i fjæset på seeren.

En rød tråd skal man lede længe efter. Alt virker lidt tilfældigt blandet og blot som en undskyldning for en farlig masse eksplosioner og flyvende asiater.

Dette kunne måske tilgives hvis effekterne var i orden, men det er langt fra tilfældet.

Alt ser forkert ud. Eksplosioner, flyvescener og computergenerede skyer og øer er så ufatteligt ækelt produceret. Selv noget så simpelt som synkroniseringen er helt hen i skoven. På intet tidspunkt passede lyden til det talte, hvilket må siges at være skandaløst ringe for en film i dag.

Nu er mit kinesiske ikke optimalt, men hvis oversætterne har gjort deres arbejde bare nogenlunde, kan det uden tøven konkluderes at dialogen er bragende tynd, og flere steder helt uden ide og mening.

Grundideen bag Zu Warriors, at give afkald på sig selv i kampen for noget større, er såmænd ganske fin, omend set mange gange før. Udførelsen i praksis er desværre under al kritik. På ingen måde kan en så sløset produktion godkendes.

Når alt lige fra historie over skuespil til effekter minder om noget fra power rangers, så ser det umiskendeligt skidt ud.

Instruktøren har heller aldrig lavet en nævneværdig film. Coveret af filmen påstår ellers at han har været koreograf til actionscenerne i {Crouching Tiger, Hidden Dragon} og Matrix. Dette kunne jeg dog ikke finde belæg for andre steder. Skulle dette være sandt er det mig et endnu større mysterium at actionscenerne i denne film er så elendigt udført som de er.

Gå langt uden om Zu Warriors. Der er lavet masser af fremragende asiatiske film: {Crouching Tiger, Hidden Dragon}, Hero, Seven Kingdoms etc. Tag en af dem i stedet.

01 Gamereactor Danmark
1 / 10