Zombi

Da {ZombiU} udkom til Nintendos Wii U-konsol, kunne jeg ikke undgå at føle mig en smule misundelig og nysgerrig over den unikke lanceringstitel, som ejerne af den dengang nye konsol havde mulighed for at spille. Et dystert univers, hvor London var invaderet af levende døde, og hvor den helt særlige controller til maskinen blev benyttet på særdeles kreativ vis, som når man for eksempel skulle have noget fra sin rygsæk, og måtte kigge på controller-skærmen for at finde tingen frem, altimens man skulle holde et halvt øje på tv'et, så man ikke pludselig blev overfaldet af en hjernehungrende zombie. Detaljer som denne skabte en langt større indlevelse, og det var meget fristende for mig dengang at anskaffe mig den nye Nintendo-maskine, bare for at kunne spille denne titel. Jeg valgte at holde ud og spare op til den nye PlayStation-konsol, som jeg vidste var lige på trapperne, og jeg krydsede i stedet fingrene for, at titlen en dag ville komme til Sonys maskine. Der skulle gå tre år, inden min fingerkrydsning bar frugt, og det var med store forventninger, at jeg gik i gang med {Zombi} på PlayStation 4, for at se hvordan Ubisoft havde håndteret overgangen til en mere traditionel konsol, ud over blot at droppe et U i titlen.

Det første man bemærker når spillet starter, er at det ikke er synderligt pænt. Det er ikke som sådan grimt, men det er meget tydeligt, at der er tale om et spil, der oprindeligt blev udviklet til et noget svagere stykke hardware. Teksturerne er udvaskede, og billedopdateringshastigheden kæmper til tider med stabiliteten, og det undrer mig, at der ikke har været gjort noget ved disse elementer, når nu der er en del flere hestekræfter at arbejde med på de nye maskiner. Figurmodellerne er til tider også en smule grinagtige, og et langt stykke hen ad vejen føles denne udgave af spillet rent grafisk som en ret doven genudgivelse.

Heldigvis handler et godt spil ikke kun om grafikken, men i den grad også om gameplayet, og her hiver {Zombi} en del points hjem i min bog, men taber også et par stykker undervejs. Spillet fungerer på den måde, at man tager rollen som en tilfældig overlevende, og man derefter skal klare en række opgaver, som de dikteres af den lineære historie. Det er dog kun historien, der er lineær, da det er helt op til en selv som spiller, hvordan man når frem til de forskellige destinationer. I starten har man ikke så mange muligheder, men eftersom man får låst op for smutveje på kryds og tværs, og man får adgang til det ganske effektive fast travel-system, begynder fornemmelsen af frihed at brede sig. De åbne områder kan dog til tider medføre, at man farer en smule vild, så det er en god idé at holde øje med sine omgivelser undervejs, da man i løbet af spillet vender tilbage til mange af de områder, hvor man har været før.

Kampene mod zombierne kan være en nervepirrende affære. En stor del af kampene foregår helt tæt på, da ammunition til skydevåbnene kan være svær at finde, og deres larm kan skabe endnu flere problemer, end dem man har lige foran sig. Man bliver derfor hurtigt fortrolig med sit trofaste cricket-bat, hvis sving skal times helt perfekt, hvis ikke man vil ende som de levende dødes næste måltid. Tempoet i kampene føles tættere på et Souls-spil end {Dying Light}, og taktik og opmærksomhed på ens omgivelser spiller i den grad en større rolle, end at kunne hamre hurtigt løs på angrebsknappen. Hvis en zombie får helt fat i en er det slut, lige meget hvor meget liv man har indledt kampen med, hvilket skaber endnu mere spænding i hvert møde med de døde. Det kan også være anledningen til nogle frustrerende dødsfald, men alt i alt synes jeg godt om tiltaget. Når uheldet er ude, og man har måtte lade livet, får man styringen af en ny tilfældig overlevende, som starter tilbage i spillets hovedbase med en pistol, et bat og en lommelygte. Her får man atter Souls-fornemmelsen, da man må kæmpe sig tilbage til det sted hvor man sidst døde, og tage kampen op med sit tidligere jeg, der nu selv er blevet en del af zombie-horden, hvis man vil have sit udstyr tilbage. Heldigvis forbliver de zombier, man nedlagde på sin første færd døde, så det er oftest mere en øvelse i at huske vejen tilbage til sine ting. Man kan dog være uheldig undervejs, og dør man, inden man har tilbageskaffet sit udstyr, så er uheldet ude. Den gamle nemesis-zombie forsvinder, og indholdet i den tilhørende rygsæk spredes for alle vinde i spilverdenen. Det kan resultere i enorme frustrationer, især hvis tasken indeholdte nogle af ens bedste våben, og det kan gøre det meget svært at komme videre med historien. Jeg er stor fan af Souls-spillene og {Bloodborne}, og er vant til at blive straffet for mine nederlag, men at miste sine våben er en tand for voldsomt.

