Zoolander 2

Det var den 28. september 2001, og amerikanerne havde meget lidt at grine af efter skyggen fra det sammenstyrtede World Trade Center kastede en længerevarende depression over nationen. Og måske derfor var der ingen som bemærkede en ubetydelig, lille Ben Stiller komedie, som havde premiere i biograferne. Sort uheld, men måske også en uventet fordel, for Zoolanders manglende box office styrke blev erstattet af en langsomt brændende kultstatus med en lang eftervirkning på hjemmevideo-markedet. "Hey, har du set Zoolander? Den er vildt sjov". Word-to-mouth gik over middagsbordet, og den parodiske komedie, som latterliggjorde modeverdenens selvoptagede stupiditet og mandlige modeller, blev et globalt ikon efter man gevandt lysten til at grine.

Etterens svære start er langt mere interessant end den letkøbte toer. Zoolanders produktnavn er etableret, formlen er fastlagt og regelsættet skrevet på forhånd. Nu skal støbeformen blot fyldes ud mod den forudsigelige succes. Større budgetter og flere cameo-roller, men den gode komik er faktisk en svær ting som aldrig må undervurderes, og mens Zoolander for femten år siden ramte en specifik tråd i komikkens nervebaner, er det ikke sikkert samme opskrift virker igen. Men de prøver alligevel...

Derek Zoolanders skole for børn der ikke læser særligt godt, rammes af en katastrofe, da bygningen braser sammen, slår hans kone ihjel og efterlader hans orgie-afhængige ven, Hansel, med et vansiret ansigt. Så manden med det berømte blue steel look, skjuler sig i eksil, indtil der er bud efter ham grundet mystiske mord på smukke popstjerner. Alle med fremskudte selfie-læber på dødslejet. Ingen andre kan analysere sådan et look som Derek, så sammen med Hansel, begiver de inkompetente modeslaver sig mod et nyt opgør på catwalken.

Det mest spøjse påfund er Zoolanders uventede fremmedgørelse i den nutidige modeindustri, som i højere grad dyrker dekonstruktion, industri, street art, beskidte looks og nederen ting. De polerede venner, Derek og Hansel, er bare så 2001-agtige, da de træder ind i en selviscenesat ikke-glamourøs modeverden, stylet af modeguruen, Don Atari, som ligner noget der er vågnet i en container. Men, derudover kører Zoolander 2 på en professionel rutine bestående af utallige, kendte cameos (er det stadig sjovt?), den gamle type af absurd komik og knap så opfindsomme situationer som tidligere.

Hvis du føler din personlige smag for komik har udviklet sig de seneste 15 år, så er Zoolander 2 meget muligt ikke din duft længere. Er du derimod i en tilstand af stilstand, med intakt hang til Ben Stillers overstyrede type af parodiske fjollefilm, så er fortsættelsen en let forglemmelig boblevand af farver og tempo (uden det samme surprise-element som sidst). Men, ligesom den seneste fiasko med Dum Dummere 2, så er forventningen af gamle grin reelt set større end nutidens endelige resultat. Det lyder sjovt - men er det reelt ikke.

Ekstramateriale:
Blu-ray udgivelsen af Zoolander 2 er suppleret med fire ekstra film, der bl.a. omhandler filmens baggrund, originalens kultstatus og den afdøde komiker Drake Sather, som var medforfatter til originalen. Kortfattet, men alligevel indsigtsfuldt og interessant at høre om.