Zero Dark Thirty

Et interessant faktum man vil opdage hvis man beskæftiger sig med den græske mytologi, er hvordan mange af de gamle fortællinger faktisk er baseret på eller inspireret af virkelige hændelser, der skete i forfatternes samtid. De mytiske helte og deres gerninger er i virkeligheden metaforer for nationer og krigshandlinger, opfundet og nedskrevet for at cementere deres sejre og nederlag i en letforståelig og forenklet form. Dybest set gør de det, man siden tidernes morgen har brugt fiktionen til, at få verden til at give mening, at skabe mening ud af kaos. Det er muligt at drage paraleller til de gamle myter og instruktør Kathryn Bigelows seneste to film.

Hermed menes dog ikke at Bigelow forvrænger virkeligheden i sine film til ren propaganda, tværtimod. Hun forsøger at forstå den verden vi lever i siden 11. september 2001. Selvom en fortælling aldrig nogensinde vil kunne opfange virkelighedens tilfældigheder og detaljerigdom, gør hun i det mindste et forsøg på at genskabe den så godt hun kan. Jeg brød mig personligt ikke meget om Hurt Locker, men med Zero Dark Thirty er det anderledes.

Maya er en ung studerende, der kort efter terrorangrebet 11. september rekrutteres og sendes i felten af CIA. Hun kommer til Afghanistan med et klart mål: at finde Osama Bin Laden. Efter at være blevet ført ind i en dagligdag bestående af tortur og spionage, får hun sin første vigtige ledetråd. Derfra begynder en jagt, der vil vare næsten et årti, og vi er med hele vejen indtil den 1. maj 2011.

Jeg var meget i tvivl om Zero Dark Thirty ville fungere. Da begivenhederne beskrevet i filmen er så nylige, virkede det usandsynligt at der kunne opstå nogen spænding, siden vi alle godt ved hvordan det ender. Jeg opdagede dog lidt efter lidt, at jagten på Bin Laden mest af alt bruges som en destination for plottet, og at det er rejsen det handler om. Det, Bigelow har skabt, er et katalog over de sidste ti års værste terrorhandlinger og konsekvenserne af krigen mod terror, såvel for verden som for individet. Flere af agenterne nævner igen og igen det, de kalder for "præ-9/11-tankegang". Ifølge dem befinder vi os i en ny tidsregning hvor nye midler og tankemønstre må tages i brug.

Rent filmisk er stilen fra Hurt Locker ført videre, med sit semi-dokumentariske kamera og virkelighedstro lydbillede. Budgettet er ganske vidst større nu, men ønsket om realisme består. Objektiviteten, der opnås ved hjælp af dette, fortjener stor ros. Bombeangrebet i London fra 2005 vises på samme måde som amerikanerne, der torturerer fanger på de mest rædselsfulde måder. Ingen af siderne gives et klap på skulderen for det de gør, vi som publikum er bare fluer på væggen.

Præcis denne voldsomme konfrontation med terrorens ansigt er hvad der gør Zero Dark Thirty til en drænende og hård oplevelse. Med sin toenhalv times spilletid er den en tur ned i et dystert hul hvor mennesker påfører hinanden skade på de mest ulækre måder. Ligesom Maya kan vi aldrig vide os sikre på hvem der er ven og fjende, og det er denne grundlæggende spænding, der er med til at holde én klistret til skærmen. Det gik først op for mig kort efter jeg havde forladt salen, men hver en muskel i min krop havde været spændt. Tag ikke fejl, historien er lige så velfortalt og opslugende som den er ubehagelig.

Selvom historien gengiver virkelige hændelser, har manuskriptforfatter Mark Boal på imponerende vis formået at forankre hele forløbet på effektiv vis i Maya-karakteren. Hun fungerer som vores emotionelle holdepunkt, uden at vi nødvendigvis holder med hende. Hun er følelseskold og kan være chokerende kynisk overfor sine medmennesker. Ligesom alle de andre karakterer vi møder, gør hun det "hun er nødt til" i denne nye, post-9/11 verden.

Der opstod en kontrovers her for nylig, da et medlem af Akademiet syntes filmen burde boycottes fra Oscar-løbet, fordi han syntes den forherligede tortur. På sin vis han har ret, tidligt i filmen bliver en vigtig ledetråd fundet ved hjælp af tortur. Det her synspunkt gælder dog kun, hvis man har den opfattelse, at Bigelow kun er ude på at repræsentere sit hjemland. En af tortur-udøverne siger, "this is the face of defeat", imens han drukner en fange halvt ihjel. Jeg tror den replik kan tolkes som værende rettet mod både terroristerne og USA.

Sammen med det gode og stabile skuespil dannes et stabilt fundament, så vi kan koncentrere os om det vi er her for: jagten. Jessica Chastain er blændende som Maya, og formår på imponerende vis at holde os nysgerrige over, om der findes noget der kan bryde hendes isdronning-agtige facade. En masse karakterer kommer og går i løbet af fortællingens udfoldelse, men hver og en formår at efterlade et vedvarende indtryk. Det at kunne opretholde en overskuelig kronologi i en historie, der strækker sig over 10 år, er rigtig imponerende, og det er hovedsageligt skuespillets skyld.

Jeg er dybt imponeret over Zero Dark Thirty. I stedet for at ville fortælle os mangt og meget om krigen mod terror, beslutter den sig for blot at vise os krigen som den er. Afskyelig voldelig og uden respekt for menneskeliv. Se den for en bid af menneskets værste side.

Zero Dark Thirty har biografpremiere i Danmark den 7. Februar.