Det at man har en tendens til at fare vild, antyder måske at spilverdenen er stor, men dette er ikke helt tilfældet. Der er ikke tale om et åbent London, hvor man kan løbe frit fra den ene ende af byen til den anden, men verdenen er i stedet delt op i nogle få områder, der dog alle har en ganske tilpas størrelse, og omgivelserne varierer en del. Som en hjælp til at finde frem til diverse mål, placeres en markør på kortet, som altid kan ses i nederste højre hjørne af spilskærmen, men det kan somme tider være svært at afkode præcist hvor man skal hen. Det er ikke altid en skidt ting, da man ofte finder frem til forskellige hemmelige områder i løbet af ens udforskning af området, men det kan dog være frustrerende, at prøve at finde vejen frem, for så at finde ud af, at døren man skulle finde var lige ved siden af hvor man befandt sig til at starte med. Heldigvis er spillets load-tider dejligt korte, så det er ikke alt for frustrerende, at man til tider må gå gennem den samme dør to gange, for at vende tilbage til det område man kom fra.

Det lille kort i hjørnet er noget nyt i denne version af spillet, da det i Wii U-udgaven befandt sig på controller-skærmen, hvilket betød, at man ofte måtte fjerne sit blik fra tv'et, for at orientere sig om, hvor ens destination var. Under min gennemspilning kunne jeg ikke lade være med at føle, at uhyggen havde været større med et lignende system på de nye konsoller, men dette er jo ikke ligefrem en mulighed... Og dog. En feature der efter min mening bliver brugt alt for lidt på PS4 og Xbox One, er muligheden for at benytte sig af Second Screen-funktioner gennem telefoner, tablets og PS Vita, og dette faktum har udviklerne let og elegant valgt at ignorere. Det havde givet så meget mening at kunne smide kortet over på min tablet og lade den stå på bordet ved siden af mig, bare så jeg kunne få en lille snert af indlevelsen fra den oprindelige udgivelse. Det er synd at se en så oplagt mulighed gå forbi næsen på udviklerne, og endnu en gang føles håndteringen ret doven.

En anden ting der i den grad må nævnes, er de utallige fejl jeg oplevede under min gennemspilning. Først forsvandt alle NPC'ernes stemmer, og det samme gjaldt de tilhørende undertekster, så jeg havde på et tidspunkt ingen anelse om, hvad der foregik i historien. Derefter kunne jeg ikke undersøge nogen af de mange notater, der var at finde i spillet, igen på grund af lydfejlen. Det hele endte med, at mit spil crashede, og da jeg fik genstartet titlen, fandt jeg ud af, at jeg havde mistet en stor del af mit fremskridt i spillet. Jeg fandt frem til, at fejlene muligvis skyldtes, at jeg havde sat min konsol i standby, og at spillet ikke helt kunne håndtere dette, men det er slet ikke i orden, især for et spil som det her, hvor der er ret langt mellem save-points. Rent grafisk oplevede jeg også fejl, som for eksempel elpærer, hvis skær kunne ses gennem mure og etager, og blinkende teksturer i visse områder, der langsomt forværredes, indtil jeg fik genstartet spillet. Alle disse fejl kan og vil sandsynligvis blive rettet i en opdatering, men i skrivende stund trækker det i den grad ned, at skulle genstarte sit spil med jævne mellemrum, for ikke at risikere at skulle starte forfra på en stor portion af spillet.

{Zombi} har nogle interessante idéer i sit gameplay, og kampene mod zombierne, der kræver en smule taktisk snilde, fungerer godt. Det er også en sjov idé, at skulle skaffe sit udstyr tilbage fra sin tidligere figur, men straffen for at dø to gange i træk kan være for stor for mange. Den oprindelige udgivelse gjorde også god brug af den hardware, der var tilgængelig for maskinen, og det er synd, at udviklerne ikke har benyttet sig af de mange muligheder på de nye konsoller, for at bevare disse elementer. Det får det hele til at føles, ja, nu siger jeg det igen, dovent, især for en titel der havde potentiale til at være meget mere på de nye maskiner. Med det sagt er der stadig en interessant oplevelse at finde i spillet, især hvis man er fan af zombie-spil og gys, og hvis udviklerne får smidt nogle rettelser efter titlen i en fart, vil jeg faktisk anbefale at man prøver det. Indtil da vil jeg råde til, at man sørger for at gemme spillet ofte, og at man holder sig fra at sætte spillet i standby.