Zero Day

Ekspræsident George Mullen (Robert De Niro) nyder sit otium. I sit omhyggeligt indrettede palæ humper han rundt med krummet ryg, skriver sine erindringer, lufter sin golden retriever og spiser spejlæg til den store guldmedalje. Livet er stille, og på trods af et par obligatoriske morgenpiller har han det godt og savner tydeligvis ikke livet i rampelyset. Men så bliver USA ramt af et hackerangreb, som koster tusindvis af mennesker livet. Strømmen går, kommunikationen er nede, flytrafikken, den offentlige transport, trafiklysene ... alt er slået ud, og konsekvenserne er så alvorlige, at den nuværende præsident Evelyn Mitchell (Angela Bassett) beordrer Mullen til at vende tilbage til Det Hvide Hus, hvor et nyt job venter ham.

En ny kommission kaldet Zero Day er blevet nedsat, og Mullen er blevet beordret til at lede de mere end 100 personer fra Secret Service, FBI og CIA, der sammen skal jage de skyldige bag hackerangrebet. Mullen må skrue bissen på. USA kræver retfærdighed, og Mullens job er ikke kun under pres og kontrol fra alle sider - det er også forbundet med stor risiko, da vældige politiske kræfter trækker i ham, så snart han træder ind i manegen igen.

Zero Day var historisk, allerede inden den havde haft sin store Netflix-premiere, af den simple grund, at det er Robert De Niros første store rolle i en tv-serie. Manden fra The Godfather II og Taxi Driver spiller en ældre, træt og kynisk ekspræsident, som på samme tid er human og streng i sin opførsel. Mullens moralske kompas er heldigvis forholdsvist fleksibelt, for i jagten på skurkene går tingene bestemt ikke altid efter bogen. Midt i det hele lærer vi endda, at Mullens datter sidder i Senatet og hun mener ikke, at Zero Day-kommissionens arbejdsmetoder stemmer overens med regeringens ansvar over for de amerikanske borgere og deres rettigheder.

Zero Day bygger på præmisser, som vi alle er ubehageligt bekendte med, ikke mindst i dag. Terrorangreb og USA's reaktion på dem (9/11 og invasionen af Irak og Afghanistan), Covid-19, og de krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder, der finder sted i forskellige dele af verden, danner her et bagtæppe, der skabe en mørk og undertrykkende atmosfære. Showrunner Eric Newman forsøger sig med en balancegang. Han træder ind på et territorium, som mainstreamstemmer sjældent berører, men han går sjældent alt for langt ned ad de mere konspirationsteoretiske eller alternative stier. Resultatet bliver derfor også en kende overfladisk, og det skyldes ikke mindst, at historien er for snæver og for klaustrofobisk.

Ligesom i House of Cards og mange andre politiske thrillere er både handling og karaktergalleri for snævert. Selve sammensværgelsen er lidt for overfladisk, og mange begivenheder føles for for belejlige, hvilket desværre får plottet til at virke en smule barnligt. Når det er sagt, er De Niro virkelig strålende, og han beviser for 117. gang, hvilken stor skuespiller han er. Der er et nærvær og en karisma i De Niros ekstreme nøjsomhed, som gør det muligt for hans »underspil« konstant at opbygge en intensitet og troværdig seriøsitet, som få andre skuespillere overhovedet kommer i nærheden af. Det er det, Zero Day lever af. Serien ville sandsynligvis have kedet mig, hvis det ikke havde været for De Niro (og til en vis grad Jesse Plemons, som altid er god). Som det er nu, holder Zero Day sig på en stærk sekser. Ikke prangende, men solid underhold ikke mindst takket være gamle Bobby.