Yes Man

Meget kan man sige om Jim Carrey, men gummifjæset kan altså et eller andet. Da jeg var yngre så jeg gang på gang film som The Mask, Dum og Dummere og ikke mindst Ace Ventura. Dog som jeg er vokset op, er det gået op for mig hvor intetsigende mange af hans film er, og på et tidspunkt gik jeg ærlig talt lidt død i manden med de tusind ansigter. Hovedparten af hans film har kørt på overeksponerede "hvad nu hvis...?"-temaer, og det har i sidste ende gjort mig lidt immun. Yes Man er ingen undtagelse, men alligevel er det Jim Carreys bedste film i lang tid, og bare generelt en god film.

Jim Carrey spiller Carl Allen, en mand der siger nej til alt og har det bedst med bare at være for sig selv. Undskyldningerne for ikke at gå ud med vennerne er både lamme og utroværdige, og da han glemmer sin bedste ven Peters forlovelsesfest bliver Peter utrolig skuffet. Denne attitude kommer dog til seriøs revurdering da en af Carls gamle bekendte Nick pludselig springer frem på hans arbejdsplads, med et enormt overskud og en strålende personlighed. Nick har nemlig sagt ja til at deltage i et projekt kaldet "Yes Man". Ideen er at man skal sige ja til alle tilbud man møder på ens vej. Carl tager modvilligt med til et af disse projektmøder, og går med til at deltage. Beslutningen ændrer med det samme hans liv radikalt, og inden længe begiver han sig ud på nogle eventyr han aldrig troede var mulige. Samtidig finder han den frie sjæl i pigen Allison, og de to bliver langsomt forelskede. Men det at sige ja til alting har også en bagside, og snart må Carl tage en beslutning om hvad han vil med livet.

Tager man Yes Man og sætter op mod mange af Jim Carreys forrige film, finder man med det samme en noget mere seriøs tone. Jim Carrey beviser endnu en gang at han ikke bare duer til pruttehumor og skøre ansigter, men samtidig mestrer en hvis alvor i skuespillet. De andre skuespillere passer fint i deres roller, og Zooey Deschanel gør især et indtryk i rollen som Allison. Kemien mellem Carl og Allison er kort sagt rigtig god.

Yes Man er i bund og grund en amerikansk slapstick komedie som man kender dem, men selve temaet er fantastisk livsbekræftende og rørende, hvilket er med til at løfte Yes Man er par trin over den gængse komedie. Når Jim Carrey redder en selvmordskandidat fra døden ved hjælp af sang og guitarspil, var jeg solgt.

Filmen løfter ikke nogle større sten, og kører meget inden for traditionelle konventioner inden for komediegenren. Ikke desto mindre løfter skuespillet og temaet filmen et godt stykke over de fleste komedier, og Yes Man er helt klart en af Jim Carreys bedre film. Hvis nogen spørger mig om Yes Man er god, ligger svaret i titlen.